Socialistisk Arbejderavis
Nr. 276 – 20. februar 2008 – side 11
Venezuela
Gaden overfor eliten
Alex Callinicos
Alex Callinicos kigger på modsætningsforholdet i Hugo Chavez regering, mellem at administrere en bureaukratisk kapitalistisk stat og kæmpe for socialisme.
“Fædreland, socialisme eller død.“ Med disse ord aflagde Hugo Chavez for lidt over et år siden ed som præsident i Venezuela efter succesfuldt at være blevet genvalgt.
Set i lyset af denne ed er det foruroligende at høre, at Hugo Chavez i sidste uge udtalte, at han ville sænke tempoet på hans bolivariske revolution. “Jeg er nødsaget til at nedsætte tempoet på udviklingen“, sagde han.
Dette træk følger efter, at regeringen d. 2. december led nederlag i afstemningen om den nye forfatning.
Chavez vandt tilhængere verden over, blandt folk som var imod nyliberalisme og imperialisme, med sin modstand mod Bush regeringen og som fortaler for alternativer til kapitalismen. Hans krav om socialisme i det 21. århundrede syntes at markere enden på perioden efter Sovjetunionens kollaps, hvor kapitalismen syntes at være eneste mulighed.
Dog har Chavez position altid været fyldt med modsætninger. Det var de fattige i Caracas, der reddede ham fra at blive væltet af højrefløjen i april 2002, hvor de omringede præsidentpaladset og tvang kupmagerne til at frigive ham.
Men Chavez forbliver leder af en bureaukratisk stat gennemsyret af korruption og undertrykkelse, der styrer en økonomi, der fortrinsvis er kapitalistisk. Således trækker hans politikker i forskellige retninger.
Han har forsøgt at fastholde sin folkelige opbakning ved at bruge de stadigt svindende indtægter fra Venezuelas olieresurser til at gennemføre sociale reformer. Det var tiltænkt, at institutioner som de bolivariske cirkler og de sociale missioner skulle samle græsrødderne og mobilisere dem til at støtte præsidentens initiativer.
Men for at imødegå modstanden fra Washington og det venezuelanske oligarki, så Chavez og hans tilhængere sig også nødsaget til at styrke deres kontrol over statsapparatet.
Meget vigtig for denne proces var dannelsen af det regeringsvenlige masseparti Venezuelas Forenede Socialistparti (PSUV). Dette var i høj grad et top-down initiativ med det formål at sikre folkelig opbakning. Den fremsatte forfatning indeholdte værdifulde reformer, men tillod samtidig Chavez at stille til præsidentembedet i det uendelige.
Korruption
Resultatet af folkeafstemningen var egentlig ikke en sejr for højrefløjen. Stemmetallet for nej-siden lå kun 200.000 over det, der var afgivet til sidste præsidentvalg.
Problemet var i virkeligheden, at ja-siden mistede tre millioner, i forhold til da Chavez vandt valget.
Stephanie Blankenburg, der er rådgiver for den venezuelanske regering, skriver i New Statesman, at “resultatet den 2. december var reelt en proteststemme fra ’Chavista gaden’ imod ’Chavista eliten’. Utilfredshed med fødevaremangel, inflation og korruption medførte, at en stor del af Chavez’ tilhængere undlod at stemme.
Hans kovending er et forsøg på at anerkende denne utilfredshed. Chavez lovede at gøre noget ved kriminaliteten og fødevaremangelen. Problemet er, at for at kunne gøre dette, er det nødvendigt ikke at sænke farten på den revolutionære udvikling, men tværtimod at accelerere den, og bryde med privatkapitalismens magt over økonomien.
Man kan kun komme korruptionen til livs ved at afvikle det eksisterende statsapparat og udskifte det med institutioner for folkelig magt.
Men Chavez bevæger sig i den modsatte retning. Han har fredet folkene bag kuppet i 2002, og har udnævnt Ramon Carrizales, en officer med forbindelse til erhvervslivet, til vicepræsident.
Det minder faretruende meget om, hvad der skete under det venstreorienterede Folkelig Enhedskoalition i Chile i 1972-73. Idet højrefløjen, der havde opbakning fra Nixon-administrationen, blev mere åbne i deres angreb, reagerede arbejdere ved at opbygge deres egne forsvarsorganisationer, Cordones.
Men præsident Salvador Allende bremsede disse initiativer og forsøgte at forhandle med hørefløjen. Den følgende splittelse gav højrefløjen den fornødne selvtillid til at igangsætte militærkuppet d. 11. september 1973, hvor Allende og tusindvis af andre militante venstreorienterede omkom.
Situationen er ikke kommet så vidt endnu i Venezuela, men Chavez’ tilbagetog markerer det farligste tidspunkt for den revolutionære proces.
Se også:
SAA 276: Bag oprøret i Kenya
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed