Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 298 – 2. juni 2010 – side 15

Filmanmeldelse

Food, Inc.

Jonathan Højgaard + Helle S Nielsen

Robert Kenners nye film ønsker at belyse, hvad der ligger under overfladen i den amerikanske fødevareindustri, som ellers ynder at fremstille sig selv som om tiden stort set har stået stille siden det 19. århundredes landbrug – som et sted hvor små landmænd lever i idyllisk pagt med naturen.

Dette er naturligvis langt fra sandheden, og filmens fokus går på hvordan vi som forbrugere bevidst fremmedgøres overfor, hvordan vores mad egentlig produceres og hvilke konsekvenser et kommercielt marked har for den mest basale del af menneskers overlevelse.

En amerikaner indtager gennemsnitligt over 90 kg kød om året, alligevel har USA i dag kun 13 slagterier. Effektivitet er kodeordet – dyrplageri, tvivlsomt kød og dårlige arbejdsforhold er resultatet. De fire største virksomheder inden for kødproduktion i USA sidder på 80% af markedet og deres leverancer stammer fra avancerede industrilandbrug “ejet“ af farmere, som typisk har lånt en halv million dollars for at få den nødvendige teknologi.

Farmerne står lavt i hakkeordenen, men under dem står underbetalte latinamerikanere. Fælles for de to grupper er, at deres arbejdsforhold er sundhedsskadelige og psykisk belastende. Derfor er det desværre ingen overraskelse, at giganter som Tyson ikke tillader, at der filmes fra farmene, hvor dyr og mennesker i bogstavelig forstand står i lort til knæene.

Hos slagteriet Smithfield udnyttes illegale indvandrere fra Mexico i stor stil som billig arbejdskraft. Hver dag henter politiet omkring 15 af disse medarbejdere, men uden at det nogensinde får konsekvenser for de ansvarlige – eller for produktionen. Et vanvittigt hykleri fra statens side, hvor sammenhængen mellem udbytning og racisme virkelig konkretiseres.

Filmen påpeger også, hvordan industrialiseringen af fødevareproduktionen har sine rødder i 30‘erne, hvor McDonald’s startede drive-in konceptet, som havde hentet inspiration hos Henry Fords samlebånd.

Kenner undgår et stykke hen af vejen at falde i den forbrugeristiske pegefingersuppe, da filmen undervejs har et stærkt fokus på, hvad den nuværende fødevareproduktion gør ved arbejderne og forbrugerne, som ofte kun har råd og tid til de usunde produkter. Når hamburgere er billigere end broccoli, tvinges den fattige familie til at gøre deres madindkøb i burgerbarens drive-in frem for supermarkedets grøntafdeling. Konsekvenserne er en indkomstafhængig fedme- og diabetesepidemi, som så igen føjer medicin-udgifter til det i forvejen stramme budget.

Alt i alt en skarp og saglig kritik af kapitalismens fødevareproduktion, som dog imod slutningen kammer over i en lettere blåøjet forbrugerisme, som hylder forbrugerens valg og dettes potentiale – selvom filmen i sin dækning af almindelige menneskers leveforhold giver en glimrende forklaring på, hvorfor det er en både urealistisk og uønskeligt individ-baseret strategi i kampen imod et system som spiller hasard med både mennesker, dyr og kloden som sådan.

Food, Inc.
USA 2008, 94 min.
Instrueret af Robert Kenner

Flere artikler fra nr. 298

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Mad

Se flere artikler af forfatter:
Jonathan Højgaard
Helle S Nielsen

Siden er vist 2155 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside