Socialistisk Arbejderavis
Nr. 288 – 30. april 2009 – side 12
København, den røde og markedsgjorte kommune
Jan Hoby
En stille, liberalistisk revolution. Sådan kan man med megen god ret karakterisere den lange bølge af reformer af de offentlige forvaltnings-, styrings- og ledelsesstrukturer, som VK-regeringen har gennemført med frit-valg-reform, kommunalreform, regnskabs- og budgetreform, topledelsesreform, ændringer af kommune- og regionsaftalerne, kvalitetsreform med videre.
Revolutionens indhold har været præget af omfattende og revolutionerende liberalistisk New Public Management (NPM) – et fælles europæisk idésæt, som siden firserne har inspireret den politiske elite. En samling af ideer til hvordan offentlige institutioner bør ledes.
Servicetænkningen er værdifattig og fattig på sociale værdier. Den sætter økonomisk effektivitet som det vigtigste kriterium for offentlig ledelse. Og det eneste, der så bliver tilbage for den offentligt ansatte og borgeren at forholde sig til, er, om velfærdstaten og kommunen er effektiv nok, eller den taber i konkurrence til den private sektor.
Den grundlæggende sociale værdi og den traditionelle solidaritet glider i baggrunden, og de offentligt ansatte og samfundsborgeren bliver reduceret til snyltere og til en krævende forbruger af serviceydelser.
Til gengæld har revolutionens form været alt andet end hurtige revolutionære ændringer med mobilisering af borgerne til at gå på barrikaderne med flammende parolekrav. I stedet har regeringen iværksat en hel række nye institutionelle forandringer og gjort det gradvist og kontinuerligt, og de er blevet politisk legitimeret hos borgerne med alt andet end liberalisme.
På intet tidspunkt har regeringen gjort selve indførelsen af markedsreguleringsmekanismer i og af den offentlige sektor til et selvstændigt dagsordenspunkt. De enkelte reformer er tværtimod blevet begrundet med meget overordnede og alment accepterede formål.
Hvem har så været arkitekter og entreprenører på den stille revolution?
Arkitekterne
Det har først og fremmest regeringens egne kerneministerier med Finansministeriet i spidsen. Undervejs – ikke mindst i forbindelse med Kvalitetsreformen – har regeringen følt det nødvendigt at involvere en række eksterne aktører og forhandlingsparter med Kommunernes Landsforening, erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen som de vigtigste (i nævnte rækkefølge).
Det er primært sket ved, at regeringen mere og mere har brugt både økonomiaftaler med kommuner og regioner om stadigt mere gennemgribende og detaljerede styringsreformer og trepartsdrøftelser til at forhandle sig frem til nye former for konkurrence og markedsregulering i den offentlige sektor.
Metoden har været at bruge sin magt over kommunernes økonomi og fagbevægelsens uddannelseskroner til at forhandle nye styringsformer igennem uden at involvere Folketinget på andre punkter end de få, der har krævet lovændringer.
Det uundgåelige resultat af en sådan udvikling vil være forskellige kombinationer af abstrakte styringsmetoder og styringsværktøjer: øget bureaukrati og kontrol, øget kommunal gældsætning, forringelse af serviceniveauet, stigende sygefravær og nedslidning af de offentligt ansatte, samt voksende borger- og medarbejderprotest.
Regeringen har hovedansvaret for, at den offentlige velfærd er ved at blive smadret. Det er en meget bevidst strategi, som bærer navnet nyliberalisme. Men det er også en strategi som centrum-venstre flertallet i Københavns Borgerrepræsentation deler, om ikke formelt så i praksis! Selvom København har et rødt flertal, så er Københavns Kommune en af de mest markedsgjorte kommuner i hele landet.
Økonomiforvaltningen under ledelse af overborgmester Ritt Bjerregaard har mere og mere overladt den forvaltningsmæssige styring af København til konsulentfirmaer. En reel funktionstømning af kommunen og en mistillid til fagforvaltningernes direktioner, det administrative personale og de selvforvaltende decentrale ledere og de ansatte.
Københavns Kommune lider under et reelt demokratisk underskud og videnstab. Væsentlige analyser rekvireres af højt betalte eksterne konsulenter, selvom Københavns Kommune gennem de seneste år har oprustet det administrative forvaltningsniveau med et stort antal akademikere.
Resultatet af NPM
Seneste skud på stammen er‚ administrationsanalysen‘ af København Kommune, hvor konsulentfirmaet Rambøll Management har fremlagt et makværk af en ‚analyse‘ af Københavns Kommunes administrationsudgifter, der skal resultere i nedskæringer på mellem 160 og 177 millioner kroner. Rambøll Management Rapporten lægger op til at seks delområder skal være genstand for en videre analyse, som igen skal løses af ekstern konsulent bistand.
Alle fagforvaltninger i Københavns Kommune har implementeret styringsredskaber, der bygger på NPM, med samme resultat:
Øget politisk og administrativ topstyring og detailstyring; de ansattes professionelle råderum og indflydelse indskrænkes; arbejdet er blevet bureaukratiseret, medarbejderne belastes mere og mere af administration, dokumentation og kontrol; tiden går fra kerneopgaven – de egentlige borgerrettede ydelser; arbejdsmiljøet brutaliseres, sygefraværet er i top, arbejdsmiljøet er i bund; rekrutteringsproblemer til ledige stillinger.
Krisen i Socialforvaltningen blev brugt til at udlicitere tilsynet. Krisen i Børne- og Ungdomsforvaltningen er blevet brugt til at gennemføre en total markedsgørelse af forvaltningen gennem styringsmetoder og ledelseslogikker så som: LEAN, resultatledelse, resultatkontrakter, resultatsamtaler, udviklingskontrakter, centralisering af pædagogikken, kontrol, dokumentation, tests, screening, benchmarking og udlicitering, outsourcing og så videre.
Og dette vil forsætte, uanset politikernes og direktionernes løfter om det modsatte. I 2008 opgav Børne- og Ungdomsudvalget at finde de 194 millioner kroner i besparelser, fralagde sig ansvaret og hyrede i stedet revisionsfirmaet Deloitte til at løse opgaven.
Paradokset er, at der fosser millioner af kroner ud af Københavns Kommunes pengekasse til konsulentfirmaer, mens de ansatte og byens borgere udsættes for nedskæringer.
Et andet København
Med regeringens kvalitetsreform vil systemmobningen og bureaukratiseringen af den offentlige sektor forsætte, uanset politikernes ‚afbureaukratiserings‘-retorik.
Så længe der ikke bliver taget et politisk, ideologisk og fagprofessionelt opgør med den nyliberale markedstænkning og logik, så længe vil politikerne forsætte den systematiske diskvalificering af offentlige ansatte i nyliberalismens hellige navn.
Uanset om statsministeren hedder Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, og uanset om overborgmesteren i København hedder Ritt Bjerregaard eller Pia Allerslev.
Venstrefløjen må bruge sin indflydelse i Borgerrepræsentationen og i de politiske udvalg til fortsat at bekæmpe markedsgørelsen af Københavns Kommune. Venstrefløjen må arbejde for, at et kommunalpolitisk oprør også rejser alternativer til markedsstyringslogikkerne.
Venstrefløjens strategi må være at flytte fokus tilbage på de kommunale/nationale formålsbestemmelser og de offentligt ansattes, daginstitutionernes, skolernes faglige viden, indsigt, normer/kultur og ambitioner – og dermed flytte Københavns Kommunes fokus væk fra politisk-teknokratisk rationalisme og markedsstyring.
Venstrefløjen skal arbejde for, at det politiske lederskab i Københavns Kommune skal resultere i et reelt opgør med managementtænkningen, og i en gennemførelse af reel afbureaukratisering.
Tilliden og dialogen med de offentligt ansatte skal revitaliseres. Der skal frigøres ressourcer til ledelse og udøvelse af kerneopgaven, med andre ord en udvidelse af det faglige og decentrale råderum og råderet til alle udførende led på alle niveauer i Københavns Kommune.
Venstrefløjen skal arbejde for, at politikere og forvaltning i Københavns Kommune skal kunne mobilisere den decentrale organisation til selvforandring og udvikling – uden at komme i vejen for samme ved at gøre sig selv til den instans, som man som institution tilpasser sig.
Forandringen skal tilvejebringes via mangfoldigheds- og velfærdsledelse. Det handler om at lede, integrere og drage positiv nytte af forskellene hos medarbejderne med forskellige baggrunde i forhold til faglighed, alder køn, religion, etnicitet og så videre.
Tanken bag er, at forskellighedens dynamik skal bruges kreativt i forhold til at berige organisationens fælles erfaring og udvikling. Kreativiteten får næring af, at ikke alle ligner hinanden.
Tiden er kommet til, at det røde flertal i København begynder at føre solidarisk og velfærdsorienteret personalepolitik overfor byens ansatte.
Jan Hoby er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS)
(Artiklen har tidligere været bragt i Dagbladet Arbejderen)
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed