Socialistisk Arbejderavis
Nr. 277 – 27. marts 2008 – side 12
USA-valg
Er dette Bush-Reagan-æraens endeligt?
Lance Selfa
Lance Selfa, fra det amerikanske tidsskrift Socialist Review, argumenterer for, hvorfor det amerikanske valg i 2008 potentielt kan blive det samme for Demokraterne, som 1980-valget var det for Republikanerne.
Ved valget i 1980 vandt Ronald Reagan præsidentposten i Det Hvide Hus, Republikanerne vandt flertallet i Senatet, og de fik stor fremgang i Ræpresentanternes Hus. Valget markerede starten på en periode med republikansk og konservativ storpolitisk dominans i næsten to årtier.
Det er stadigvæk for tidligt at komme med større forudsigelser, men lige nu ser det ud til, at 2008 bliver året, hvor Demokraterne får stor fremgang, og der er stor sandsynlighed for, at det bliver en demokratisk kandidat, der vinder præsidentvalget.
Dyr kampagne
Der er flere tydelige udtryk for Demokraternes fremgang, f.eks. de enorme pengesummer, som Demokraterne har formået at rejse til valgkampen. I 2007 modtog de demokratiske opstillingskandidater Barack Obama og Hillary Clinton knap 200 mio. dollars tilsammen, sammenlignet med de republikanske kandidater Mitt Romney (med 88 mio.) og den mest sandsynlige kandidat John McCain (38 mio.), der tilsammen modtog ca. 136 mio. dollars.
Ved udgangen af 2007/starten af 2008 havde de demokratiske valgkampskomiteer til kongresvalget tilsvarende forspring foran Republikanernes valgkamp-komiteer.Dette betyder, at vælgerne i “pengenes primærvalg“ – altså de erhvervsinteresser og velhavende enkeltpersoner, der financierer det amerikanske valg – allerede har besluttet, at Demokraterne skal vinde valget i 2008.
En anden indikation på Republikanernes sandsynlige nederlag i november er, at næsten 1 ud af 7 republikanske kongres-medlemmer, der skal til valg, siger, at de vil trække sig. Endnu vigtigere er tegnene “fra neden“. Siden slutningen af 2005 har flertallet af befolkningen vendt sig imod Bush-regeringen og Det Republikanske Parti. Ved valget i 2006 sluttede den republikanske dominans i Kongressen og efterlod Bush i defensiven de sidste to år af sin præsidentperiode.
Under dette års demokratiske primærvalg har der været rekordhøj deltagelse – i de fleste tilfælde væsentligt større end i Republikanernes primærvalg. Hvis denne tendens varer ved, tyder det på massiv valgdeltagelse i november, hvor flertallet af vælgerne vil gå efter at smide Republikanerne fra magten, hele vejen fra Det Hvide Hus til de lokale byråd.
Holdningsskift
Ikke bare har befolkningen vendt sig imod Republikanerne som parti – det ser også ud til, at den har vendt sig imod konservatismen som ideologi. Pew Center for People and the Press fremlagde i marts 2007 en undersøgelse af sociale holdninger igennem de sidste 20 år. Her beskrives bl.a. følgende udvikling: øget opbakning hos befolkningen til socialt sikkerhedsnet; tegn på voksende bekymring over økonomisk ulighed, og nedsat interesse for en offensiv national sikkerhedspolitik. Dette har forbedret det politiske landskab for Demokraterne, efterhånden som præsidentvalgkampen skrider frem.
En ting er de nævnte ændringer i politiske og sociale kerneværdier, men endnu mere slående er det dramatiske skift i parti-tilslutning, der er sket over de seneste fem år.
I 2002 var landet delt nogenlunde lige op langs partilinierne: 43 % sympatiserede med det Republikanske parti, mens en tilsvarende andel sagde, de var Demokrater. I dag identificerer halvdelen af befolkningen (50%) sig med Demokraterne, mens kun 35 % anser sig for at være Republikanere.
Lige siden midten af 70’erne, hvor den herskende klasse tog en afgørende drejning hen imod nyliberalisme, og arbejdsgiverne lancerede en tre årtier lang offensiv imod arbejderklassen og dennes organisering, har Det Republikanske Parti været deres udvalgte redskab til at levere, styrke og opbygge en social base for denne politik.
Efter stort set at have opnået disse mål, er Republikanerne ved at nå grænserne for deres strategi.
Det konservative programs succes – skattelettelser til de rigeste, nedskæringer i offentlig velfærd og privatisering af offentlige anliggender – har givet et ideologisk udfald i befolkningen, hvor flertallet ikke har nydt fordele af denne dagsorden.
Faktisk er almindelige amerikaneres liv blevet forringet i takt med, at levestandarden falder, sociale ydelser forsvinder, huspriserne falder osv. Den klare opfattelse i befolkningen af, at Bush har været præsident for de rige, har, kombineret med den stigende økonomiske usikkerhed og topartisystemets konsensuspolitik, gjort, at folk har mistet tilliden til den nyliberale mirakelkur.
Politisk bevidsthed
Dette er en del af et langt større skift i politisk bevidsthed – et skift der i høj grad kun lige er startet. Selv om republikanske politikere (og demokrater, der efteraber deres politik) bruger en retorik, der appellerer til et 1950’er-billede af USA, så er USA i virkeligheden et langt mere tolerant og mindre paranoidt land, end det var i 1950’erne.
Det mere åbne sociale klima kommer delvis af, at den store årgang unge fra 90’erne – den største årgang siden efterkrigsårenes babyboom – nu er ved at blive voksne. Denne gruppe unge er – sammen med dem, der er født i 80’erne – vokset op i et mere multikulturelt og seksuelt tolerant samfund, end deres forældre var det. Politisk set har de ikke kendt til andet end Bush/Clinton-nyliberalismen, som bestemt hverken har forbedret deres eller deres familiers liv.
Ud fra disse betragtninger burde det ikke komme som nogen overraskelse, at denne generation er den mest liberale og mest pro-demokratiske blok blandt vælgerne. Det ser også ud til, at det er denne gruppe, der er mest tiltrukket af Barack Obamas kandidatur hos Demokraterne.
Bush mest upopulær
Når Bush nu afslutter sin præsidentperiode som en af de mest upopulære præsidenter i historien, virker hans regerings rolle latterlig i en hel generation af republikansk dominans.
Men flertallet af befolkningen vil forbinde Bush og republikanerne med katastrofal politik (Irak), inkompetence (Katrina-flodbølgen), skandaler (for mange til at opremse) og nepotisme og korruption (Halliburton osv.).
Det opsving, som 11. september gav til Bush og højrefløjen, forsinkede kun midlertidigt de mere langvarige tendenser, som ser ud til at optrævle den gamle republikanske koalition.
Under disse omstændigheder er Republikanerne noget medtagne op til valget i november. Det republikanske primærvalg har udstillet alle modsætninger i partiet, med stridende kandidater, der repræsenterer forskellige dele af den republikanske vælgerskare, og ingen egentlige engagerede græsrødder. Den vigtige valgdag, Super-tirsdag, sørgede for størst opbakning til kandidaten John McCain, en kandidat som store dele af partiets base hverken kan lide eller stoler på. Selv om konservative partikræfter vil bakke ham op – mens han til gengæld vil lefle for dem – siger dette noget om de langt større problemer, Republikanerne går i møde.
Strømmen af erhvervsstøtte til Demokraterne er udtryk for manglende tillid til, at Det Republikanske Parti, som det ser ud i dag, vil kunne være drivkraft for det amerikanske erhvervslivs interesser. Den herskende klasse i verdens største og mest teknologisk raffinerede økonomi er altså ikke længere villig til at investere millioner i et parti, hvis kandidater lægger sig på maven for religiøse mennesker, der tror på kreatioisme.
Dette betyder dog ikke, at Republikanerne eller den etablerede højrefløj er færdige. Men det betyder, at de er nødt til at genopfinde sig selv for at blive en brugbar mulighed for den amerikanske herskende klasse.
Oversat af Ida Hovdenak Jakobsen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed