Socialistisk Arbejderavis
Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 8
Grækerne viser vejen
Den græske socialist Panos Garganas rapporterer til Socialistisk Arbejderavis fra strejkerne i Grækenland.
Den 29. januar stormede 3000 demonstranter brandvæsenets hovedkvarter under parolen: “Nej til lønnedskæringer og længere arbejdstider.”
“Vi er alle grækere?“ lød overskriften på den franske avis Le Monde i den første uge af februar. Spørgsmålstegnet i enden af titlen markerer flertydigheden. Mange mener, at resultatet af “den græske tragedie“ vil påvirke samtlige europæiske lande. Nogle håber, at den stabiliseringsplan, som den græske regering har aftalt med EU, vil dæmme op for den umiddelbare krise og give et pusterum til andre lande. Men flere og flere nærer et andet håb, nemlig at modstand fra den græske arbejderklasse vil vise en alternativ vej ud af krisen.
Der er meget vrede hernede. Det er, hvad man kan forvente i et land, der har skulle udstå alle tænkelige angreb fra den tidligere konservative regering indtil december 2008, hvor det eksploderede.
Den sociale eksplosion, hvor unge belejrede politistationer i protest mod politivold, og hvor tusinder af fagforeningsfolk gik på gaderne i solidaritet, tvang til sidst de græske konservative i knæ, og gav ved valget i oktober 2009 regeringsmagten til det socialdemokratiske parti, PASOK.
Ikke desto mindre går arbejderne nu, kun få måneder senere, igen på gaden.
Brandmændene, der ikke må strejke, da brandvæsenet er organiseret efter militært forbillede, arrangerede en kæmpe demonstration den 29. januar i Athen. Omkring 3000 af dem stormede brandvæsenets hovedkvarter under parolen: “Nej til lønnedskæringer og længere arbejdstider.“
Fem dage senere var det de ansatte i skatteministeriet og toldvæsenet der gennemførte en 48-timers advarselsstrejke. Import såvel som eksport var lammet.
Og den 10. februar gik en generalstrejke igennem statsforvaltningen, skolerne, hospitalerne, de lokale myndigheder, togdriften og dele af den private sektor. Arbejdere i el-industrien, teleselskaberne, bankerne og resten af den private sektor er klar til at strejke den 24. februar. De fleste analytikere forventer at se en ny bølge af strejker i marts, begyndende med lærererne, der allerede har annonceret strejker den 8. marts.
Hvorfor så meget vrede? Forstår folk ikke, at landet er truet af konkurs, sådan som alle europæiske aviser konstant skriver?
Arbejdere i Grækenland har mange grunde til at gå på gaden.
For det første vandt regeringspartiet PASOK valget ved at love, at der ikke ville komme lønnedskæringer, og at afskaffelsen af den tidligere konservative regering og dens forhadte politik alene ville være nok til at redde økonomien. Disse løfter blev brudt allerede fra dag et. PASOK havde sagt, at de ville genforhandle privatiseringen af havnemyndigheden i Piræus, som den konservative regering havde havde solgt til et kinesisk firma på trods af en bitter strejke blandt havnearbejderne. George Papandreous nye regering forhandler med den kinesiske regering i et håb om at kinesiske banker vil købe græske obligationer. Havnearbejderne blev derfor forrådt for ikke at irritere kinesiske bankfolk.
Endnu værre er PASOK-regeringens u-vending som følge af pres fra de europæiske bankfolk. Mange havde illusioner om, at EU ville hjælpe Grækenland igennem dets finansielle vanskeligheder. De er nu chokerede over at opdage, at EU behandler Grækenland, et af de oprindelige 10 medlemslande, værre, end IMF behandler tredjeverdenslande. Den europæiske centralbank insisterer på, at der ikke kan gives specielle lån til Grækenland, fordi det ville underminere euroens troværdighed. I stedet er Grækenland tvunget til at tage lån i de europæiske banker til enorme renter, og arbejdere i Grækenland må betale for dette med lønnedskæringer og privatiseringer.
Ikke overraskende at folk er imod den såkaldte stabiliseringsplan.
Men det er værre endnu. Denne ubehagelige kur synes i stigende grad at være ineffektiv. Bureaukraterne i Bruxelles siger, at markederne vil falde til ro, når stabiliseringsplanen begynder at virke. Men det er der ingenting, der tyder på. I stedet stiger forskellen mellem renten på græske obligationer i forhold til lignende tyske obligationer, og spekulanter angriber ikke blot Grækenland, men også Spanien og Portugal.
Det er der en forklaring på. Problemerne er ikke blot “græske“ eller “irske“ eller europæiske, for den sags skyld. Kapitalismens internationale krise er gået ind i en ny fase. Sidste år påstod regeringer alle vegne, at de enorme summer, de kastede efter bankerne, havde fået bugt med råddenskaben, og at den økonomiske genrejsning snart ville skyde frem overalt som grønne spirer.
I år er de bekymrede for, at de offentlige budgetter har nået uholdbare højder og har givet sig i kast med hver sine konkurrende “stabiliseringsplaner“. USA bebrejder Kina og dets eksport-orienterede politik, Tyskland bebrejder de såkaldte PIGS-lande (Portugal, Irland, Grækenland og Spanien) for at svække euroen.
En sådan situation, hvor regeringer forsøger at styrke den hjemlige økonomi på nabolandenes bekostning, bør arbejdere alle vegne modsætte sig. Så græske arbejderes modstand kan måske alligevel hjælpe arbejdere alle vegne.
Oversat af Nikolaj Slot Andersen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed