Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 10
Pæne piger kan også strejke
Sara Andersen
Sara Andersen fulgte og interviewede sygeplejerskerne på Rigshospitalet under hele sygeplejerskernes konflikt i 2008. Hun beskriver her, hvordan strejken satte spørgsmålstegn ved den måde, sygeplejerskerne opfattede hele deres situation, også den kulturelle underordning af kvinder og den maskuline dominans.
Konflikten: Et kort rids
D. 16. april 2008 gik Sundhedskartellet og Fag og Arbejde (FOA) i strejke, siden fulgte pædagogerne i BUPL trop og nedlagde arbejdet 19. maj. Strejken, som var en af de mest omfattende inden for den offentlige sektor nogensinde, var startet. Over 75.000 offentlige ansatte gik i strejke over hele landet.
Dansk Sygeplejeråds (DSR) oprindelige krav var en lønforhøjelse på 15 % og nedsættelse af en ligelønskommission, og heraf udsprang hovedparolen “Ligeløn – det handler om vilje“. Danske Regioner afslog kravet og ville ikke give mere end de 12,8 %, som resten af den offentlige sektor havde accepteret.
For første gang var alle sygeplejersker i hele landet udtaget til strejke, og det blev den længste og mest omfattende strejke i sygeplejerskernes historie. Sundhedskartellets strejke betød i alt 372.516 aflyste operationer, heraf 141.456 i Hovedstaden. Trods massive rygter om et politisk indgreb undlod politikerne at gribe ind, og strejken varede frem til d.13. juni 2008, hvor der blev indgået forlig på 13,3 %, altså 0,5 % mere.
Pæne piger kan ikke strejke
Mange sygeplejersker havde ikke strejket før. De havde en ide om, at de var for ‘pæne’. Det var mænd, der kunne strejke. “Typiske mandefag“ blev beskrevet som dem, der kunne stille krav og konflikte. Kvinder var mere ’pussenussede’.
På trods af at sygeplejerskerne stod midt i en strejke, holdt mange af dem fast i, at de ikke kunne strejke. Den opfattelse blev dog udfordret i praksis. Strejken kom til at betyde, at de brød med det pæne, og aktionerne resulterede i en øget bevidsthed og stolthed om deres værd.
Sygeplejerskerne ville ikke længere acceptere deres rolle som pæne piger. De krævede at blive anerkendt. Bl.a. udtalte én af dem:
“Pludselig kan man se, jamen det jeg går og gør, det har en helt anden værdi. Det skal værdsættes, det skal anerkendes, og der skal løn på. Og det er utroligt, hvad der er af kommentarer fra patienterne, altså hvor de roser, ikke bare ‘de er søde sygeplejersker’, for det kan være ligegyldigt. Men at man er dygtige sygeplejersker, til det arbejde man gør.“
Radikalisering
4-5 uger inde i konflikten oplevedes en ændring i diskussionerne blandt sygeplejerskerne. Forhandlingerne var brudt sammen for anden gang, og sygeplejerskerne kom ikke nærmere på at opnå deres krav.
Frustrationen voksede, der blev stillet spørgsmålstegn ved strategien og rejst forslag om mere radikale kampskridt.
Kravene udviklede sig fra de umiddelbare krav om de 15 % til en generel utilfredshed med det eksisterende system og en søgen efter et alternativ. Ét markant forslag, som viste radikaliseringen blandt sygeplejerskerne, var forslaget om deponering af autorisationerne. Diskussionen var startet ude på afdelingerne og i uformelle netværk blandt sygeplejerskerne. Deponeringen blev aldrig iværksat, men diskussionen om mere kollektive kampskridt fortsatte.
Frustrationen og afmagtsfølelsen var udbredt blandt sygeplejerskerne. Flere udtrykte nærmest desperation over fx ikke at måtte sige deres arbejde op, idet kollektiv opsigelse ville være et kollektivt kampskridt.
Diskussionen blev udvidet til at være en diskussion om, hvorfor man ikke opsagde hovedaftalen. Diskussionen holdt ved længe og blev blandt andet holdt i live for at fange mediernes opmærksomhed, da disse ikke længere var interesseret i at dække ligelønsdans og cykelture. Det var nødvendigt at “rasle med sablerne“.
Men på mange måder var sygeplejerskerne stadigvæk ’pæne piger’, hvilket betød, at der på en og samme tid blev diskuteret deponering af autorisationer og opsigelse af hovedaftalen, mens der samtidig blev sejlet kanalrundfart med blomster og sunget og danset ligelønsdans på Rådhuspladsen.
Sygeplejerskerne blev også i høj grad af andre positioneret som pæne piger og mange sad med en følelse af ikke at kunne bryde med det billede. Én af dem sagde :
“Vi fik jo ikke noget imod os. Vi stod jo på gader, vi råbte og vi skreg, og vi har udsat 400.000 operationer og undersøgelser, og vi er stadig ’Ej, vi er jo sådan nogle pæne piger’. Så jeg har det sådan lidt, hvad er det, vi kan gøre? Kan vi farve kitlerne sorte, smide makeuppen eller hvad?“
Magtesløshed, den danske model og pressionsmidler
Overenskomstforhandlingerne foregik mellem DSR og Danske Regioner (DR), som blev italesat som arbejdsgiverne.
Men DR havde fået fastlagt et lønloft på 12,8 % af regionernes Lønnings- og Takstnævn. Det betød, at DSR ikke stod over for de reelle forhandlere. På den anden side bad DSR også politikerne om at blande sig udenom af respekt for den danske model.
Der kom som bekendt aldrig et regeringsindgreb, og Folketinget gik på sommerferie under konflikten.
Det stillede sygeplejerskerne i et dilemma: Hvad var deres pressionsmiddel? Når sygeplejerskerne nedlægger arbejdet, er det ikke sådan, at en arbejdsgiver som sådan taber penge.
Sygeplejerskernes eneste pressionsmiddel for at holde regeringen fra at gribe ind var befolkningens støtte, og derfor opførte de sig ‘pænt’; men hvordan kunne de så presse politikerne/regeringen til at imødekomme deres krav? De strejkende kvinders mulighedsrum var begrænset, og det fik flere af dem til at stille spørgsmålstegn ved strejkeretten i det offentlige.
På nogle måder blev strejken begrænset af, at sygeplejerskerne var så afhængige af befolkningens opbakning. De turde ikke tage radikale kampskridt, men samtidig kom de ikke nærmere deres mål.
Når de derfor aldrig rigtig kom ud over de ‘pæne aktioner’, og når DSR agiterede for at det skulle være pænt, er det i sig selv ikke et udtryk for kvindeundertrykkelse.
Det er mere et eksempel på, at sygeplejerskernes konflikt ikke foregik i et tomrum, men inden for en ramme i det kapitalistiske samfund (som fx aftalemodellen), der begrænsede dem.
Kvindekamp, fagkamp eller...?
DSRs fokus på egne medlemmer og italesættelsen af deres interesser som anderledes end andre faggruppers betød en splittelse mellem fagforeningerne – og dermed en svækkelse af kampen.
At rejse kravet om ligeløn som én faggruppe og ikke som en del af en kvinde- og klassekamp svækkede kampen for ligeløn og dermed også opgøret mod den mere generelle kvindeundertrykkelse.
I´m a changed woman
Forliget kom bag på de fleste og skabte en del frustration blandt sygeplejerskerne. Mange følte, at de var blevet hægtet af, da forliget pludselig blev indgået i al hemmelighed. Én af sygeplejerskerne fortalte umiddelbart efter forliget, at:
“Vi havde haft en rigtig god dialog, og den der frustration var blevet vendt til: ok, så planlægger vi en aktion til efterfølgende tirsdag. Der var rigtig god energi i det, og vi fik lavet aktion og knoklet løs og købte ting og sager. Så gik vi hjem og sagde, vi ses på mandag. Så mødtes vi ikke siden, så var det bare slut, og vi kunne ikke engang forberede os på, at nu var det slut, og nu skulle vi ikke se hinanden mere eller kunne følge op. Det var rigtig, rigtig mærkeligt“.
Hvis man kun kiggede på det konkrete resultat af strejken (0,5 %) som indikator på, om strejken skabte en udfordring af ligestilling mellem kønnene eller ej, så ville svaret være tvetydigt.
Men der kom mange andre ting ud af konflikten. Konflikten havde gjort sygeplejerskerne mere politiske. Som en af dem sagde:
“Dybest set er konflikt for at få nogle flere penge. Men så fordi, jo længere konflikten varede, jo flere ting kom der med ind, også fordi vi ikke syntes, at vi blev anerkendt, fordi vi løb panden mod en mur. Der var ikke nogen, der ville høre, og pludselig kan man se, der er nogen forbindelser til alt muligt andet. Vi blev mere politiske under konflikten. De synspunkter og holdninger, vi havde i starten, udviklede sig under konflikten.“
Sygeplejerskerne havde oplevet sig selv og hinanden gøre ting, de ellers aldrig havde troet. De havde en oplevelse af at have gjort en forskel, og strejken indgød en stolthed.
Strejken havde fået dem til at sætte spørgsmålstegn ved ting, de tidligere havde taget for givet.
Flere af dem gav udtryk for, at selvom det var en hård omgang, var de alligevel glade for, at den havde varet så længe, fordi det havde skabt mulighed for at diskutere ting, som de ikke snakkede om til hverdag, også på tværs af afdelinger og de andre hospitaler.
Strejken betød på den måde andet og mere end 0,5 % mere i lønningsposen. Det betød en øget bevidsthed og det betød, at de strejkende sygeplejersker pludselig satte spørgsmålstegn ved deres situation.
Artiklen bygger på et speciale omhandlende overenskomststrejken i 2008.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed