Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 278 – 29. april 2008 – side 3

Kampen nytter – Ungeren bli’r!

Kristina Vinci

Mere end et år efter rydningen af Jagtvej 69 ser det nu endelig ud til, at Ungdomshuset igen får en bopæl – denne gang på Dortheavej 61.

Ungdomshusets brugere og støtter tager ikke et nej for et nej. Siden 1. marts 2007, hvor Ungeren på Jagtvej 69 blev ryddet, er de torsdag efter torsdag gået gennem byen for at lægge pres på politikerne. Aktioner som G13 og et-årsdemonstrationen tiltrak hver 3-4000 mennesker og viste dermed, at opbakningen til et Ungdomshus ikke kun er at finde i de autonome kredse.

Nu bærer den lange kamp endelig frugt.

Efter al sandsynlighed får de unge nemlig et nyt hus, inden sommerferien for alvor sender tætpakkede charterkufferter på kryds og tværs over kloden. Og efter al sandsynlighed bliver det på adressen Dortheavej 61 i Københavns Nordvestkvarter.

Men intet er helt afgjort endnu.

Aftalen

Forslaget “Aftale om et nyt Ungdomshus på Dortheavej 61“ er i skrivende stund under høring, og det vil det vil være frem til 30. april. Hvis aftalen bliver vedtaget, kan Ungeren således slå de nye døre op den 1. juli i år.

Bag aftalen står Socialdemokraterne, SF og De Radikale, og hvis den bliver godkendt, vil det helt konkret betyde, at anneksbygningen på Dortheavej 61 udlejes til Fonden Jagtvej 69. Koncerter og andre større arrangementer vil foregå i hovedbygningen, som skal deles med det nuværende Kulturhus. Kulturhuset vil derfor skulle rykke en del af sine aktiviteter til andre lokaliteter, blandt andet Lygten Stationsbygning.

Det mest skelsættende ved denne aftale er dog næppe, at Ungdomshuset flytter til Nordvest, eller at to huse skal dele faciliteter. Snarere er det interessant, at lejemålet vil blive indgået på en almindelig erhvervslejekontrakt, hvilket betyder, at misligholdelse og hærværk (herunder graffiti) vil medføre konsekvenser, som vil være klart udlagt i kontrakten. Og det er betingelser, som Ungdomshusbevægelsen nu har accepteret. Mandagsmødet, der er Ungerens besluttende organ, sagde sågar til Modkraft.dk, at de betragter aftalen som en løsning, hvor “ingen bliver klemt“.

Kampen nytter – og fortsætter!

Det er dog ikke alle, der er enige i den konklusion. Underskriftsindsamlinger og demonstrationer mod et nyt Ungdomshus på Dortheavej har vist, at der stadig kan sættes en kæp i hjulet for planerne. Derfor valgte April 2008 initiativet at gennemføre de planlagte aktionsdage den 11. og 12. april, som blandt andet førte til opførelsen af ’Den Blå Have – et antikapitalistisk åndehul’ på Åboulevarden.

– Et eventuelt nyt Ungdomshus på Dortheavej, eller hvor det nu bliver, betragter vi kun som en ankomst til kampens startlinje, ikke dens slutpunkt, udtalte Daniel fra April 2008’s pressegruppe til Modkraft.dk.

At forslaget nu er under høring har da heller ikke sat en stopper for torsdagsdemonstrationerne, som vil fortsætte, indtil en aftale ligger helt fast. Nej, Ungeren tager ikke et nej for et nej.

Flere artikler fra nr. 278

Flere numre fra 2008

Se flere artikler om emnet:
Ungdomshuset (Kbh.)

Se flere artikler af forfatter:
Kristina Vinci

Siden er vist 2469 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside