Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 6
Ungeren – et år efter rydningen
Jesper Juul Mikkelsen
Så er der gået et år efter rydningen og nedrivningen af Ungeren, og vi har været vidner til en bevægelse, der har udviklet sig utroligt meget på bare et år.
Det er helt sikkert, at året har sat sig dybe spor hos alle os, der har været med. Vi har oplevet en bevægelse, der udviklede sig fra en nederlagsstemning. Allerede d. 16 december, før rydningen, blev det til meget hårde gadekampe mellem en mindre gruppe autonome og politiet.
Da Ungeren blev ryddet d. 1. marts 2007, var det ikke bare den lille gruppe forskansede aktivitster i Ungdosmhuset, der gjorde modstand. Københavns ungdom kom på gaden, og jeg tror, alle blev overraskede over, hvor stor bevægelsen var.
Dagene gav mange erfaringer med tåregas, frygt for politiet og forståelse for, at vi ikke kan vinde over politiet på deres premisser. Efter de første meget intense dage opstod en tradition med ugentlige torsdagsdemoer, og vi har set en bevægelse, der har vist en hidtil uhørt udholdenhed og der er nu blevet demonstreret hver uge i over et år!
Vores kollektive erfaringer og troen på hinanden gjorde den avancerede aktion G13 mulig. Her viste vi offentligheden og hinanden, at det var politikerne som var fjenden, og at politiet kunne gøres til grin. En storstilet civil ulydighedsaktion, som succesfuldt trængte igennem politikæderne, gjorde, ved sin konfronterende ikke-voldsstrategi, at det som mange indtil da havde set som en politisag, igen blev et politisk spørgsmål.
Ungdomshusbevægelsen har været med til at opbygge et radikalt mindretal i den københavnske ungdom. Et mindretal der ved at de er en del af en bredere kamp og som viser sig til antikrigsdemonstrationer, i velfærdskampen og som også vil være forrest i kampen mod den stigende overvågning og den smuldrende retsstat. Spørgsmålet er nu, hvad fremtiden byder på.
Det ser i øjeblikket ud til, at Ritt og flertallet i borgerrepræsentationen har travlt med, at der ikke skal ske en skid omkring det nye ungdomshus. For et halvt år siden ville de fleste nok havde regnet med, at vi havde et hus i dag, men i dag kan vi se, at Ritt og flertallet på rådhuset reelt ikke ønsker en løsning.
Den anden ting som råber til himlen er venstrefløjens uvilje til at tage bevægelsen alvorligt. Enhedslisten har gode enkeltpersoner i bevægelsen, men hvorfor bliver det ikke gjort til en kollektiv prioritet at udvide og udbrede en bevægelse til skoler og universiteter og andre bydele end Nørrebro? Vi skal igen huske, at kravet om et nyt ungdomshus har et flertal af den københavnske befolknings opbakning.
Ved venstrefløjens fravær og ved Ritts totale mangel på vilje til at finde et nyt hus bliver ungdomshusbevægelsen presset og frustrationerne bliver større.
Bevægelsen er modsætningsfyldt, og det er ikke utænkeligt, at de kræfter som siger at “nu har vi prøvet at være pæne længe nok“, vil røre på sig. Den proklamerede gentagelse af G13 ved navn BlokR kan være en del af denne frustration.
Mobiliseringen til G13 var massiv og sikrede en stor, civil ulydighedsdemo. Vi har ikke set den samme form for mobilisering denne gang. Desuden har aktivisternes fokus i langt højere grad været på konfrontationen med politiet. Der er blevet snakket gasmasker, mobile skjolde og barrikader mens det at blive rigtigt mange mennesker ikke har fyldt så meget, selvom det er det, som er forudsætningen for en succesrig blokade. Derfor er der risiko for, at BlokR ikke bliver det skridt frem for bevægelsen, som vi alle håber på.
Det centrale spørgsmål, som igen og igen bliver aktuelt, er, om vi for alvor skal forsøge at aktivere det flertal af københavnerne som er for et nyt ungdomshus, eller om vi opgiver håbet om, at vi kan mobilisere de mange, og andre kræfter vil tage over, og det vil udvikle sig i en retning af det vi så i bevægelsens “barndom“. Det vil for mig ikke være overraskende, hvis vi vender tilbage til mere desperate aktioner, og at autonome ideer igen får klangbund om, at de små grupper og militans er vejen frem.
Hvis dette sker, skal skytsets rettes imod de arogante politikere, som kun venter på igen at miste den sidste sympati, men også på den venstrefløj som har alle muligheder for at opbygge bevægelsen, men som ikke kender sin besøgstid. Nøglen til sejr ligger i at forsøge at aktivere det flertal af københavnere i en kamp for et nyt ungdomshus, men om det vil lykkes svæver stadig i vinden.
Se også:
SAA 277: 1 år uden Ungdomshus, 6 måneders forhandlinger: Blok-R
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed