Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 5
Kapitalens fødevarer
Thomas Fogh Klausen
I følge politiken.dk (13.2.2008) blev antallet af fødevarevirksomheder med sur smiley for dårlig hygiejne fordoblet i 2007 som et resultat af, at politikerne afsatte flere penge til fødevarekontrollen. For hundrede og syttende gang fik vi det dermed sort på hvidt: kapitalistiske forretningsdrivende producerer fødevarer, der er ækle eller direkte farlige.
I deres fælles fødevareforlig fra maj 2007 slog folketingets partier fast, at der principielt ikke vil blive lavet om på det:
“Målene er, at færre (!) mennesker bliver syge af den mad, de spiser, og at flere (!) virksomheder overholder reglerne. ... Men det er fortsat fødevarevirksomhedernes ansvar (!) at overholde lovgivningen...“ (s 1).
Hvad er det, politikerne overdrager virksomhederne ansvaret for, velvidende, at det systematisk frembringer brud på de mest primitive hygiejneregler?
Elendig produktion
Som de fleste ting i kapitalismen produceres mad som varer. For dem som producerer varerne, er de kun nyttige, når og for så vidt som de kan omsættes til penge. Madens nyttige egenskaber – næringsværdi, smag etc. – interesserer kun producenten for så vidt, som de fungerer som middel til dette egentlige formål.
“Konsumenterne“ får i det hele taget kun adgang til forbrugsgoder, hvis og i det omfang som de har betalt for dem. Behov har kun praktisk gyldighed, hvis de er betalingsdygtige.
For de allerfleste betyder det, at de løbende må spare på deres begrænsede budget og derfor er nødt til at dække deres behov med varer fra den billige afdeling, som man ikke behøver at være yuppie for at rynke på næsen af.
For alle prisklasser gælder det imidlertid, at varen først må have fungeret som berigelsesmiddel for en kapitalistisk producent, hvorfor hele varens udformning adlyder denne ultimative betingelse.
Producenterne konkurrerer om den eksisterende købekraft ved at billiggøre produktionen. Det findes der forskellige metoder til, men den væsentlige her har at gøre med madvarers specielle materielle form, nemlig “det simple faktum, at det næsten er umuligt for forbrugerne at bedømme kvaliteten af en fødevare. Når man køber en bil, kan man høre, hvis motoren laver mærkelige lyde; ved mad kan man hverken smage fremstillingsmetoden eller pesticider.“ (Thilo Bode, leder af organisationen Foodwatch i Süddeutsche Zeitung, 8.2.2008, s 9.)
Lige så længe mad har været en handelsvare, dvs. et berigelselsesmiddel for producenterne, som konsumenterne kun kan købe en begrænset adgang til, har konkurrencen indebåret den beklagede praksis hos producenterne. Forskellen mellem eksemplerne på madsvinerer i Karl Marx’ Kapitalen fra 1867, Upton Sinclairs klassiker Junglen fra 1905 og nyeste tilfælde i dagspressen er et spørgsmål om metoderne, ikke om formålet.
Elendig kontrol
“Hvad karakteriserer vel bedre den kapitalistiske produktionsmåde end nødvendigheden af, at påtvinge den de mest grundlæggende renligheds- og sundhedsforanstaltninger igennem tvangslove fra statens side?“ (Marx, Kapitalen, 1.3, s 687)
Da staten grundlæggende er interesseret i at opretholde forretningsinteresserne, som per automatik synes at gribe til de beklagede midler, pålægger den producenterne begrænsninger for benyttelsen af metoder til forøgelsen af deres ejendom. Fødevarestyrelsen og dens kontrollører holder i et vist omfang øje med, at de aktuelt fastlagte belastningsgrænser for forurening og giftstoffer ikke overtrædes i branchen.
Den opretholder altså de forretningsinteresser, som jo altid søger at betjæne sig af de beskrevne midler.
Dertil kommer, at også selve kontrollen stilles under det forbehold, at de skal tjene det almene vel, dvs. dukke op som plus tegn i det nationaløkonomiske regnestykke. Kontrollen skal med andre ord heller ikke være for dyr eller stikke en kæp i hjulet på forretningen.
Selv i kritikken af den afgåede forbrugerministers hårdhændede brug af sparekniven blev det argument sjældent udeladt:
“Hvad koster det så ikke det danske samfund, hvis der er 35.000 mennesker der er syge om året og så måske er 24, der er døde af det her? Hvor vi jo både mangler arbejdskraft og det koster penge i sundhedsvæsenet?“ (en lytter til minister Barfoed på Radioprofilen 7.6 2006)
Hvor det forbliver det gyldige standpunkt, at kapitalen kun må begrænses, så den kan vokse, bør man ikke undre sig over mange fremtidige forsidehistorier med dårlig eftersmag af, hvad fødevareindustrien har givet os at spise.
Kapitalens “civiliserende“ tendens
“... brød, ...forfalsket ved iblanding af alun, sæbe, potaske, kalk, stenmel og lignende“ Rapport om bagerier fra 1862, citeret i Marx, Kapitalen, 1.1, s 291.
“Kødet var ofte fordærvet og blev indgnedet i soda for at fjerne lugten... Man brugte samvittighedsløst det fordærvede kød til pølsedejen. ...der kom ting i pølserne, i sammenligning med hvilket en forgiftet rotte var intet at regne.“ Sinclair om Chicagos kødindustri i 1905, Junglen, Modtryk, s 109-111.
“... maskiner og køkkengrej, ...fyldt med fedtede og gamle madrester..., skimmelvækst og gammelt mad på ristene i kølerummet.“ McDonalds i Sønderborg, Business.dk, 14.3.2008.
Se også:
SAA 277: Prisstigningerne på fødevarer slår millioner ihjel
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed