Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 290 – 28. august 2009 – side 9

Arbejdsmarkedskommissionen

Regeringen er bange

Poul Erik Kristensen

De værste angreb på understøttelsen, efterlønnen og SU’en er afværget i første omgang. Men det er kun en stakket frist, hvis ikke. studerende og arbejdere i fælles kamp får fejet Lars Løkke og hans liberale politik af minister-taburetterne.

I midten af august fremlagde Arbejdsmarkedskommissionen sit udspil til, hvordan virksomhedsejere og aktie-spekulanter bedst muligt skaber et arbejdsmarked, hvor de for alvor kan tjene penge.

Selv om kommissionen er nedsat af den borgerlige regering med støtte fra Dansk Folkeparti, og selv om Arbejdsmarkedskommissionen nøje fremlagde de forslag, regeringen allerhelst ville have, så var regeringens ideologiske chef, finansminister Claus Hjort Frederiksen, hurtigt ude for at slå koldt vand i blodet.

“Vi må lige vente lidt med halveringen af dagpengeperioden, afvikling af efterlønsordningen og opstramninger i førtidspensionen til efter krisen“, lød den første melding fra regeringen.
Claus Hjort aflyser altså ikke de planlagte angreb på en række faglige og sociale rettigheder – han udsætter dem blot.

Hunderædde

Regeringens forsigtighed skyldes én ting: De er hunderædde for at miste deres minister-gage.

Og de har ikke brug for at provokere store dele af studenter- og arbejderbevægelsen ved at svinge pisken hårdt over dem i en periode, hvor de samtidigt forærer milliarder af kroner til de rigeste gennem skattelettelser – og samtidigt med at regeringen forærer milliarder af kroner til at understøtte hele det uansvarlige danske bankvæsen, som i jagten på hurtige penge har spillet roulette med kundernes penge.

Sjovt nok svarer det underskud, som regeringen forventer at få på statsfinanserne næste år – 86,3 milliarder kroner, – næsten til det beløb, staten har foræret til bankerne i Bankpakke I. Senere vedtog regeringen så Bankpakke II, som kan komme til at koste op mod 350 milliarder kroner, hvis det går galt.

Tre muligheder

Udmeldingen fra Claus Hjort Frederiksen, om at Arbejdsmarkedskommissionens forslag vil blive trukket frem af skuffen ved en senere lejlighed, gør det heldigvis tydeligt for folk, som ønsker en helt anden måde at løse de økonomiske problemerne på.

For reelt er der kun tre muligheder:

Enten at ønske at krisen fortsætter – med øget arbejdsløshed og social armod for mange familier – og med udsigt til endnu større fattigdom rundt omkring i verden. Og hvor arbejdsgiverne konstant presser på for at få sat lønningerne ned.

Den anden mulighed er at ønske at krisen hurtigt overstås. Og så er det Claus Hjort Frederiksen er klar til at gennemfører forslagene om, at unge under 30 skal på halve dagpenge efter et halvt års arbejdsløshed, En halvering af dagpengeperioden fra fire til to år for alle, forhøjet kontingent til efterlønnen, samt en radikal omlægning af SU-reglerne, som bl.a. betyder at man kun kan få SU til den normerede studietid, hvis man starter på en uddannelse senere end to efter man har afsluttet en adgangsgivende eksamen.

Den tredje og sidste mulighed er at sige nej til krise og ikke-krise med en borgerlig regering ved regeringsmagten.

Thorning og Søvndal

Spørgsmålet er så, om Helle Thorning og Villy Søvndal kan sikre en anden politik. Og der er god grund til at tvivle.

Indtil videre har SF’s ambitioner om at komme i regering sendt partiet på en lang rejse mod højre. På flygtninge- og indvandrer-området langt til højre for Det radikale Venstre.

Skal den borgerlige regerings politik stoppes kræver det derfor en stor, aktiv indsats fra de arbejdere, pensionister og studerende, der vil en anden vej.

Men det kræver også, at Enhedslisten bliver i stand til fremstå som et troværdigt alternativ for folk, som ønsker anstændighed og social og økonomisk sikkerhed for almindelige mennesker.
Enhedslisten har en kæmpe-opgave foran sig.

Se også:
SAA 290: Arbejdsmarkedskommissionen: Ineffektivt og skævt SU-forslag

Flere artikler fra nr. 290

Flere numre fra 2009

Se flere artikler om emnet:
Kampen mod Fogh

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 2411 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside