Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 6

Kriseløsninger

Jakob Nerup

I fjernsynet taler de om, at nu vender økonomien. Der er optimisme i de danske virksomheder, og økonomerne spår vækst. Det er desværre ikke den virkelighed, de arbejdsløse mærker. Tværtimod så vokser antallet af arbejdsløse. Og bag de optimistiske udtalelser til offentligheden, bliver krisen stadig dybere.

Et af de første steder, krisen mærkes i stor stil, er på de offentlige budgetter. Udgifterne vokser til dagpenge, kontanthjælp og ikke mindst bankpakker. Samtidig bliver indtægterne færre, fordi skattegrundlaget svækkes, og det forstærkes af regeringens skattelettelser. I krisetider bliver der kamp om, hvor statens penge skal kanaliseres hen.

Den borgerlige regering har et klart mål om dels at beskære udgifterne til den fælles velfærd ved at påtvinge kommunerne besparelser på op til 31 milliarder kroner. Dels vil de borgerlige omfordele, så flest mulige af skattekronerne havner i de i forvejen mest velhavendes lommer. Enten direkte via skattelettelser eller indirekte via privatiseringer, sundhedsfradrag, erhvervsstøtte osv.

Socialdemokraterne og SF har lovet, at de vil sætte gang i systemet, blandt andet ved at investere i det offentlige, ved at bryde statens veto overfor kommunale budgetoverskridelser og ved at indføre en symbolsk millionærskat.

Hverken SF eller Socialdemokraterne har haft en alternativ tilgang til krisen, og begge partier har stemt for Bankpakke 1 og erhvervsstøtte. SF lancerede i slutningen af 2008 en stor plan til 65 milliarder kroner for energirigtigt byggeri af skoler, sygehuse m.v.. Socialdemokraterne og Enhedslisten har støttet planen, men det er ikke længere en central del af en ny regering.

Enhedslisten har i flere omgange kommet med konkrete forslag til at imødegå krisen. Dels ved at forhøje understøttelsen og dels ved at foreslå massive investeringer i offentlige byggerier og klimatiltag. Hensigten er at skabe bedre velfærd og skaffe folk i arbejde. Enhedslisten har yderligere peget på stærkere styring og regulering af finansmarkederne, samt nationalisering af lukningstruede virksomheder og tilbagetagning af privatiserede, kommunale opgaver.

I en tid, hvor der kæmpes på ord om kriseløsninger, er Enhedslistens forslag de indlysende rigtige, hvis vi ser på, hvad der gavner de danske arbejdere. Men bag forslagene fra Enhedslisten og S-SF ligger også en forestilling om, at massive offentlige investeringer er en medicin, der kan kurere den kapitalistiske krise. Ideen er, at virksomhedernes overproduktion løser sig selv, mens det offentlige holder liv i velfærd og arbejderklasse via offentlige investeringer og heraf medfølgende jobskabelse.

Det grundlæggende problematiske i denne tankegang er, at den forudsætter, at kapitalismens krise kan løses via offentligt forbrug og tilpasning af den private produktion. Den første del er formuleret allerede i 1930‘erne af Keynes, som i modsætning til liberalisterne ikke mente, at markedet kan løse alt.

Til en vis grad kan offentlige investeringer afbøde effekten af krisen, fordi arbejderklassens forbrug ikke beskæres så kraftigt og dermed kan holde nogle hjul i gang. Men det var ikke Keynes’ økonomiske politik, som vendte krisen i 1930‘erne til voldsom økonomisk vækst fra 1945-1973. Det var derimod den grusomme 2. verdenskrig, der enten smadrede store dele af produktionsapparatet eller omdannede det til effektive samlebånd for krigsmateriel. Siden har det vist sig, at offentlige investeringer og jobskabelse kan afbøde kriser, men ikke løse dem.

Den anden forestilling på venstrefløjen er, at krisen alene skyldes overproduktion, og dermed kan løses ved at begrænse produktionen; fx ved at flytte den til offentlige opgaver. Men krisens årsager stikker endnu dybere. Marx analyserede allerede på sin tid, at kriserne var et udtryk for profitratens tendens til fald. Det betyder, at der bliver investeret stadig flere penge i teknologi og maskiner, mens det menneskelige arbejde fylder stadig mindre. Hermed skabes der mindre profit, fordi det kun er menneskets arbejde som skaber merværdi. Dette grundlæggende forhold har ført til krise på krise gennem kapitalismens historie, og det er også den vigtigste grundforklaring på den nuværende.

Bruger man Danmark som eksempel, så er et udtryk for dette den stadigt faldende vækst i arbejdsproduktiviteten. Fra 5.7 % i perioden 1967-1973, 3,5 % i 1974-1979, 2,9 % i 1980-1987, 1,7% i 1994-2000, 0,4 % i 2001-2007. Trods de på overfladen enorme profitter og en stadigt stigende omsætning, så dækker det over en faldende profitrate. Og det er her, forklaringen skal findes på, at kapitalen har søgt at maksimere sine penge via finansmarkederne fremfor de produktive markeder. Og det er i denne erkendelse at vi skal forstå at kapitalismens krise langt fra er overstået og dermed vores trængsler kun begyndt.

Naturligvis er offentlige investeringer i velfærd, byggeri og klimajob vigtige for os alle og ikke mindst for de, som er blevet arbejdsløse. Men vi skal ikke nære illusioner om, at det løser krisen.

Se også:
SAA 296: Det islandske Nej var et nej til at betale for bankernes spekulationer
SAA 296: Modstand mod nedskæringer

Flere artikler fra nr. 296

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Øk. kriser: 2000-

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2054 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside