Socialistisk Arbejderavis
Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 12
Latinamerika
Modstand mod kapitalismen
Dennis Strøm Petersen
I det seneste årti har Latinamerika været et centrum for modstand mod kapitalisme, neoliberalisme og USA’s imperialisme. Internationalt har især Venezuela og Bolivia fanget både magthavernes og antikapitalisters opmærksomhed.
I ’70erne og ’80erne var Latinamerika udsat for den mest aggressive kapitalisme og under brutal imperialistisk kontrol fra USA.
Efter den kolde krigs afslutning, blev USA’s strategi overfor Latinamerika justeret en smule. Den direkte militære indsats blev nedtonet og i stedet er der siden blevet lagt mere vægt på økonomiske pressionsmidler bl.a. gennem Verdensbanken og IMF, som krævede stram neoliberalistisk politik til gengæld for lån. Denne politik forarmede blot landene yderligere og ramte især de fattigste.
Det forøgede økonomiske pres og sociale ulighed, har i høj grad været med til at tænde gløden til sociale oprør og udenomsparlamentariske bevægelser i Latinamerika. De første store kampe brød ud i Chiapas, Mexico i 1994. I 1999 startede kampe mod privatisering af vandforsyningen i Bolivia, og en bred bevægelse af fattige, arbejdere og oprindelige folk, som senere i 2003 og 2005 væltede neoliberale præsidenter og i 2006 bragte Evo Morales til magten. I dag er der demokratisk valgte venstre eller centrum-venstre regeringer i Uruguay, Chile, Paraguay, Brasilien, Bolivia, Ecuador, Venezuela og Nicaragua.
I eksempelvis Brasilien, Chile og Nicaragua er der sket et lille ryk til venstre, men helt tydeligt ikke et brud med det kapitalistiske system – og knap nok med neoliberalismen.
Derimod står Evo Morales i Bolivia og Hugo Chavez Venezuela både for mange på venstrefløjen som repræsentanter for et markant brud med kapitalismen. I begge lande har der været massive og radikale folkelige protestbevægelser, der har ønsket et opgør med neoliberalismens hærgen. I Venezuela var det bevægelserne, der i 2002-03 forsvarede Chavez mod kapitalisternes USA-støttede kupforsøg og nedlukning af produktionen. Bevægelsernes og protesternes omfang og styrke har betydet at både Morales og Chavez har holdt sig til en stærkt antikapitalistisk retorik. Der har også været en række gode tiltag i begge lande: en række helt eller delvise nationaliseringer og, især i Venezuela, forbedringer i undervisning, sundhed og arbejdervilkår.
I ingen af de to lande kan man dog tale om et endeligt opgør med kapitalismen, ej heller er det forestående, hvis ansvaret overlades til de to præsidenter og deres partier. De gør en ihærdig indsats for at modarbejde USA’s indflydelse i regionen, og de er begge modstandere af den neoliberale version af kapitalisme. Men Chavezs, Morales og deres partier har i høj grad kanaliseret bevægelsernes kamp og revolutionære energi i en parlamentarisk retning. De to socialistiske partier sidder nu på den formelle magt, men de regerer fortsat på toppen af det gamle kapitalistiske statsapparat og bureaukrati, og den gamle herskende kapitalistklasse kontrollerer stadig i vidt omfang jord og virksomheder. Snarere end socialisme kan man tale om en moderat statskapitalisme, med øget statslig regulering af markedet og økonomien, men altså ikke demokratisk arbejderkontrol.
I store dele af befolkningerne har der da også gennem lang tid været utålmodighed og vrede over udviklingens tempo. Ikke nok med at det går langsomt med de sociale reformer, har der også været statslige og militære indgreb mod arbejdere, der har kæmpet og strejket for bedre forhold.
Skal det seneste årtis venstreskred i Latinamerika udvikle sig til reelt at blive en bevægelse hen imod socialisme, synes en af de vigtigste udfordringer lige nu at være, at en større del af befolkningerne dropper den blinde tiltro til deres parlamentariske ledere og fortsætter den folkelige kamp som den reelle rod til de positive forandringer, der er sket i verdensdelen.
Billedtekst:
I Venezuela var det bevægelserne, der i 2002-03 forsvarede Chavez mod kapitalisternes kupforsøg
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed