Socialistisk Arbejderavis
Nr. 296 – 25. marts 2010 – side 11
Hvorfor blev overenskomsterne så dårlige?
Peter Iversen
Det elendigste overenskomstresultat i mands minde! Sådan er der mange, der kommenterer udfaldet af dette års overenskomstforhandlinger på det private område.
Alle de væsentlige overenskomstkrav er enten blevet tilsidesat eller udhulet i en sådan grad, at champagnepropperne må springe blandt arbejdsgiverne.
Topforhandlerne ved årets overenskomstforhandling har været Thorkild Jensen fra Dansk Metal og Børge Frederiksen fra 3F. Thorkild Jensen er i en sådan grad sovset ind i samarbejdet med arbejdsgiverne, at man kan have svært ved at se og høre, at han skulle repræsentere arbejdernes side. Når han åbner munden, lyder det til, at arbejdsgivernes ve og vel ligger ham mere på sinde end arbejdernes.
Hvad blev så det magre resultat?
- Intet reelt værn mod social dumping. Det vil stadigvæk være muligt at omgå danske overenskomstvilkår for udenlandsk arbejdskraft.
- Intet reelt gennembrud for ligeløn. At der nu bliver aftalt oprettelse af et ligelønsnævn er ren glasur, når der ikke samtidigt pålægges den enkelte arbejdsgiver på grundlag af kønsopdelte lønstatistikker at dokumentere, at der ikke finder forskelsbehandling sted.
- Skifteholdsarbejderne blev atter engang skoldet. Natarbejderne vil få at vide, hvordan de bedre kan sove, når de kommer hjem fra arbejde. Arbejdsgiverne får vetoret, så de kan forhindre, at skifteholdsarbejdere kan konvertere skifteholdstillæg til frihed.
- Forhøjelserne af overenskomstens satser er så små, at de næppe kan følge med den almindelige prisudvikling.
- Mange tusinder af funktionærer fra HK må stadigvæk leve med, at overenskomsten ikke gælder for dem, på grund af at 50 %-reglen ikke blev fjernet. Det betyder blandt andet, at de ikke har samme barselsrettigheder som andre, at de ikke har barnets første sygedag, at de ikke har feriefridage og at de ikke får arbejdsmarkedspension.
Det mest positive man kan sige om overenskomstresultatet er, at overenskomstperioden er sat ned til to år.
Hvorfor er det gået så galt? Presset har simpelthen ikke været stor nok på topforhandlerne. Krisen har gjort sit til at svække kampgejsten. Den stigende arbejdsløshed og massefyringer har virket passiviserende. Alt for mange bøjer nakken og håber, at deres arbejdsplads bliver reddet, frem for at gå i offensiv for at få gennemført krav der batter noget.
Der er intet mærkeligt i, at arbejdsgiverne forsøger at vælte krisens byrder over på arbejdernes skuldre. Det ses på mange arbejdspladser, hvor ansatte bliver udsat for krav om lønnedgang og i det hele taget forringede forhold.
Men det bider sig selv i halen. Sætter man lønnen ned, forringes købekraften, og dermed rammes virksomhederne og samfundet som helhed af forøget ledighed.
Topforhandlere som Thorkild Jensen får frihjul til at indgå en billig overenskomst, hvis de ikke pustes i nakken ude fra arbejdspladserne.
Hvad, der er brug for, er en arbejderklasse i offensiv. En, der ikke passivt accepterer, at løn- og arbejdsforhold udhules. Der ikke accepterer, at topforhandlerne indgår meningsløse forlig med arbejdsgiverne.
Der er brug for at vende udviklingen. Derfor skal der mobiliseres for et Nej til det rådne overenskomstresultat. Kun gennem en storkonflikt kan vi få et forbedret resultat.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed