Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 10
Kampen for kortere arbejdstid er en grundpille i arbejderbevægelsen
Peter Iversen
Kampen om arbejdstidens længde har altid været afgørende for arbejderbevægelses. Når S og SF vil have højere arbejdstid, står de sammen med arbejdsgiverne mod arbejderne.
I starten var det kampen for at opnå en 8 timers arbejdsdag, der i den unge arbejderbevægelse var omdrejningspunktet. Da sejren for den 8 timers arbejdsdag i 1919 i kølvandet af truslen fra den russiske revolution blev vundet for den danske arbejderbevægelse, blev arbejdstidskampen fortsat med krav om yderligere nedsættelser og med krav om indførelse af ferie.
Hvor arbejderne altid har haft en interesse i at “erobre“ fritid, de kunne bruge på sig selv og deres familier, så har arbejdsgiverne modsat altid drømt om at skabe større overskud eller profit ved at udnytte og udbytte arbejdskraften så længe som muligt. I lande, hvor der ingen rettigheder er for de ansatte, hvor statsmagten er arbejdsgivernes suveræne redskab, kan man se, hvor galt det kan gå. I Saudi Arabien findes der således fabrikker med arbejdere importeret fra fattige asiatiske lande, hvor der arbejdes dagligt i 2 skift hver af 12 timer og 7 dage om ugen. Altså en 84-timers arbejdsuge. Til gengæld har de ansatte heller ikke ferie. Det er arbejdsgivernes drøm om den ultimative udnyttelse af arbejdernes tid.
I princippet er der to måder, hvorpå arbejdsgiverne kan presse mere arbejde ud af sine ansatte. Arbejdsgiveren kan forlænge arbejdstiden eller han kan øge arbejdstempoet. I mange år har fokus været rettet mest af alt på at få øget arbejdstempoet. Arbejdstiden er normalt en let målelig størrelse. Det fortones, når man taler om hjemmearbejdspladser, der vinder mere og mere frem, men ellers er arbejdstiden let at måle i timer og minutter. Arbejdets tempo derimod er sværere at måle. Det er svært at måle, hvor hårdt de ansatte går til den i arbejdsgiverens tjeneste. Men det stigende antal danskere, der rammes af stress og udbrændthed er et udtryk for, at arbejdstempoet er blevet skruet gevaldigt op.
Tilbage i 1870’ernes Danmark i arbejderbevægelses absolutte ungdom var der ingen generelle reguleringer af arbejdstiden. Det var meget normalt at starte kl. 6 om morgenen og arbejde til kl. 19 eller 20 om aftenen, dog med indlagt et par timers pauser. En arbejdsdag kunne blive på 11-12 timer, og det var 6 dage om ugen. Lørdag var en normal arbejdsdag, kun søndagen var fridag. I 1872 havde vi den første registrerede arbejdskamp om arbejdstidens længde i dansk arbejderbevægelses historie, da Murersvendeforeningen forsøgte at reducere arbejdstiden fra dagligt 11 til 10 timer, men kampen blev tabt.
I den unge arbejderbevægelse var man i stand til at bruge omgangsskruen, dvs. lade arbejdspladser på skift strejke for bedre løn- og arbejdsforhold. Hen ad vejen fik man på arbejdsplads efter arbejdsplads reduceret arbejdstiden. I 1884 havde kun 40 pct. af de københavnske arbejdere en daglig arbejdstid på 10 timer eller mindre. I 1899 var tallet øget til 80 pct.
Da arbejderbevægelsen i 1890 startede med at fejre 1. maj, den internationale arbejderbevægelses kampdag, var det med kravet om at indføre en 8 timers arbejdsdag. At afholde 1.maj var besluttet på 2. Internationales kongres i Paris 1899 og i 1890 blev 1. maj verden over brugt til at markere kampen for en 8 timers arbejdsdag. Således også i Danmark, ikke kun i København, men landet over.
8 timers kravet kunne samle arbejderne på verdensplan. Herhjemme blev kravet formuleret som et krav om 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile, hvor symbolet blev tre ottetaller ofte viklet ind i hinanden. År efter år blev 1. maj brugt til at mobilisere for kravet.
Men der skulle mange kampe til, før den daglige arbejdstid kom ned på 8 timer. Først i tiden ved 1. verdenskrigs afslutning stod arbejderbevægelsen i Danmark så stærkt, at der for alvor kunne komme resultater. Det var en tid, hvor revolutioner rystede samfundene, især i Rusland og i Tyskland. Den revolutionære bølge skvulpede også til Danmark, og i sommeren 1918 startede de københavnske byggefag en direkte aktion, hvor murere, tømrere, jord- og betonarbejdere m.m. om lørdagen pakkede sammen allerede kl. 12 og gik hjem. Det var overenskomststridigt, og der blev givet så store bøder i Den faglige Voldgiftsret, at muresvendenes fagforening simpelthen gik fallit og måtte gendannes under et nyt navn.
Det lykkedes ikke byggefagene selv at gennemføre kravet, men ved overenskomstforhandlingerne i januar 1919 lykkedes det De Samvirkende Fagforbund, som LO hed dengang, at få et resultat hjem, der betød en nedsættelse af den daglige arbejdstid til 8½ time. Stemningen i arbejderklassen var til mere nedsættelse, og metalarbejderne og byggefagene stemte forhandlingsresultatet ned, hvad der betød konflikt for de grupper. Arbejdsgiverne måtte til sidst bøje sig og acceptere, at en 8 timers arbejdsdag blev indført.
Derefter stod den ugentlige arbejdstid fast på 48 timer i mange årtier. Dog lykkedes det at få indført ferie. I 1936 kommer den første ferielov, der betød at arbejdere fik ret til 2 ugers ferie med løn. Det var på et tidspunkt, hvor den danske fagbevægelse stod stærkt og Stauning var statsminister, men også en tid, hvor en venstrefløj til venstre for Socialdemokratiet i form af kommunisterne var blevet en udfordring for socialdemokraterne i fagbevægelsen.
Efter 2. Verdenskrig pressede fagbevægelsen igen på for at få nedsat arbejdstiden. I 1947 var der således en lang typografstrejke, hvor man strejkede for at få den ugentlige arbejdstid nedsat fra 48 timer til 44 timer. Men strejken led nederlag.
I midten af 1950’erne forsøgtes det igen at reducere arbejdstiden. Det var et hovedkrav ved forhandlingerne i 1956, der endte i storkonflikt, og hvor en socialdemokratisk ledet regering greb ind og ophøjede et mæglingsforslag til lov for at stoppe konflikten. Det førte til voldsomme protester, strejker og store demonstrationer, og Socialdemokratiets greb om fagbevægelsen blev alvorligt rystet. Også arbejdsgiverne var rystede, og ved forhandlingerne i 1958 aftaltes der derfor en reduktion af den ugentlige arbejdstid fra 48 til 45 timer over de næste tre år.
Kravet var nu at få lørdagsfri, dvs. indførelse af en 40-timers arbejdsuge. Efter flere arbejdskampe i løbet af 1960’erne og 1970’erne og efter flere trinvise nedsættelser af arbejdstiden, lykkedes det i 1974 at få indført 40-timers arbejdsuge. Den rigtige weekend var indført.
I 1980’erne voksede en kampagne frem for indførelse af 35-timers arbejdsuge, et krav der fik stor opbakning og betydning for storkonflikten og påskestrejkerne i 1985, hvor arbejdstidsreduktionen var hovedkravet. Også i 1985 endte det med et regeringsindgreb, men førte alligevel til at arbejdsgiverne fra 1986 til 1991 måtte acceptere en glidende reduktion ned til de 37 timer, vi har i dag.
Det sidste store slag om arbejdstiden kom i 1998, da et mæglingsforslag blev stemt ned, og der udbrød storkonflikt, hvor kravet var gennemførelse af den 6. ferieuge. Efter atter et regeringsindgreb blev den 6. ferieuge gradvist indført i årene derefter.
Kampen om arbejdstiden er principiel. Arbejdsgiverne forsøger at udnytte deres produktionsapparat mest muligt, og det har så også betydet, at flere og flere må arbejde på skiftehold døgnet rundt. Ligesom der er flere og flere, der arbejder i weekenderne. Men at arbejde på de såkaldte skæve arbejdstider, ikke mindst om natten, slider på helbred og familieliv. Derfor har der ved de seneste overenskomstforhandlinger været krav om specielt at gøre noget for skifteholdsarbejdere, uden at det dog er kommet til et gennembrud.
I krisetider med arbejdsløshed er det oplagt at kræve, at arbejdet bliver fordelt på flere hænder, så ledige kan komme i arbejde. Men i dagens Danmark og dagens Europa er det ikke det, der sker. Fagbevægelsen har været sovset ind i klassesamarbejde, og herhjemme manes der et billede frem, at om føje år vil der komme mangel på arbejdskraft på grund af befolkningens alderssammensætning.
Kampen om arbejdstiden er derfor i øjeblikket mere defensiv, et spørgsmål om først og fremmest ikke at risikere forringelser, hvor arbejdsgiverne får presset arbejdstiden op igen. Arbejderbevægelsens historie viser, at når arbejderklassen står stærkt og kæmper, kan det gennemtvinge resultater med nedsættelse af arbejdstiden. Omvendt vil en svag arbejderbevægelse kunne udsættes for pres, også på arbejdstiden.
Med det pres, der er på arbejdsliv og familieliv, fordi produktionsapparatet bliver udnyttet maksimalt gennem tempoopskruning og skifteholdsarbejde, er der stadigvæk god grund til, at arbejderklassen på ny vil kæmpe for at få reduceret arbejdstiden. At sætte arbejdstiden op, vil kun gøre ondt værre.
Billedtekst:
I 1980’erne voksede en kampagne frem for indførelse af 35-timers arbejdsuge, et krav der fik stor opbakning og betydning for storkonflikten og påskestrejkerne i 1985, hvor arbejdstidsreduktionen var hovedkravet.
Se også:
SAA 298: S-SF: Forandringer og løsninger – men unfair
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed