Socialistisk Arbejderavis
Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 11
Introduktion til socialisme
Arbejderklassen er central
Alexander Lassithiotakis + Jakob L. Krogh
Når socialister insisterer på, at arbejderklassen er den helt centrale kilde til social forandring, bliver vi tit kaldt gammeldags.
Det er ikke os, der er gammeldags, det er de borgerlige, der hænger fast i en gammeldags forståelse af hvad klasse så ud som. De fortæller os, at der ikke længere eksisterer en arbejderklasse i Danmark, og at de fleste af os tilhører middelklassen. Argumentet går dels på, at vi generelt lever og arbejder bedre, sundere og får mere i løn, end arbejderne gjorde under industrialiseringens spæde barndom i slutningen af 1800-tallet. Og dels på at ingen identificerer sig med ordet ‚klasse‘ eller ‚arbejder‘.
For socialister handler klasse ikke om, hvorvidt vi har fjernsyn og lejlighed eller går sultne i seng, eller hvad vi tænker om os selv.
Klassetilhørsforhold handler om en objektiv stilling i produktionen i samfundet. I det kapitalistiske samfund er der to hovedklasser. Kapitalisterne er den klasse, der ejer produktionsmidlerne, fx kontorer, computere og varebiler. Kapitalisten bestemmer, hvad og hvordan der skal produceres, og hvor mange arbejdere der skal ansættes/fyres i produktionen. Arbejderklassen ejer derimod kun deres egen arbejdskraft, og er nødt til at sælge den – dvs. være lønarbejdere – for at tjene penge til livets ophold.
Interesser
En kapitalist er en kapitalist, uanset om han er et godt eller dårligt menneske. Og hans interesser er anderledes end arbejdernes, fordi hans stilling i produktionen tvinger ham til at konkurrere med andre kapitalister og investere i ny teknologi for at kunne klare sig i konkurrencen.
For at kunne investere skal han have overskud/profit. Det er arbejderen, der skaber værdien ved at arbejde på kapitalistens produktionsmidler. Den værdi, som arbejderen skaber, kan enten blive profit til kapitalisten, til løn til hende eller gå til at investere i udstyr, der øger sikkerheden.
Derfor vil der være et konstant modsætningsforhold mellem hende og den kapitalist, der har ansat hende, alene ud fra det faktum at hendes løn og arbejdsforhold står i modsætning til kapitalistens profitter.
Derfor er en arbejder også en arbejder, uanset om vedkommende er socialist, liberal, racist eller sexist. Det, der gør en arbejder til en arbejder, er, at hun er er nødt til at sælge sin arbejdskraft til en kapitalist, der køber den for at tjene penge på den. Og fyre hende, når der er krise.
Offentligt ansatte producerer ikke profit til en kapitalist, men er stadig arbejdere, fordi de ydelser, som det offentlige leverer, fx skoler til at uddanne arbejderne, eller hospitaler så syge arbejdere kan blive klar til at arbejde igen, er nødvendige for at kapitalisterne kan få den arbejdskraft, de har brug for.
Flertal
Arbejderne udgør det store flertal. Omkring 80 procent af befolkningen er, vil blive eller har været arbejdere. Af de sidste 20 procent er der en herskende klasse på 1-2 procent, der udover kapitalister indeholder den politiske elite og toppen i det offentlige, fx departementschefer. Imellem dem er middelklassen, der består af mellemledere i det private og offentlige, selvstændige og intellektuelle, fx universitetsansatte og forfattere.
Under industrialiseringen flyttede mange bønder og landarbejdere ind til byerne og kom til at arbejde på fabrikker i butikker og på kontoer. De arbejdere, der arbejdede sammen, fandt ud af, at de havde fælles interesser, der var i modsætning til kapitalisternes.
Derfor dannede de fagforeninger, kæmpede for bedre løn og organiserede sig i politiske partier, især Socialdemokratiet, og kæmpede for forbedringer af velfærden. Det er derfor, arbejdere i Danmark anno 2010 har bedre forhold end en arbejder i 1870. Selvom de fleste i dag oplever, at de må kæmpe for at betale deres regninger i en stresset hverdag.
Arbejderne står for næsten al produktion i samfundet, de udgør det store flertal, og de har fælles interesser, som de kan organisere sig om og kæmpe for. Modsætningen mellem arbejdere og kapitalister er en del af kapitalismen. Hvis ikke arbejderne skal kæmpe en evig kamp for at få nogenlunde forhold, kræver det et opgør med kapitalismen. Det er det, socialister kæmper for, derfor er arbejderklassen det centrale for socialister.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed