Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 3

Det mener vi

Venstrefløjen må opbygge sin egen styrke

Et rent arbejderflertal af S, SF og Enhl. har for første gang i meget, meget lang tid flertal alene i meningsmålingerne. Det giver drømme om en politik til gavn for arbejderklassen. Men når man vågner op til den politiske virkelighed, opdager man, at S og SF’s politik betyder mere arbejde, ikke drømme.

Et kig ud over Europa ødelægger drømmen totalt. I Grækenland er det en socialdemokratisk regering, der fører nedskæringspolitik. I England tabte Labour valget i maj efter mere end ti års nedskærings- og krigspolitik. Det samme skete for SPD i Tyskland i 2009.

Eksemplerne viser, at de gamle arbejderpartier i høj grad har mistet forbindelsen til de arbejdere de repræsenterer. Og at de er villige til at sælge ud for at tilgodese konkurrenceevnen og deres eget lands borgerskab.

Når Helle og Villy har fået klistret ministertaburetten på røven, vil de sidde i den samme position, med den samme krise og med loyalitet over for det samme system. Derfor vil nedskæringerne fortsætte også under S og SF.

Magthaverne i offensiven

Samtidig med dette har magthaverne rundt om i Europa blæst til offensiv og angreb. Deres angreb vil betyde massiv lønnedgang, højere arbejdstid og fattigdom. I sådan en situation skal vi som venstrefløj selvfølgelig stå sammen med S og SF i kampen for at få væltet den borgerlige regering.
Men venstrefløjen må stoppe sin betagelse af fjolletinget og begynde at se realiteterne i øjnene: Der er massive angreb på arbejdernes forhold i Europa. Grækenland er en prøveklud for hvor langt de kan gå.

Arbejderklassens alternativ ligger ikke i 90 mandater, der vil administrere en kriseøkonomi. Vores alternativ starter med LO’s demonstrationer til forsvar for velfærden. Men det vil desværre kun være en teaterhær vi vil se på gaden. Demonstrationerne vil forhåbentlig blive store, men lederskabet ønsker ikke den konfrontation som står foran os eller er forblændet af taburetterne på Christiansborg.

Den del af venstrefløjen, som har set skriften på væggen, må gå sammen om at opbygge netværk der kan gå ind og slås om retningen for den velfærdsbevægelse, der med stor sandsynlighed vil eksplodere over hele Europa.

Det første slagsmål om retningen er: Skal vi have flere demonstrationer – og strejker – eller skal vi bare gå hjem og vente på et valg?

Bevægelse fra neden

Vi skal nedbryde de kunstige skel, som forhindrer os i at stå sammen på tværs af faggrupper. Vi skal slås for at der aldrig er en strejke der står alene.

Vi skal ikke kun kæmpe en faglig og økonomisk kamp, men også en politisk og ideologisk. Borgerskabet forsøger at splitte os med kvindeundertrykkelse, nationalisme og racisme. Derfor er det ikke kun LO’s demonstration der er vigtig, men også Bedsteforældre for Asyls antiracistiske demonstration den 17. juni.

Socialisters opgave er at rejse perspektivet om en bevægelse fra neden, der vil kæmpe til vi vinder. Krisen har sat alting på spidsen. Magthaverne vejrer morgenluft og vil fortsætte angrebene. Men samtidig har millioner af arbejdere verden over fået øjnene op for, hvad det er for et angreb på deres liv og fremtid som er i gang.

Vi må kræve, at protesterne fortsætter, og at de udvides. Vi må rejse diskussionen om næste skridt på arbejdspladser og uddannelsessteder. Og vi må bygge stærkere revolutionære partier da det er vores bedste redskab til at ændre en verden med krise, krig, islamofobi og klimakatastrofe.

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 298

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Alternativer til Fogh

Siden er vist 2451 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside