Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 278 – 29. april 2008 – side 13

Anmeldelse

Callgirls – 5 songs

Kristina Vinci

Jeg indrømmer det gerne: Punkkoncerter er ikke det, jeg har gjort det allermest i. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om genren, men fordi jeg flere gange er blevet usandsynligt skuffet og derfor har valgt at lægge mine sparsomme SU-kroner andetsteds.

De dage er hermed forbi.

Årsagen hedder Callgirls – et københavnsk punkband, som trods navnet overvejende består af mænd. Ved et tilfælde oplevede jeg bandet live en aften i Odense. Og hvilken koncert! Muligvis den korteste, jeg nogensinde har været vidne til, men hvad der ikke var i længde, var der tifoldigt i intensitet. Publikum kastede sig rundt i ekstase, og gennemsvedte T-shirts blev smidt allerede efter første nummer.

Og alligevel, som bølgerne af løssluppen kontrol gik gennem lokalet, forblev alles opmærksomhed rettet mod den lille blonde sangerinde, hvis karisma alene kunne fylde et stadion.

Der er ikke meget, der kan hamle op med rigtig god live musik. Derfor er det heller ikke den letteste opgave at skulle anmelde en studieindspilning efterfølgende.

Heldigvis er Callgirls’ demo 5 songs velindspillet. I modsætning til mange andre demoer lavet på lavt budget er lydkvaliteten på denne skive rimeligt i top, hvilket dels skyldes en god produktion af Brian Armstrong og dels de talentfulde bandmedlemmer. De ultrakorte fem numre (hvoraf det længste varer to minutter og 46 sekunder) afslører ikke, at bandet kun har eksisteret i godt et år.

Og selv om energien aldrig vil kunne blive den samme som live, brænder bandets glæde ved musikken alligevel igennem.

Specielt vil jeg også fremhæve det absolutte plus, at man som lytter faktisk kan høre de fleste af de ord, der bliver sunget. Teksterne er ikke udpræget politiske (på nær Candy Rat, som i hvert fald kan tolkes på flere måder) – måske forekommer flere af dem ligefrem lidt ligegyldige, men den 23-årige forsanger, Saz, har alligevel så meget alsidighed i sin stemme, at hun formår at fastholde lytteren og gøre hver enkelt sang relevant.

Callgirls skiller sig ud. Bandet har en modenhed, som jeg sætter stor pris på, men som måske kan virke kedelig på dem, der mener, at punk er bedst, des højere niveauet af støj og destruktion er. Til dem kan jeg bare sige: Se Callgirls live!

Det her er uden tvivl et band med dygtige musikere. Bandets x factor, for nu at hoppe med på bølgen og prøve at lyde enormt vidende, er dog sangerinden Saz (hvis borgerlige navn er Sarah Juhl). Som hun står der, blond og fitnesstrænet uden en masse piercinger, ligner hun ikke umiddelbart forsangeren i et punkband. Men hun fyrer den af på en scene, og jeg kan ikke lade være at tænke, om nogen mennesker bare er født til at være der.

Saz har i hvert fald publikum i sin hule hånd, og for mit vedkommende er det hende, der rykker bandet fra at være et velspillende punkband til at være en enestående oplevelse, som jeg varmt vil anbefale alle at stifte bekendtskab med. Du kan starte på www.myspace.com/copenhagencallgirls

Se også:
SAA 278: Politisk rap

Flere artikler fra nr. 278

Flere numre fra 2008

Se flere artikler af forfatter:
Kristina Vinci

Siden er vist 2590 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside