Socialistisk Arbejderavis
Nr. 283 – 31. oktober 2008 – side 10
Syrien
Dadler, diktatur og drømmen om frihed
Mette Hermansen + Jesper Juul Mikkelsen
“I BELIEVE IN SYRIA“ lyder teksten. Ovenover ses Syriens præsident, som stift, smilende kigger ud over byen. Den ca. 10 x 3 meter store fotostat er fastgjort til en husmur midt i Damaskus. Og den er ikke noget særsyn. Bashar al-Assad er overalt. I butikker, i bilruder, på plakatsøjler, i banker. Selv i vores eget køkken pryder hans billede væggen. Overalt kigger Store Broder ned på sit folk.
Midt i Mellemøsten
Syrien ligger midt i Mellemøsten med grænse til Libanon, Israel, Jordan, Irak og Tyrkiet. Bare opremsningen af disse lande kan give en gåsehud, da man kan få følelsen af at være placeret i et spændingsfelt af forskellige interesser, som kan eksplodere når som helst. Det er en region, hvor vestens røvertogter har udspillet sig i årtier, og man forventer, at flere er på vej. Irak-krigen er ca. 250 km. væk, og der er utallige gætterier på, hvornår Israel igen vil angribe Libanon, eller om USA vil invadere Iran.
Siden 1967 har Israel besat Golanhøjderne, som ligger i den sydlige del af Syrien. En tydelig påmindelse herom er floden, der løber gennem Damaskus. Floden er i dag en sølle, ildelugtende bæk næsten uden vand. Vandet lukkede Israel nemlig for, da de erobrede kontrollen med Golanhøjderne. I Syrien opfattes Israel som USA’s allierede og som den primære aggressor i regionen.
At holde skindet på næsen
Damaskus’ gader er et virvar af bilos, gadesælgere, overdækkede markeder og smilende, råbende mennesker. De er en fantastisk oplevelse af liv og leben, stemning og dufte. Men de er også et tydeligt billede på den hverdag, mange syrere oplever.
Livet for en almindelig arbejder er aldeles hårdt. Mange lever fra dag til dag af at sælge dadler, nødder, oliven eller frugt. For folk med mere sikre jobs ligger den gennemsnitlige månedsløn på omkring 1200 danske kroner, og da man også i Damaskus oplever, at priserne på fødevarer, bolig, benzin og andre livsfornødenheder stiger, er de fleste tvunget til at have to jobs. Og med en arbejdsdag på ca. 9 – 10 timer 6 dage om ugen efterlades der ikke meget tid til andet end kampen for at holde skindet på næsen.
Men Syrien er åbenbart et land af overlevere, og den befolkning, man skulle tro ville have meget bitterhed og frustration, er trods deres hårde liv meget venlige, imødekommende og meget lidt fordomsfulde. Selv over for folk, der kommer fra landet med Muhammed-tegningerne.
Afvigere forsvinder
Der er dog en ting, som kan få den almindelige, frembrusende syrer til at klappe i som en østers. Alle spørgsmål og al snak om præsidenten eller om det “socialistiske“ styre er bandlyst. Syrien regeres af det arabisk/syriske socialistparti, Ba´ath partiet. Frygten for regimet er stor og med god grund.
Det Hemmelige Politi er enormt omfattende. Det består af ikke mindre end 17 forskellige enheder – alle sammen med et tilhørende net af stikkere, som skal sørge for at holde den ledende elite på magten. F.eks. kan vi fra vores lejlighed se over på “Den Revolutionære Telefoncentral“, som under dette dæknavn fungerer som efterretningsenhed.
Det er aldrig til at vide, hvem der arbejder for hvem, og folk på venstrefløjen er konstant på vagt over for tjenere, taxachauffører og andre i det offentlige rum. Det er nemlig ikke unormalt, at politiske afvigere fængsles eller simpelthen forsvinder. Diktaturet bruger usikkerheden omkring Israels ageren i regionen til at legitimere sig selv og deres hårde og brutale nedslag på enhver gryende opposition.
I en så ustabil situation har Syrien og syrerne brug for sammenhold. De har brug for en stærk leder, der kan forhindre intern splid og forene nationen. De har brug for en “Store Broder“. Derfor har Syrien siden 1963 været i permanent undtagelsestilstand, og forfatningen er sat ud af kraft.
Forsamlingsfrihed, frie fagforeninger, ytringsfrihed, retten til at oprette politiske organisationer og foreninger er alt sammen rettigheder fra en svunden tid. Magten ligger hos den stærke mand – præsidenten og hans venner i militæret.
Damaskus’ forår
På trods af den hårde levestandard og den repressive stat har der været flere forsøg på at opbygge en opposition. I starten af 1982 rystedes regimet af et tre uger langt nationalt oprør. Det var organiseret af Det Muslimske Broderskab og støttet af intellektuelle og venstrefløjen. Oprøret mislykkedes dog, og regimet svarede igen med en rasende brutalitet.
Byen Hama, som var center for oprøret, blev omringet af militæret og bumpet i grus, og efterfølgende blev der udstationeret et massivt antal soldater til at patruljere i den smadrede by. Dette var med til skabe et dybt sår af frygt i den syriske bevidsthed, en frygt som stadig er der og bliver holdt i live gennem den ekstreme overvågning.
Men i sommeren år 2000 kom der nyt håb for oppositionen. Den gamle præsident Hafiz al- Asad døde, og hans søn kom til; det samme gjorde forhåbningen om forandring. Blandt intellektuelle, kunstnere og middelklassen startede en bevægelse med krav om demokrati, politisk frihed og afskaffelse af undtagelsestilstanden. Foråret 2001, også kaldet “Damaskus’ forår“, huskes som en tid med ytringsfrihed og plads til anderledes tænkning og politisk diskussion.
Lys i diktaturets mørke?
Damaskus’ forår varede dog kun kort. Store dele af oppositionen forventede, at man ville kunne appellere til de gode kræfter i regimet, som så ville være med til at åbne op for demokratiske reformer. Men der kom ingen åbning. I stedet blev aktivisterne afvist som ballademagere og agenter fra fremmede magter, som ville ødelægge Syriens enhed og sammenhold mod den ydre fjende.
Derudover forblev oppositionen isoleret. Den formåede ikke at aktivere de dele af det syriske samfund, som ikke tilhørte den intellektuelle elite. Dette gjorde at regimet kunne slå bevægelsen ned. I 2002 var oppositionens offentlige møder blevet forbudt, og de ledende folk blevet fængslet.
For en tid vil den syriske opposition være knækket, og regimet vil stadig kunne bruge Israel som skræmmebillede og begrundelse for ikke at lukke landet op. Men der er også lys i mørket. Egypten har tidligere i år lagt jord til en kæmpe strejkebevægelse på trods af en amerikansk-støttet regering. Desuden er USA strandet i økonomisk krise og et krigseventyr, de er ved at tabe, og spørgsmålet er, hvor længe de kan holde kunstigt liv i deres aggressive skødehund Israel.
Muligheden for at gøre oprør i Mellemøsten er voksende. Et oprør, som også vil kunne pille det rådne og korrupte syriske regime af pinden.
Mette Hermansen og Jesper Juul Mikkelsen skriver fra Damaskus, Syrien
Se også:
SAA 283: Ustabiliteten i Afghanistan vokser mens USA bomber Pakistan
SAA 283: Går det amerikanske århundrede på hæld?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed