Socialistisk Arbejderavis
Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 11
Norge
Muslimer siger STOP!
Mette Hermansen
Den norske avis Dagbladet trykte i begyndelsen af februar en karikaturtegning hentet fra det norske politis sikkerhedstjenestes hjemmeside, hvor profeten Muhammed ses afbilledet som en gris. Dette har fået norske praktiserende og ikke-praktiserende muslimer til at demonstrere, både mod hånen af profeten, men også mod den generelle muslimhetz.
“Vi demonstrerer mod muslimhetzen i det norske samfund. Der har været en systematisk ydmygelse og mobning af muslimer over lang tid. Trykningen af Muhammed-karikaturen var dråben, der fik bægeret til at flyde over,“ siger arrangøren bag en af demonstrationerne.
“Efter tegningen var blevet trykt, begyndte muslimer impulsivt at organisere protester og demonstrationer. Og det blev hurtigt tydeligt, at den her chikane af muslimer ikke ville blive accepteret. Allerede den første dag efter tegningen var blevet trykt, indstillede muslimske taxachauffører kørslen, og efter et par dage deltog ca. 3000 mennesker i en demonstration i Oslo,“ siger Vegard Velle, medlem af Landsledelsen for Rødt i Norge.
Selv om mange norske medier fokuserede på, at protesterne kunne udvikle sig voldeligt, er alle demonstrationerne forløbet fredeligt.
“Der var en masse hysteri i medierne om, at demonstrationerne ville blive voldelige. Det lignede nærmest en mod-mobilisering i mange af de største aviser og tv-stationer. Men efter nogle dage med fredelige demonstrationer begyndte stemningen at vende, og flere redaktører har nu udtalt, at det var uklogt af Dagbladet at trykke karikaturen. Det er vigtigt at sige, at det afgørende for den drejning var, at muslimerne begyndte at mobilisere til forskellige protester. Hvis der ikke var kommet nogen reaktion, ville det bare være fortsat med business as usual. Vi ville fortsat have set muslimer blive trampet på og hængt ud. Og grænsen for, hvad der er acceptabelt, ville blive flyttet mere og mere,“ siger Vegard Velle.
Israel
Tegningen blev første gang trykt i den israelske avis In Hebron. Dette udløste store demonstrationer i Palæstina, hvor 15 palæstinensere blev dræbt. Samtidig førte offentliggørelsen af tegningen til, at redaktøren fik 2 års fængsel i Israel.
“Ved at have gennemgået den samme mobiliseringsproces i Norge har muslimerne fået selvtillid og vist, at de er en kraft, man ikke kan komme udenom. De vil ikke ignoreres, og selv om vi garanteret vil se meget racisme i medierne i fremtiden, tror jeg, protesterne vil få redaktører og andre mediefolk til at tænke sig om en ekstra gang, inden de håner muslimer,“ siger Vegard Velle.
Forhåbentlig kan protesterne også få venstrefløjen til i fremtiden at tage mere skarpt afstand fra den systematiske chikane af muslimer i det norske samfund:
“Der er ingen venstrefløjspartier, som offentligt bakker op om demonstrationerne. Vi var mange i Rødt, som mente, partiet skulle bakke op om protesterne mod nedgørelsen af muslimer. Og der var heller ikke nogen, som sagde os imod, men der skete bare ikke noget. Men jeg tror, at det, at muslimerne nu en gang har organiseret sig selv og vist deres styrke, vil gøre det lettere for venstrefløjen at støtte dem en anden gang,“ siger Vegard Velle.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe