Socialistisk Arbejderavis
Nr. 282 – 2. oktober 2008 – side 12
Uddannelsespolitik på katastrofekurs
Henrik Herløv Lund
Ikke kun universiteterne, men hele uddannelsessystemet er i krise på grund af regeringens nyliberale politik, skriver økonom Henrik Herløv Lund.
Nedgangen i tilgangen til universitets uddannelser i 2008 er ikke en enlig svipser i uddannelsespolitikken. Seminarier og sygeplejeuddannelse har i årevist været ramt af tilbagegang og gennemførelsen af ungdomsuddannelser er på sit laveste i mange år.
Uddannelsessektoren er på fejlkurs ,og det skyldes i høj grad regeringens nyliberalt inspirerede uddannelsespolitik med markeds– og eliteorientering, akademisering samt dens generelle nedprioritering af offentlig velfærd.
Svigtende tilgang og gennemførelse – ikke kun på universiteterne
Nedgangen på 12 procent i tilgangen til videregående uddannelser i sommeren 2008 er et alvorligt tilbageslag i den danske uddannelsespolitik: Ikke alene repræsenterer det samfundsøkonomisk tab af viden og fremtidig vækst på længere sigt, men det er også her og nu et alvorligt økonomisk problem for universiteter og mellemlange uddannelsesinstitutioner.
Det er imidlertid kun et blandt flere problemer i den aktuelle uddannelsespolitik.
Der har længe bestået tre store uddannelsespolitiske problemer i Danmark: For det første at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en ungdomsuddannelse, for det andet at øge tilgangen til lærer- og pædagogseminarier samt sygeplejeuddannelse og for det tredje at øge andelen af en ungdomsårgang, der gennemfører en universitetsuddannelse.
På alle disse områder har regeringens politik fejlet.
Det er regeringens mål, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Men i regeringens tid er det gået tilbage og ikke siden 1993 har så få unge som i dag taget en ungdomsuddannelse.
I 2006 var andelen for første gang i 15 år under 80 procent af en ungdomsårgang, hvilket især hænger sammen med stort frafald på tekniske skoler og handelsskoler (jf. Martin Justesen: »Flere unge dropper at uddanne sig«, Politiken 26. juni 2008).
Også uddannelsesproduktionen på lærerseminarier, pædagogseminarier og sygeplejeuddannelse skranter og har gjort det i længere tid. Også her er frafald, men navnlig en i regeringens tid gennemgående lavere og lavere tilgang er et problem.
På pædagoguddannelsen er optaget i år faldet med 22 procent, på sygeplejeuddannelsen med 18 procent og på læreruddannelsen med 9 procent.
Og nu er turen kommet til universitetsuddannelserne, hvor tilgangen i år er faldet med 12 procent, og hvor man også kæmper med frafald og lange gennemførelsestider. Udviklingen går stik imod regeringens mål om, at 25 procent af en ungdomsårgang skal læse på universitetet i 2020 mod i dag 15 procent.
Det er blevet anført, at årets lave optag på universiteter og seminarier hænger sammen med den høje beskæftigelse og nemme adgang til hurtige jobs. Men det jo har været situationen på arbejdsmarkedet i flere år og kan ikke stå alene som forklaring på, hvor det er gået galt med søgningen på universiteterne netop i år.
Der er der til gengæld ingen tvivl om, at de skærpede adgangskrav til universiteterne, som er blevet dekreteret i videnskabsministeriets optagelsescirkulære, er en helt konkret og akut årsag til det reducerede optag. Spørgsmålet er dog, om det er nogen tilfældighed – herom lidt længere fremme.
Selvom der i et vist omfang er nogle helt akutte årsager til krisen i uddannelsessystemet, må man således søge efter længerevarende og dybere årsager.
Nedprioritering af velfærd giver mindre til gang til velfærdsfag
Problemerne i uddannelsessystemet er ikke tilfældige svipsere, men hænger sammen med den nyliberalistiske inspiration for VK–regeringens uddannelsespolitik og videre forstand dens velfærdspolitik.
Nyliberalismen er en markedsøkonomisk orienteret udgave af den klassiske liberalisme, som sigter på at rehabilitere markedet på velfærdsstatens bekostning. Det handler om samfundsøkonomisk at fremme den private sektor i forhold til den offentlige samt om at fremme markeds- og virksomhedsmæssige styreformer og private ledelsesmetoder i den tilbageblevne offentlige sektor (jf. Henrik Herløv Lund: »Nyliberalismen og den offentlige sektor«, i bogen Nyliberalismen i Danmark, redigeret af Anders Lundkvist. Se også »New Public Management – rehabilitering af markedet« på www.henrikherloevlund.dk).
Nyliberalismen vil begrænse (om)fordelingspolitikken og tilgodese de bedrestillede i skattepolitikken og i de offentlige ydelser (eliteorientering).
Et kernepunkt for nyliberalismen er, at omfordelingen af økonomiske midler fra markedet til velfærdsstaten skal rulle tilbage. Det har i regeringens tid ført til prioritering af det private forbrug og den private sektor i forhold til det offentlige forbrug og den offentligt leverede velfærd, og ifølge regeringens 2015-plan skal det offentlige forbrug begrænses endnu mere i de kommende år:
Regeringen har gennem sin økonomiske prioritering signaleret, at den offentlige sektor og beskæftigelse har lavere status. Dette er blevet bekræftet ved de seneste overenskomstforhandlinger. Selv om den offentlige sektor har store rekrutteringsproblemer, har regeringen nægtet at give offentlig ansættelse et nødvendigt løft i forhold til privat beskæftigelse gennem en relativt større lønforbedring for offentligt ansatte.
Også regeringens planer om nedskæring og besparelser i den offentlige sektor i de kommende år tegner et mindre attraktivt billede af beskæftigelse i det offentlige. Hertil kommer en skarp ideologisk funderet kritik af den offentlige sektor, fx af folkeskole, sundhedsvæsen eller hjemmehjælp. Ingen har kunnet tage fejl af, at regeringen prioriterer den private sektor og private løsninger.
Den samlede virkning af disse negative prioriteringer og signaler for offentlig velfærdsservice er en væsentlig årsag til den faldende tilgang til lærer-, pædagog– og sygeplejeuddannelserne. Det er velfærdens kernetropper, og når velfærden skranter, gør disse uddannelser det også.
Akademisering og eliteorientering af ungdomsuddannelserne
Samtidig har nyliberalismen og dens prioritering af de økonomisk og uddannelsesmæssigt bedrestillede også på anden måde sat sit præg på uddannelsespolitikken i form af akademisering, individualisering og elitetænkning. Uddannelsessystemet indrettes på de (uddannelsesmæssigt og økonomisk) bedrestilledes præmisser.
F.eks splittes uddannelserne i højere grad op i individuelle forløb på bekostning af fællesskab, grupper og voksenkontakt i klasserne (jf. Gry Møger Poulsen og Lars Olsen: »Gør op med akademiseringen«, Information 6. juni 2008).
Opsplitningen på erhvervsuddannelserne i et hav af moduler og forskellige forløb er et eksempel herpå. Det øgede ansvar for egen læring og uddannelse passer børn og unge fra akademiske forældre, men ikke dem med en almindelig lønmodtagerbaggrund og slet ikke de svage, der har brug for klassetilhørsforhold og en klasselærer.
Da erhvervsuddannelser er det sted, hvor de ikke-boglige og især børn og unge fra svage hjem, fx indvandrere, søger hen, er akademiseringen og eliteorienteringen er en væsentlig årsag til frafald på op mod 25 procent på erhvervsuddannelserne (jf. Mikael Bording: »Klasseløse elever falder igennem«, interview med Jonathan Skimmel, formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation, EEO, Information den 16-17. februar 2008).
Et andet eksempel er opsplitningen i gymnasierne i et hav af studieretninger og de individuelle elevplaner i folkeskolen.
Boglighed, teori og teoretisering er blevet opprioriteret i store dele af uddannelsessektoren fra mellemlange videregående uddannelser over gymnasier og helt ned i folkeskolen. Projektarbejde, problemformulering, perspektiveringer, tværfaglighed, videnskabsteori osv. er blevet opprioriteret i forhold til konkret faglig viden og konkrete faglige færdigheder og metoder relateret til det virkelige og praktiske liv.
Det passer den bedst stillede tredjedels børn og unge godt, men hæmmer børn og unge med en almindelig lønmodtager/arbejderbaggrund – og navnlig de svage.
Elitetænkning bag strammere optagelseskraf til universitererne?
Når nu den stigende eliteorientering og akademisering er så tydelig i resten af uddannelsessystemet under VK–regeringens uddannelsespolitik, må man også spørge om det er noget tilfælde, at videnskabsminister Helge Sander har skærpet optagelseskravene til universiteterne, hvilket er en af årsagerne til det faldende optag på universiteterne i 2008.
Regeringen har motiveret dette med, at det skulle begrænse frafaldet senere hen. Men andre vurderer, at effekten vil være stik modsat. Med faldende studentertal følger også færre økonomiske midler til universiteterne og dermed forringelse af studiemiljøerne og færre ressourcer til at tage sig af svage studerende (jjf. Tine Bruun Eriksen: »Elevnedgang rammer universiteterne hårdt«, interview med studiechef Jakob Lange, Københavns Universitet, Berlingske Tidende den 31. juli 2008).
Der har i debatten været peget på manglende sammenhæng i uddannelseskravene, fx at man ikke kan læse biologi på universitetet, selvom man har biologi i gymnasiet og heller ikke kan optages på statskundskab, selvom man i gymnasiet har samfundsfag.
Videnskabsminister Helge Sander har svaret, at de »uhensigtsmæssigheder« skal der naturligvis kigges på, men han har forsvaret og fastholdt den generelle skærpelse af optagelseskravene.
Spørgsmålet er derfor, om der bag skærpelsen af adgangskravene til universiteterne i virkeligheden ligger en større grad af eliteorientering, som også formanden for Gymnasielærerforeningen, Gorm Leschly har udtrykt det: »Har ministeren en dagsorden om at styrke eliterekrutteringen til universiteterne?“ (i artiklen »Har videnskabsministeren en hemmelig plan«, Information den 23. juli 2008).
Den borgerlige og nyliberale tilgang med individualisering akademisering og elitetænkning i uddannelsespolitikken er medansvarlig for gennemførelses- og optagelsesproblemerne i uddannelsessystemet.
Der er en lige linje fra denne uddannelsespolitik til det høje frafald i erhvervsuddannelserne. Men også den dalende tilgang og frafaldet på lærer-, pædagog- og sygeplejeuddannelserne i de senere år må granskes i det lys. Ligesom der er blevet rejst spørgsmål om en mulig sammenhæng mellem elitetænkning og skærpelsen af optagelseskravene til universiteterne.
Konsekvensen bliver ringere økonomisk vækst og ringere velfærd. Både erhvervsskoler og universiteterne leverer vigtig arbejdskraft til erhvervslivet, og når disse mangler, hæmmer det selvfølgelig produktion og vækst. Og når der bliver mangel på velfærdens kernetropper – lærere, sygeplejersker og pædagoger –bliver konsekvensen uundgåeligt lavere service til borgerne.
Artiklen har tidligere været bragt på www.modkraft.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed