Socialistisk Arbejderavis
Nr. 294 – 14. januar 2010 – side 12
Folkeafstemning på Island
Venstrefløjen mod folket
Jakob Nerup
Den islandske regering er tvunget til at respektere demokratiet. Præsidenten har nedlagt veto mod regeringen og udskrevet folkeafstemning d. 20 februar. Årsagen er enkel. Hver fjerde islænding har skrevet under på et krav om, at der holdes en folkeafstemning om regeringens betaling af 28 milliarder kroner til engelske og hollandske spekulanter.
Det særlige ved den islandske regering er, at det er en centrum-venstrekoalition bestående af socialdemokrater og de Venstre-grønne (venskabsparti med Enhedslisten). De kom til magten efter et jordskredsvalg i 2009, hvor de borgerlige, som havde støttet spekulanterne og skabt kollapset i den islandske økonomi, røg ud. Regeringen overtog et fallitbo, men også en ansvaret for at administrere på kapitalismens betingelser. Og en af de alvorligste betingelser er tilbagebetaling af lån.
I efteråret 2008 overtog den islandske stat kontrollen med landets tre største banker: Landsbanki, Glitnir og Kaupthing. Cirka 320.000 bankkunder i Storbritannien og Holland mistede milliarder, da den islandske internetbank Icesave krakkede samtidig med ejeren Landsbanki. Den naive grådighed, som havde grebet om sig før finanskrisens gennemslag, havde lokket bankkunder fra Holland og Storbritanien med store renter på deres indlån. Da bankerne krakkede gik både den hollandske og britiske regering ind og kompenserede de grådige spekulanter via et lån til Island på omkring 28 milliarder danske kroner.
Den islandske regering havde allerede aftalt i juni at tilbagebetale pengene, men den hollandske og britiske regering ville ikke acceptere betingelserne. De lagde et stort pres på den islandske regering som bøjede sig. Med 33 stemmer for og 30 imod vedtog Altinget 30. december sidste år at tilbagebetale milliardlånet til Storbritannien og Holland. Gælden svarer til omkring 90.000 danske kroner for hver af landets omkring 330.000 indbyggere.
Når flertallet af islændinge er imod tilbagebetalingen, skyldes det ikke bare en moralsk forargelse over, at grådige spekulanter atter engang slipper fri. Det har også bund i den barske økonomiske hverdag for almindelige islændinge.
Arbejderklassen betaler
Arbejderklassen i Island betaler en høj pris for landets økonomiske sammenbrud. Den islandske krones værdi er halveret og det er købekraften også. Pensioner til folk i 60‘erne er blevet reduceret med 20 procent. Midaldrende arbejdere har fået fjernet 28 procent af deres pensionsopsparing, mens arbejdstagere under 25 år har mistet alle de indbetalte penge.
Den officielle arbejdsløshed er på 10 procent – men tusinder af mennesker arbejder på deltid. Flere mennesker bruger busser for at undgå høje udgifter til brændstof, men busserne kommer sjældnere.Huslejen i hovedstaden, Reykjavik, er steget med 50 procent. Omkring 20.000 mennesker forventes ikke at kunne betale deres realkreditlån.
McDonalds har forladt landet. Basale fødevarer er blevet meget dyre. Selv “skyr“, islandsk nationalspise af tørret kød med lavt fedtindhold og højt proteinindhold, som har været spist af næsten alle i Island siden det tiende århundrede, er blevet for dyrt i sine bedre udgaver. Det samme er en anden islandsk specialitet, tørret fisk. I hovedstadens loppemarked, Kolaport, sælger fødevareproducenter direkte til de mennesker, som ikke har råd til at handle i supermarkeder. Markedet startede i 1980‘erne som et par boder, der er nedsat i en underjordisk parkeringskælder. Det blev så populært, fordi det var nødvendigt – men det er stadig ikke nok. Mellem 1.500 og 2.000 familier i Island accepterer fødevaregaver hver måned – men i december var madbankerne tomme, og opfordrede til donationer.
Nu har Reykjavik planer om at skære næsten 50 millioner fra daginstitutionerne. Børnehaverådet hævder, at dette ikke vil påvirke børnene – kun børnehavelærernes ferier og rengøringen! Skoler i landdistrikterne vil sandsynligvis også lukke.
Folkelig protest
Omkring 70.000 islændinge har på skrift givet udtryk for deres utilfredshed med at skulle undgælde for nogle få personers uansvarlige spil med landets værdier. Det svarer til hver fjerde voksne islænding. Og samtidig viser meningsmålinger, at et flertal af befolkningen er imod tilbagebetalingen. Derfor nedlagde Præsident Olafur Ragnar Grimsson den 5. januar veto mod den lov, der skulle garantere tilbagebetalingen af lånet. Han har udskrevet en folkeafstemning d. 20 februar.
Regeringerne i Holland og Storbritannien, samt i Danmark har reageret med skarp fordømmelse af folkeafstemningen og truer islændingene med at tilbageholde de livsnødvendige lån fra IMF og de nordiske lande.Fra den danske regering ved Klaus Hjort Frederiksen er truslen tydelig, “ hvis det bliver et nej ved folkeafstemningen, så er forudsætningerne for aftalen om lån ændret“. Det drejer sig om 20 milliarder kroner. Også her til lands er solidariteten med spekulanterne større end den islandske befolkning.
Venstrefløjens dilemma
Folkeafstemningen bliver mere end en afstemning om lån. Det bliver også en afstemning hvor befolkningen stemmer mod regeringen, og dermed mod venstrefløjen. Det er absurd, fordi det netop er venstrefløjen som burde være forrest i befolkningens protester og ikke mindst vise veje ud af krisen, som ikke rammer arbejderklassen. Den forventning kan man måske i historiens klare lys ikke have til det socialdemokratiske parti, der i lighed med sine søsterpartier i Europa bekender sig til nyliberalismen.
Men at de Venstre-grønne, et parti som holdt den officielle internationale hovedtale på Enhedslistens landsmøde i 2009, forsvarer aftalen er tragisk. Det sætter venstrefløjen og de som vil bekæmpe krisen på almindelige menneskers betingelser meget langt tilbage. Det bekræfter blot islændingene, og måske mange andre, i, at politikere ikke er til at stole på, heller ikke venstrefløjen. Desværre er det ikke en ny situation, men et klassisk dilemma for venstrereformisterne. Det har udraderet det før så magtfulde italienske venstrefløjsparti Rifondazione i Italien, som gik i regering med centrum, fra parlamentet. At administrere kapitalismen i en krise forudsætter, at man tør tage de afgørende valg. Enten at regere på kapitalisternes betingelser og tilgodese de rige på bekostning af arbejderklassen. Eller at tage et opgør og gå i en anden retning. For hvis regeringen falder, hvem skal de oprørske så stemme på?
For alle socialister med regeringstanker, eller ambitioner om at være parlamentarisk støtteparti, skal man have dette i baghovedet. SF vil i en regering med Socialdemokraterne blive trukket med i angreb på velfærden, fx efterlønnen eller de arbejdsløse. Enhedslisten vil stå i dilemmaet mellem at skulle stå fast på sin modstand mod forringelser eller risikere at vælte regeringen. Indtil nu har Enhedslisten valgt at tie dilemmaet ihjel i håbet om at vælgerne belønner dem for at være en parlamentarisk garant for en ny regering.
Det er tåbeligt for socialister og folk, der siger at de varetager arbejderklassens interesser, at fornægte dilemmaet og de erfaringer, som hober sig op. Man kan ikke både være ansvarlig for kapitalismen og arbejderklassen i en krisetid. Og man kan ikke være parlamentarisk grundlag for en regering, hvis den fører nyliberal politik. Den besked burde Enhedslisten sende til sine islandske venner i regeringen og dermed klart melde ud, at det problem bliver Enhedslisten ikke en del af i Danmark.
Billedtekst:
Omkring 70.000 islændinge har på skrift givet udtryk for deres utilfredshed med at skulle undgælde for nogle få personers uansvarlige spil med landets værdier.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed