Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 295 – 18. februar 2010 – side 13

Arbejdsløshedskampen i 1930erne

Freddie Nielsen

Freddie Nielsen starter i dette nummer af Socialistisk Arbejder Avis en serie om arbejdsløshedskampe med at se nærmer på kampen mod arbejdsløsheden i 30’erne.

Krise og kapitalisme hører sammen, og det hører sammen med den arbejdsløshed, der altid følger, og som for arbejderklassen er en dyr pris at betale for systemets krise.

Arbejdsløshed og kampen mod arbejdsløsheden er således ikke noget nyt, men noget der har været hverdag igen og igen gennem de sidste mange år.

Derfor kan der være interessant at se tilbage, og selv om det må siges klart, at det er meget lidt af erfaringerne fra 1930erne, der kan overføres til i dag, så er det godt at vide, at arbejderklassen har kæmpet før, og hvordan den gjorde det.

Wall Street

Én grund til, at direkte sammenligninger er umulige, er arbejdsløshedens omfang. Ofte tænkes den tids arbejdsløshed som noget, der hang sammen med verdenskrisen, der brød ud med Wall Street krakket i 1929, men det var kun toppen af isbjerget. Fra 1920-1945 er 1920 og 1944 de eneste to år, hvor arbejdsløsheden var under 10%.

Det er rigtigt, at arbejdsløsheden kulminerer i 1932 med næsten 32%, men det korte af det lange er, at arbejdsløsheden red arbejderklassen som en mare, stort set fra 1. verdenskrigs afslutning og til efterkrigsboomet efter 2. verdenskrig satte ind.

En anden ting der gør direkte sammenligninger umulige, er de forhold de arbejdsløse måtte leve under. Selv om den nuværende regering har ydet sin indsats for at forfølge de arbejdsløse og forringe deres kår, så er der trods alt stadig et stykke vej til de arbejdsløses forhold i 20erne og 30erne.

Især med Madsen-Mygdal Venstre-regeringen, der tiltrådte i 1926, kom de arbejdsløse fra asken og i ilden.

Understøttelsesperioden fra arbejdsløshedskasserne beløb sig til 70 dage og i særlige tilfælde op til 120 dage, og der var krav om at man skulle have haft 10 måneders arbejde inden for de sidste 2 år, for i det hele taget at være understøttelsesberettiget.

Understøttelsen løb i 1932 op i højst 3 kroner om dagen, og det skal ses i forhold til en gennemsnitlig arbejdsløn på mellem 50 og 60 kroner om ugen – altså ofte mindre end 1/3 af arbejdslønnen.

Når understøttelsen var brugt op, var der kun de kommunale hjælpekasser og derefter fattighjælp tilbage. Fra hjælpekasserne skete udbetalingen efter skøn, og unge der ikke havde optjent ret til understøttelse kunne f.eks. højst få 1 krone og 15 øre om dagen. Hvis man så gik videre ned i systemet og havnede på fattighjælp, så betød det tab af rettigheder, bl.a. stemmeretten.

Samtidig var 20erne og 30erne, da efterdønningerne af den russiske revolution var døet ud, ikke en periode hvor arbejderklassen var i offensiven. Efter 1920 falder reallønnen af flere omgange, og selv om der sker en stigning i 1930/31, så indhentes det hurtigt af nye fald, og i 1939 er reallønnen under niveauet for både 1920 og 1930/31.

1930-stigningen sker heller ikke gennem højere løn, men fordi priserne falder endnu hurtigere end lønningerne. Ved overenskomsterne i begyndelsen af 30erne kræver arbejdsgiverne store lønreduktioner, flere gange hele 20%.

Modstand

Men der var kun begrænset modstand – mere på grund af pres fra arbejdsløsheden og mangel på alternativt lederskab – end tilfredshed. Men helt upåagtet gik disse angreb på store dele af arbejderklassen dog ikke hen.

Et resultat af de meget skrappe vilkår for de arbejdsløse var en voldsom vækst i hjemløsheden, og det var da også blandt de (især unge) hjemløse at modstanden startede.

I 1928 opstod “De hjemløses Forbund“, som krævede at fagbevægelsen skulle tage hjemløsespørgsmålet op sammen med arbejdsløsheden. Højdepunktet var “De hjemløses Tog“, hvor 50 hjemløse startede en march i Kjellerup ved Viborg, med København og Rigsdagen som mål.

Da de hjemløse nåede til Vejle greb politiet ind og stoppede marchen, der i mellemtiden var vokset til 600 deltagere. De tog videre med jernbanen til København, hvor de sammen med sympatisører gik til Christiansborg og brutalt blev slået ned af politiet.

Hjemløsebevægelsen døde dog hurtigt ud igen, og i 1929 tog nogle gamle syndikalister, hjemløse og enkelte politiprovokatører (som også hjemløsebevægelsen havde været inficeret af) initiativ til at gendanne DAO (De Arbejdsløses Organisation). Men i modsætning til forgængeren i 1918 var man uden videre tilknytning til arbejderklassen. Så det blev kun en meget lille bevægelse, der primært udførte iøjnefaldende aktioner så som butiksplyndringer, rudeknuseri og intervention i radiotransmiterede gudstjenester.

Det eneste konkrete resultat af DAOs aktioner var at folk fra det bedre borgerskab, med socialminister Steincke i spidsen, startede indsamlinger til de stakkels arbejdsløse.

Aktionsudvalg

I flere af de ting der skete, havde DKP forsøgt at få foden inden for, men med partisplittelse og fraktionskampe 20erne igennem, havde partiet ikke styrken. Først i slutningen af 1930 begyndte man at arbejde organiseret på at få opbygget en arbejdsløshedsbevægelse, og ikke mindst at få indflydelse på den.

Partiet indkaldte sine arbejdsløse til et møde, og her nåede man frem til, at hvis man skulle opnå resultater og indflydelse blandt de arbejdsløse, så skulle der arbejdes målrettet på det.

Det blev besluttet at arbejdsløse partimedlemmer, med Aksel Larsen og Martin Nielsen i spidsen, skulle begynde at agitere blandt de arbejdsløse på kontrolstederne (man mødte til kontrol dagligt), og agitationen skulle munde ud i at der blev nedsat aktionsudvalg på de enkelte kontrolsteder.

Det hele skete ud fra parolen om at der kun var de arbejdsløse selv til at repræsentere dem overfor fagforeninger, hjælpekasser og det offentlige i al almindelighed. Og det var faktisk en strategi der lykkedes. Den 9. januar 1931 blev det første aktionsudvalg (hos jord- og betonarbejderne) dannet, og den 24 januar var der allerede dannet 8. Disse holdt en konference og nedsatte et Fællesudvalg for København.

Den 10 februar var man oppe på 32 udvalg, og Fællesudvalget afholdt en konference hvor 150 repræsentanter for aktionsudvalg deltog.

Bevægelsens første højdepunkt var vinteren 1931/32, hvor der var ca. 150 aktionsudvalg, og i 13 af de større byer, hvor der var mere end et aktionsudvalg, var der dannet fællesudvalg.

Arbejdet med at skabe aktionsudvalg var således en succes, og de enkelte udvalgs opgaver bestod ofte i at støtte og forsvare de arbejdsløse, f.eks. overfor hjælpekasserne eller mod at blive sat ud af boligen på grund af manglende huslejebetaling.

Den anden del var det landsdækkende arbejde med demonstrationer, konferencer og opstilling af krav der generelt skulle hjælpe de arbejdsløse og bekæmpe arbejdsløsheden.

Den del kom dog for det meste til at være løsrevet fra fagforeningerne og de arbejdende. Og det skyltes ikke mindst at DKP var underlagt Kominterns ultra-venstre linje, hvor Socialdemokratiet blev set som hovedfjenden.

Hvordan det nærmere kom til udtryk i arbejdsløshedsarbejdet og nogle strejker i begyndelsen af 30erne, vil vi se nærmere på i næste nummer.

Se også:
SAA 296: Arbejdsløshedsbevægelsen i 1930erne (del 2)

Flere artikler fra nr. 295

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 1900-1939

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 3368 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside