Socialistisk Arbejderavis
Nr. 285 – 17. januar 2009 – side 8
Palæstina og Israel – spørgsmål og svar
En konflikt skabt af Vesten
Socialistisk Arbejderavis giver svar på en række vigtige spørgsmål om imperialismens rolle i skabelsen af konflikten mellem Israel og de arabiske lande
Hvad ligger til grund for konflikten mellem Israel og palæstinenserne?
Konfliktens rødder går tilbage til grundlæggelsen af staten Israel i 1948. Staten blev grundlagt på fordrivelsen af palæstinenserne, efter at zionistiske bander havde gennemført etnisk udrensning. Det er blevet fulgt af 60 års fortsat israelsk undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
En palæstinensisk kvinde midt i resterne af det der engang var hendes hjem
Zionismen – kravet om et jødisk “hjemland” i Palæstina – opstod som bevægelse i Europa sidst i 1800-tallet som et svar på den voksende antisemitisme. I begyndelsen havde zionismen kun opbakning fra et lille mindretal af jøder.
Zionisterne hævdede, at Palæstina var “et land uden folk til et folk uden land”. Men der var et folk i landet. “Bruden er smuk, men hun er gift med en anden mand,” udtrykte to rabbinere det under et besøg i Palæstina i 1897.
Den zionistiske bevægelse fik en langsom start. Ved slutningen af første verdenskrig i 1918 var der blot 56.000 jødiske bosættere i Palæstina mod omkring en million arabere.
De zionistiske ledere appellerede fra begyndelsen om hjælp fra de imperialistiske magter til at overtage landet. Det betød først at samarbejde med Storbritannien, som efter første verdenskrig styrede Palæstina som koloni. Efter anden verdenskrig drejede interessen sig mod USA.
I 1947 udarbejdede FN en delingsplan for Palæstina, som gav de zionistiske bosættere 55 procent af landet – selv om de kun udgjorde en tredjedel af befolkningen og blot ejede 6 procent af jorden.
Men det var ikke nok. I marts 1948 iværksatte zionistiske militser en terrorkampagne for at overtage så meget af landet som muligt. De myrdede hundredvis af arabiske landsbybeboere og udrensede 750.000 mennesker.
Palæstinenserne flygtede til et liv i fattigdom og undertrykkelse i Gaza, på Vestbredden og andre lande, mens Israel gjorde krav på 80 procent af det historiske Palæstina.
I dag giver Israels lov om “ret til tilbagevendels“e alle af jødisk oprindelse ret til at emigrere til Israel – men fratager palæstinenserne deres ret til at vende hjem.
Israel erobrede resten af det historiske Palæstina i 1967. Det har siden udplyndret Gaza og Vestbredden og brutalt slået ned på enhver form for palæstinensisk modstand eller organisation.
Hvorfor er Israel involveret i så mange krige?
Israel har været konstant i krig siden grundlæggelsen. Det er en tungt militariseret stat, som Vesten udstyrer med de mest avancerede våben, herunder atomvåben. Det har trods en befolkning på kun 7,3 millioner en af de mest moderne hære i verden.
Landet har opbygget sin militære styrke af to grunde – for at holde palæstinenserne nede og for at fungere som “vagthund“ for vestlige interesser i regionen. Israel har brugt sin magt til at ydmyge arabiske bevægelser, som har truet imperialismens dominans i Mellemøsten.
Israel gik sammen med Storbritannien og Frankrig og startede en krig mod Ægypten i 1956. Landet gik i krig mod Ægypten, Syrien og Jordan i 1967.
Israel var igen i krig mod Ægypten og Syrien i 1973 og har invaderet Libanon tre gange – i 1978, 1982 og 2006.
Landet har også gennemført talrige angreb på Ægypten, Syrien og Libanon. Israelske bombefly bombede et atomkraftværk i Irak i 1981. Dets hær besatte dele af det sydlige Libanon fra 1978 til 2000, indtil Hizbollahs modstand tvang israelerne på tilbagetog.
Den 9. januar satte en demonstration i den palæstinensiske by Bil’in konflikten i et historisk perspektiv, de var klædt ud som KZ-fanger.
Det nuværende angreb på Gaza bliver ikke Israels sidste krig. Statens grundlæggende kolonialistiske og imperialistiske natur gør, at det uundgåeligt vil komme til flere konflikter, flere bomber og flere dræbte.
Hvorfor støtter Vesten Israel?
I slutningen af 1800-tallet besatte Storbritannien Ægypten og overtog kontrollen over Suezkanalen. Denne forbindelse mellem Det røde Hav og Middelhavet var en afgørende livsnerve for det britiske imperiums militære og økonomiske magt.
Storbritannien frygtede, at den voksende arabiske nationalisme i Mellemøsten kunne udgøre en trussel mod dets kontrol over kanalen. Men første verdenskrig gav Storbritannien en mulighed for at sikre Ægyptens grænse mod nord og Suezkanalen.
Mens britiske tropper marcherede ind i Jerusalem i 1917, lovede den britiske udenrigsminister den zionistiske bevægelse at gøre Palæstina til en forpost i imperiet.
Som den britiske guvernør i Jerusalem udtrykte det, kunne den nye zionistiske stat tjene som “et lille, loyalt jødisk Nordirland i et hav af fjendtlige arabiske lande.“
Dette forhold mellem Israel og den vestlige imperialisme blev udtrykt i en berømt artikel i den israelske avis Haaretz i 1951. “Israel skal være vagthunden,“ erklærede avisen.
“Der er ingen grund til at frygte, at Israel vil gennemføre aggressioner mod de arabiske stater, hvis dette direkte er imod USA og Storbritanniens interesser. Men hvis de vestlige magter af en eller anden grund skulle ønske at lukke øjnene i visse situationer, så kan de stole på, at Israel vil straffe en eller flere nabostater, hvis deres mangel på høflighed over for Vesten overskrider det tilladelige.“
Da USA trådte i stedet for Storbritannien som den dominerende magt i Mellemøsten, skiftede Israel passende sin loyalitet.
Israel beviste sin betydning, da det knuste Ægypten, Syrien og Jordans hære i seksdageskrigen i 1967. Denne sejr overbeviste USA om, at Israel selv kunne løse problemerne i Mellemøsten på et tidspunkt, hvor USA kæmpede for at bevare kontrollen over Vietnam.
USA og Israels interesser har været tæt sammenvævet lige siden. Alle israelske aktioner har tjent amerikanske interesser. Og dette forhold et blevet endnu vigtigere siden 1979-revolutionen i Iran og den nuværende katastrofe for USA i Irak.
På et tidspunkt, hvor vreden igen koger over i gaderne i de arabiske hovedstæder, har USA mere end nogensinde brug for Israel som sin “vagthund“ i Mellemøsten.
Viser historien ikke, at jøder og araber hader hinanden?
Mange mennesker påstår, at arabere og jøder aldrig kan leve side om side, og hævder, at der er en lang tradition for fjendskab mellem de to folk. Men dette har ikke historiske rødder.
Rødderne til det nuværende fjendskab er meget moderne og stammer fra den zionistiske kolonialist-bevægelse, der underlagde sig Palæstina. Men forud for dette have alle arabiske hovedstæder et jødisk samfund, der levede side om side med deres muslimske og kristne naboer.
Jøder har spillet en vigtig rolle i Jerusalem, Cairo, Damaskus, Beirut, Rabat, Bagdad og andre arabiske byer langt tilbage i historien.
Der er hundredvis af jødiske navne blandt de irakere, som døde i kampen mod den britiske imperialisme i 1920erne. De udgjorde en vigtig del af den nationalistiske og venstreorienterede arabiske bevægelse, som voksede frem i 1920erne og 1930erne i kampen mod imperialismen.
Dette ændrede sig efter dannelsen af Israel. Arabiske jøder blev smidt ud af deres hjem af de arabiske diktatorer og konger, som var indsat af Vesten. Denne proces blev opmuntret af Israel.
Disse arabiske jøder blev anden klasses borgere i staten Israel. De er aldrig blevet budt velkomne i toppen af det israelske samfund. Mange klynger sig til deres arabiske kultur – og til drømmen om en dag at vende hjem.
Som i så mange andre dele af verden er splittelsen, modsætningerne og hadet mellem folk i Mellemøsten en bitter arv efter imperialismen.
Er “tostats-løsningen“ ikke det bedste, der kan opnås?
Mange er fortalere for den såkaldte tostatsløsning på konflikten – opdelingen af det historiske Palæstina i to stater, en for israelerne og en anden for palæstinenserne.
På overfladen kan dette se ud som den mest realistiske løsning. Men hvordan ville dette scenarie tage sig ud?
De fleste planer omfatter to små palæstinensiske mini-stater i Gaza og på dele af Vestbredden, som er adskilt fra hinanden af Israel.
Palæstinenserne vil blive proppet ind i disse små landområder, mens hovedparten af det historiske Palæstina vil forblive under israelsk kontrol.
De mange millioner palæstinensiske flygtninge vil blive frataget muligheden for at vende tilbage til deres landsbyer. Men spørgsmålet om “ret til tilbagevenden“ er centralt for enhver retfærdig og varig løsning på konflikten.
De, der støtter tostatsløsningen, kan ikke løse problemet med, hvordan man forener land og folk. Modsat dette kan énstatsløsningen – en forenet multietnisk stat omfattende hele det historiske Palæstina – håndtere disse tilsyneladende uløselige konflikter.
Flertallet af de palæstinensiske landsbyer i Israel ligger øde hen – mange er blot en samling ruiner. Disse kan nemt genopbygges og gives tilbage til deres oprindelige indbyggere.
De, der ønsker at vende tilbage til byerne, kan man forholdsvis nemt tage imod. Israel har uden problemer åbnet sine grænser for millioner af immigranter. Det samme burde være muligt for palæstinenserne.
Den vigtigste hindring for énstatsløsningen ligger ikke i praktiske hensyn, men i selve zionismens natur. Dette er en bevægelse for en stat kun for jøder – og en énstatsløsning kan grundlæggende ikke forenes med en sådan racistisk ideologi.
Er palæstinenserne ikke blevet tilbudt deres egen stat i fredsprocessen?
Vestens politikere og medier hævder gerne, at den USA-kontrollerede fredsproces er den eneste vej til retfærdighed for palæstinenserne og fred i Mellemøsten.
Oslo-aftalen, som blev underskrevet i 1993, skulle give palæstinenserne selvstyre på 17 procent af Vestbredden og 60 procent af Gaza. Med tiden skulle dette føre til oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat.
Det palæstinensiske oprør i 1987, der blev kendt som Intifadaen, havde lagt stort pres på Israel i forhandlingerne. Men Israel betragtede fortsat Palæstina som sin ejendom og ønskede at bevare kontrol over så meget af landet som muligt.
Israel tillod Yasser Arafat, daværende lader af den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, at blive leder af det nyoprettede palæstinensiske selvstyre. Han gjorde store indrømmelser til Israel, som til gengæld overlod ham kontrollen over palæstinenserne.
Israel havde fortsat kontrol med de veje, ressourcer og store landområder, som det havde erobret i 1967. Antallet af bosættere i de besatte områder blev fordoblet mellem underskrivelsen af fredsaftalen og 2000.
Det palæstinensiske selvstyre udgør i realiteten en samling “bantustans“ – svarende til de autonome sorte områder i Sydafrika under apartheid, som i realiteten blev styret af det racistiske regime. “Fredsprocessen“ gjorde intet for at forbedre palæstinensernes levevilkår. Det var vreden mod dette, der førte til den anden Intifada i september 2000.
Israel trak sine bosættere og soldater væk fra Gaza-striben i 2005, men har bevaret sin kontrol over luftrummet, havområder og grænser. Israel har forsøgt at knuse modstanden ved målrettet at gå efter organisationen Hamas, der vandt valget til det palæstinensiske selvstyre i 2006.
Hvilken rolle spiller de arabiske masser?
Ethvert spørgsmål om Mellemøsten drejer sig om imperialismen. Det er imperialismen, der har skabt Israel, og imperialismen, der understøtter landet i dag.
Imperialismens interesser har ændret sig fra at handle om Suezkanalen til oliefelterne, men verdens stormagter betragter stadig Mellemøsten som den “største materielle gevinst i verdenshistorien“, som det amerikanske udenrigsministerium udtrykte det i 1945.
Imperialismen har brug for Israel som et “landbaseret hangarskib“, fordi de arabiske regimer er i konstant risiko for at blive væltet af folkelige opstande.
Vreden blandt almindelige mennesker i den arabiske verden handler også om, hvordan oliemilliarderne er blevet ødslet væk af en lille elite, der nyder opbakning fra Vesten. Det handler om jord, jobs, fattigdom og sult.
Demonstranter i Ægypten har på det seneste råbt slagord både mod Israel og mod regeringen under ledelse af Hosni Mubarak. Tilsvarende slagord kan høres i alle arabiske hovedstæder.
De fleste arabiske regimer er også afhængige af imperialismen for at overleve. De frygter, at den folkelige vrede over behandlingen af palæstinenserne kan udløse en bølge af opstande i stil med dem, der fejede en række korrupte regimer af banen i 1950erne og 1960erne.
De seneste folkelige protester i Ægypten er udløst både af vrede mod imperialismen og mod det ægyptiske regime. Strejkerne mod privatisering og for en mindsteløn understøtter vreden over Palæstinas skæbne. Denne vrede er omvendt med til at gøde jorden for nye strejker og demonstrationer.
Dette er grunden til, at de frygter og afskyr modstandsorganisationer som Hamas i Palæstina og Hizbollah i Libanon. Enhver modstand er en udfordring for Israel, for Vesten – og for de arabiske regimer.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2133, 10. januar 2009 af Martin Johansen
Se også:
SAA 285: Frit Palæstina: Et undertrykt folk har ret til modstand
SAA 285: Israels terrorstrategi mod palæstinenserne
SAA 285: Det mener vi: Socialister er anti-imperialister
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed