Socialistisk Arbejderavis

Nr. 281 – 22. august 2008 – side 6

USA og NATOs strategi smuldrer

Lene Junker

USA og NATOs magtesløshed over for Ruslands angreb på Georgien har afsløret det, som seriøse analyser har påpeget det sidste års tid: USA og NATOs strategi for global dominans har slået fejl. Den har slået fejl i Afghanistan og Irak. Den led nederlag i Libanon, den er famlende over for Iran, og den var magtesløs over for Rusland i Georgien.

I dag, snart syv år efter invasionen af Afghanistan, står det klart for enhver, at USA og NATO heller ikke kan vinde denne krig. Ingen taler længere om at fange Osama Bin Laden, som var den “officielle” grund til krigen. Fjenden er nu “officielt” Taliban.

Strategien, Project for a New American Century, er udfoldet under Bushs nykonservative ledelse af USA.

Kort fortalt går den ud på, at USA er “nødt“ til at bruge sin militære overlegenhed for at fremtidssikre sin ledende rolle i den globale økonomi.

USA kom ud af Anden Verdenskrig som den absolut største militære og økonomiske magt med Sovjetunionen som nummer to. I 45 år konkurrerede de to supermagter på alle planer i det, som blev kaldt Den Kolde krig. USA vandt, da Sovjetunionen brød sammen i 1989.

Et kort øjeblik håbede mange, at der nu kom en tid med fred, nedrustning og sociale fremskridt i hele verden. Med den første Irak-krig i 1991 brast dette håb. Fire år senere fandt USA og NATO et påskud til at bombe Serbien og demonstrere sin magtposition i Europa, og i 1998 var det tæt på en ny Irak-krig.

Angrebet på World Trade Center i 2001 markerer et tydeligt skift, for her bliver “the project“ med ét politisk muligt. Under dække af at bekæmpe terrorrister og slyngelstater bliver krig og militær magtanvendelse normen for løsning af såkaldte konflikter – skabt til formålet.

Den 7. oktober samme år starter krigen i Afghanistan, med solid støtte fra Pakistan. Den 20. marts 2003 starter krigen mod Irak. I Juli 2006 går Israel, opmuntret og støttet militært af USA, ind i Libanon. Israel lider nederlag og må trække sig ud kort tid efter. I 2007 går Etiopien, opmuntret og støttet militært af USA, ind i Somalia, og her er de stadigvæk. Og her i august 2008 angriber Georgien Sydossetien, opmuntret og støttet militært af USA.

Afghanistan

I dag, snart syv år efter invasionen af Afghanistan, står det klart for enhver, at USA og NATO heller ikke kan vinde denne krig. Ingen taler længere om at fange Osama Bin Laden, som var den “officielle“ grund til krigen. Fjenden er nu “officielt“ Taliban.

Men kampen mod Taliban i 2001 var kort, fordi de fleste opgav kampen og flygtede. Taliban var dermed ud af billedet.

I tre til fire år var der næsten ingen kamphandlinger i Afghanistan. Der blev holdt præsidentvalg i 2004 og parlamentsvalg i 2005 under relativt rolige omstændigheder. USA’s mand, Kazai, blev valgt som præsident. Han er helt afhængig af USA og NATO soldaternes tilstedeværelse, som garanterer hans liv og accepterer, at han uddeler magtpositioner og penge til sine personlige venner. Til gengæld har han skrevet under på en aftale med USA, som giver dem ret til omfattende militær tilstedeværelse for altid.

Til parlamentet valgtes fortrinsvis de gamle krigsherrer og narkobaroner, som havde domineret Afghanistan før Taliban. Også de accepterer USA militære overherredømme. Til gengæld bestemmer de diktatorisk i deres egne områder, hvor opiumproduktion kan foregå. De fleste penge til nødhjælp og genopbygning går til korruption og sikkerhedsvagter.

Tilbage står almindelige afghanere – med bristede forventninger om et lidt bedre liv efter Taliban. De oplever en arrogant besættelsesmagt, som allierer sig med korrupte krigsherrer og narkobaroner, som lader hånt om elementære rettigheder – samtidig med at arbejdsløshed, sult og fattigdom forværres.

Fra 2005 bliver utilfredsheden til flere protester, og Taliban begynder at vinde fodfæste igen. Besættelsesmagterne mister dobbelt så mange soldater i 2005 som i 2004. Derfor anvendes der flere luftangreb, som resulterer i flere civile tab. Oprørene vokser, og Taliban vokser. Tabstallet i 2007 er nu fire gange så stort som i 2004.

USA og NATO står over for en række større problemer i Afghanistan: Den manglende genopbygning, den gennemgribende korruption, den voksende sociale nød, en større og stærkere væbnet modstand og opiumindustriens voksende betydning.

USA og NATO er hovedansvarlige for alle problemer. Først når de har trukket deres soldater ud af Afghanistan, vil der blive plads til, at afghanerne selv kan bestemme deres fremtid.

NATO

NATO-styrken i Afghanistan hedder ISAF (International Security Assistance Force). Den består i dag af cirka 50.000 soldater og spiller en central rolle. Efter pres fra USA sendes der nu flere soldater til Afghanistan, blandt andet fra Tyskland og England.

Kravet om flere soldater understreger, at NATO og USA kun er optaget af at nedkæmpe modstanden – altså en militær “løsning“ i Afghanistan. USA og NATO beskylder Pakistan for at hjælpe Taliban og truer med at “rydde op“ i Pakistan. De fremmaner et billede af Pakistan som et land, der er på vej til at blive overtaget af islamisterne. Men intet er mere forkert. Folkelige bevægelser for demokrati og retfærdighed har netop tvunget Pakistans diktator gennem 9 år (og nær allieret med USA), general Musharraf, til at trække sig.

Udfaldet af Afghanistan-krigen har stor betydning for NATOs fremtid. Med stor hast ekspanderer NATO mod øst med Georgien som den nyeste kandidat til medlemskab.

NATOs generalsekretær, Jaap de Hoop Scheffer, udtalte i februar i år: “En permanent NATO-tilstedeværelse i et land, som grænser op til de tidligere Sovjetrepublikker Kina, Iran og Pakistan er alt for vigtig til at miste.“

Glem alt om Osama Bin Laden, glem alt om Taliban, og glem alt om afghanerne og Afghanistan! De er kun statister i USA og NATOs globale spil om kontrol og dominans.

USA’s nyeste våben til at sikre sin globale dominans er missilskjoldet. Det er allerede placeret i Grønland, Polen og Tjekkiet. Næste skridt er, at det bliver indlemmet i NATOs strategi.

Danmark

Fogh-regeringen har støttet USA og Bush hele vejen. De Radikale og Socialdemokratiet har været on/off – især når det gjaldt Irak krigen. Men når det gælder Afghanistan og NATO, så er både S og R trofaste støtter af Bush og Fogh. SF har været stærke modstandere af både krigen i Afghanistan og Irak. Men nu ser det ud til, at de er på vej til at gå med i et nyt Afghanistan-forlig. Det skal vare helt frem til 2012, og det giver mulighed for at sende lidt flere end de nuværende 700 danske soldater til Afghanistan.

Både R, S og SF understreger, at der nu skal satses mere på genopbygning. Det er en smuk tanke. Men det virker som om, de er alene om at tænke på genopbygning. Alle bestræbelser i NATO går i retning af militære løsninger i Afghanistan. Indtil nu er 15 unge danske soldater dræbt i Afghanistan. NATOs strategi vil kræve flere dræbte danske soldater.

Derfor skal de danske soldater trækkes hjem fra Afghanistan. Danmark skal sige fra overfor USA og NATOs krige både i Afghanistan, Irak og Somalia. Vi skal også sige fra overfor krigstruslerne mod Iran og sætte vores lid til og støtte de kræfter, som kæmper for frihed, demokrati og social retfærdighed i Iran.

Anti-krigs aktiviteter i efteråret

Det Europæiske Sociale Forum i Malmø 17-21 september.

Der vil være mange møder om Irak, Afghanistan, Somalia, Irak og NATO.
Det Internationale Afghanistan Netværk vil mødes. Og der vil være møder for at forberede NATOs 60 års fødselsdag i maj 2009.
Se programmet. www.esf2008.org