Socialistisk Arbejderavis
Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 7
Hvorfor må vi gerne slå afghanere ihjel?
Mette Hermansen
Krig og racisme hænger uløseligt sammen. Fra Vestens kolonisering af Sydamerika, Afrika og Asien til besættelsen af Irak og Afghanistan er legitimeringen gået gennem en fornedring og dæmonisering af de pågældende landes folk og skikke.
Men er det også tilfældet for de unge danske mænd, vi i dag sender til Afghanistan, angiveligt for at indføre frihed og demokrati?
Den aktuelle racisme i Danmark er ikke en form for biologisk racisme, som man eksempelvis kender det fra 1930ernes Tyskland. Der er tale om en ny form for kulturel racisme. Denne nye kulturelle racisme er kendetegnet ved, at man ikke længere henviser til et biologisk racebegreb, men at begrebet kultur i stedet har fået en afgørende og central betydning. Denne ændring kommer til udtryk, idet man ikke taler om laverestående biologiske racer, men i stedet eksempelvis om individer af “anden etnisk baggrund”.
I dag taler man ikke længere på samme måde om biologiske racer, men derimod om forskellige kulturer. Og den uden sammenligning mest udskældte i vores del af verden er den muslimske.
Dansk Folkepartis gentagne sammenligninger mellem muslimer og henholdsvis kaniner, kræftknuder og terrorister, de seneste udtalelser fra Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard og forsvarsminister Søren Gades karakteristik af krigen i Afghanistan som et forsvar for vestlige værdier – som én samlet pakke overfor én anden samlet pakke med mærkaten ‘islam-værdier’ – er eksempler på kulturracismens virke i praksis: ufunderede fordomme fremstillet som absolut viden; blot baseret på kulturelle og religiøse komponenter i stedet for biologiske. Dog er racismens undertrykkende og dehumaniserende mekanismer stadig de samme.
Et nødvendigt forsvar
Jeg var sidste år med til at lave en undersøgelse af danske soldaters legitimering af krigen i Afghanistan og deres egen deltagelse i samme, og den gav et indblik i, hvordan krig og racisme er tæt forbundet.
Undersøgelsen spurgte blandt andet til, hvordan de så på den krig, de skulle til at være en del af, og en del af legitimeringen gik gennem et tydeligt fjendebillede. Som en soldat formulerede det: “Lige så snart du har slået én talebaner ihjel, så har du gjort en forskel. Så er der en mindre til at true de almindelige afghanere til at dyrke opium i stedet for at avle høns.”
Det gøres på den måde legalt at slå en talebaner ihjel, fordi han undertrykker ‘den undertrykte afghaner’. Samtidig italesættes Taleban direkte som en umenneskelig magt, hvilket selvfølgelig er med til at underbygge legaliseringen af at slå dem ihjel; en af soldaterne siger: “Jeg tænker ikke på Taleban som at skyde mennesker.”
Undersøgelsen viser, at Taleban ses som en ensidig ond og undertrykkende magt, som de ‘gode’ vestlige soldater skal slå ihjel for at hjælpe den afghanske civilbefolkning.
Der er dog et paradoks i den måde, soldaterne omtaler fjenden på. De bliver ved med at bevæge sig uden for grænserne af Taleban og over i et mere generelt, islamofobisk fjendebillede. De er ikke konsekvente i at holde sig til Taleban, når de taler om hvem og hvad, de mener, de skal i krig med. I undersøgelsen blandes muslimer i det hele taget, den almene afghaner og endda også soldaternes syn på indvandrere i Danmark ind i en “dem vi er i krig med”-kategori.
Det kommer blandt andet til udtryk når en soldat siger: “Deres syn på kvinder og alt sådan noget, det er præget af deres religion.” Her må ‘de’ forstås som alle, der bekender sig til islam (og ikke blot Taleban), og en af soldaterne går endnu videre og trækker ‘dem’ helt hjem til en dansk kontekst, når han siger: “Hver gang jeg ser en udlænding, så tænker jeg ‘fuck noget lort’.”
Krigen retfærdiggøres her gennem forestillingen om en fjende, som ikke begrænser sig til at være Taleban, men i højere grad tager form af en mere permanent islamisk trussel mod de værdier og frihedsidealer, vi i Vesten siges at lægge til grund for vores samfundsorganisering. På den måde ses krigen som et aktivt forsvar til at sikre, at vores retssamfund, som vi kender det i dag, ikke omvendes til at være dikteret af islamisk lovreligion.
Højere oppe i det militære system er denne kulturracistiske antiislam endnu tydeligere og mere velfunderet end hos de menige.
Undersøgelsen indeholder også et interview med en af de personer, som varetager træningen og uddannelsen af kommende soldater. Han præsenterer en meget interessant koranudlægning, som er et tydeligt eksempel på, hvordan kulturracisme kan legitimere krig:
“Der er jo ikke rigtig nogen moderat, hvis man læser i Koranen, der er jo ikke nogen moderat, korrekt fortolkning af islam, så det vil sige, at hvis du bare afviger det mindste fra det her, så er du faktisk pr. definition frafalden, og så bør du enten omvendes igen eller også, så bør du slås ihjel. (...)deres samfund er dikteret af det, der står i Koranen.”
Og senere siger den samme overordnede:
“Muslimer, hvis de følger Koranen helt fundamentalt, har til opgave at forsøge at udbrede islam, og hvis de ikke kan udbrede islam, så har de faktisk lov at slå folk ihjel, fordi islam er jo bare den eneste måde at tro på.”
Udover at retfærdiggøre krigen kategoriserer han også muslimer i to lejre: dem, der følger Koranen og mener, at de har lov til at slå vantro ihjel, og dermed bliver en trussel for os, og de, som ikke følger Koranen til punkt og prikke og derfor er undertrykt i de muslimske lande.
Krigen som hjælpepakke
Men krigen er blandt soldaterne ikke kun en kamp mod noget. Det er samtidig en kamp for at befri den undertrykte afghaner. Her legitimeres krigen gennem en tilbagestående, uciviliseret og undertrykt afghansk befolkning, som har behov for hjælp.
Vestens militære indsats mod Taleban ses som en udstrakt hånd til afghanerne, da de ikke selv kan slå Taleban ned for at opnå en demokratisk samfundsorden. Og det giver krigen karakter af at være en form for hjælpepakke rettet mod civilbefolkningen i Afghanistan. Krigen udføres med henblik på at imødekomme behov, som ’den undertrykte afghaner’ forudsættes at have. Og på den måde får soldaterne skabt en tro på, at der er en god hensigt med krigen. Men der ligger dog et uløseligt paradoks i ved magt at ville hjælpe dem, man samtidig frygter og ikke forstår.
De godes krig mod det onde
Hvis ikke der var en ‘ond talebaner’ at bekæmpe og en ‘undertrykt afghaner’ at hjælpe, ville krigen ikke have noget formål eller grundlag. En racistisk forankret nedværdigelse af et besat folk er nødvendig for at kunne legitimere krig og besættelse, og det er blandt andet derfor, dæmoniseringen af islam er så stærk og især er stærk inden for forsvaret; krigen i Afghanistan fordrer en dæmonisering af det muslimske folk for at kunne opretholde sin eksistensberettigelse.
Hvis vi ser muslimer og det afghanske folk som kulturelt, civilisatorisk og værdimæssigt lavere rangerende end os, så dehumaniseres det afghanske folk og efterlader os selv lidt mere menneskelige. Krigen kommer til at tage form af at være en kamp om værdier og holdninger. Ikke mellem koalitionen og Taleban, men mellem den vestlige og den muslimske verden. Mellem de gode og de onde.
Se også:
SAA 294: Afghanistan: Resultatet af 161 års imperialisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed