Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 299 – 15. juli 2010 – side 15

Septemberforliget 1899

Den store kamp

Freddie Nielsen

40.000 fagorganiserede arbejdere i konflikt. Det lyder måske ikke særlig voldsomt, men hvis vi så siger: Året er 1899, stedet er Danmark og det samlede antal medlemmer organiseret under DsF (De samvirkende Forbund (LO)) kun var godt 70.000, så har vi ikke bare den første landsdækkende arbejdskamp i Danmark, men også den hidtil største i Europa.

Mange har måske hørt om Septemberforliget og den store kamp, men hvad var omstændighederne omkring konflikten, og hvad betød resultatet?

Først må vi slå fast at det drejede sig om en lockout. Det var arbejdsgiverne der var i offensiven og havde udelukket arbejderne fra deres arbejdspladser.

Fra midten af 1880erne og langt ind i 1890erne var der et industrielt opsving i Danmark, som arbejderklassen var i stand til at udnytte via det man dengang kaldte omgangsskruen – det at man strejkede arbejdsgiver for arbejdsgiver – hvilket førte til højere lønninger.

I sidste halvdel af 1890erne begyndte arbejdsgiverne at slå igen med lockout, men lockout virksomhed for virksomhed var mindre effektivt end omgangsskruen. Arbejdsgiverne havde godt nok samlet sig i DA (Dansk Arbejdsgiverforening) i 1896, men de var ikke enige. Én fløj mente man havde brug for faglige ledere der kunne forpligte medlemmerne, mens en anden mente man skulle slå hårdt ned indtil fagforeningerne var smadret.

Så sent som januar 1899 nægtede jernindustriens ledere, i forbindelse med en strejke på Titan, at forhandle med smedeforbundet fordi: “en fabrikant måtte selv afgøre, om han kunne betale denne eller hin pris for et bestemt arbejde“.

Det blev dog den mere fremsynede linje der vandt, de der ønskede en velorganiseret fagbevægelse at forhandle med. Deres problem var bare af DsF og forbundene ikke havde ordentligt styr på deres medlemmer, der lokalt ofte handlede ikke bare i modsætning til arbejdsgiverne, men også til fagtoppen. Så først skulle fagbevægelsen – ikke smadres – men sættes på plads, og det mente man i arbejdsgiverkredse, krævede et stort samlet slag. Den spredte lockout virkede ikke og et af argumenterne omkring at opbygge DA, var faktisk behovet for generallockout.

Lejligheden bød sig i foråret 1899, hvor snedkerne i 7 jyske byer nægtede at godkende de aftaler, deres forbundsledelse havde indgået. DA slog til og lockoutede byggefagene og jernindustrien. Den 24. maj blev 30.000 arbejdere kastet på gaden, og siden blev lockouten udvidet til at omfatte ca. 40.000, da den var på sit højeste. Også tidsmæssigt var det en kamp af dimensioner, 16 uger varede den, før den sluttede i september. Og en bitter kamp blev det.

Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunne for at få udenlandske arbejdsgivere til at nægte at ansætte danske arbejdere så længe konflikten løb. Det havde en vis effekt, især i Nordtyskland, men opgørelser i juli viser at 15.000 af de udelukkede havde fået arbejde i udlandet eller hos uorganiserede arbejdsgivere i Danmark.

I virkeligheden gav DAs politik måske bagslag, på den måde at det internationaliserede konflikten, og gjorde det lettere at samle støtte blandt arbejdere i andre lande. Det efterlader dog stadig 25.000 der skal understøttes, så vi taler om anseelige beløb. En endelig opgørelse findes ikke, men formentlig kom 1/5 fra udlandet, så det store træk tog den danske arbejderklasse.

På trods af omfanget var der påfaldende roligt. Politiet erklærede bagefter, at det intet steds havde foretaget udrykning eller optaget rapport i forbindelse med kampen. Man må nærmere sige at kampen blev ført lidt for roligt. DsF gjorde intet for at udvide kampen. SDs formand P. Knudsen og forretningsudvalget gik stærkt imod kræfter i fagbevægelsen, der ville inddrage transport og andre samfundsvigtige områder. Og siden har Borgbjerg indrømmet, at der i arbejderklassen var en udbredt stemning for at slå igen med generalstrejke og offensive krav.

Men DsF-toppens indsats gik på at undgå den slags, og få skabt forhandlingsmuligheder med arbejdsgiverne. Hvad var det så DA krævede? De opstillede 8 krav for at afblæse lockouten, hvor de vigtigste var:

Hovedorganisationerne skal kunne indgå aftaler på underorganisationernes vegne og være ansvarlige for deres overholdelse.
Arbejderorganisationerne skal fuldt ud anerkende arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.
Fastlønnede formænd og arbejdsledere må ikke optages om medlemmer af arbejderorganisationerne. Opsigelsestiden for overenskomster fastsættes til 1. januar med tre måneders opsigelse.

At konflikten varede næsten 4 måneder, kunne tyde på en uløselig skyttegravskrig, og sådan må det vel også betegnes. Ikke mindst gik det hårdt ud over de udelukkede arbejdere, alt hvad der kunne omsættes var efterhånden stampet på lånekontorerne, og mange havde næppe klaret sig uden familien på landet og enkelte venligtsindede udlejere.

Og uløselig var den vel også, for så vidt som at DsF nægtede at sætte hårdt imod hårdt, men selvfølgelig var der kontakter mellem parterne. Repræsentanter for det liberale borgerskab med bankdirektør Heide, borgerrepræsentationsformand Trier og vekselerer Bing i spidsen, gik i gang med et mæglingsforsøg.

Sådan fremstod det i det mindste, men d’herrer Jens Jensen (DsF formand) og Niels Andersen (DA formand), var jo ikke helt uvant med at mødes og lave aftaler. I 1910 skrev Niels Andersen i Arbejdsgiveren: “Jeg alene har ansvaret, da jeg alene med hr. J. Jensen har ført forhandlingerne om forligets affattelse, det var nemlig først ved den endelige formelle redaktion, at de tre herrer Bing, Heide og Trier blev anmodet om at komme til stede, dels fordi det havde vist sig vanskeligt at blive enige om forslagets formelle affattelse, og dels, fordi vi også af andre grunde fandt det formålstjenligt, at forslaget kom til at foreligge i form af et mæglingsforslag fra udenforstående.“

Så kan man jo spørge, hvad der mon siden er foregået bag de lukkede døre ved forhandling efter forhandling. Resultatet blev siden kendt som Septemberforliget, hvis hovedindhold kan sammenfattes i tre punkter:

1. DA anerkender fagforeningerne som arbejdernes organisationer, og omvendt anerkender DsF arbejdsgivernes organisationer.

2. Overenskomst-systemet institutionaliseres med faste (omstændelige og langtrukne) regler for såvel opsigelse af aftaler som for varsling af konflikt. Og der indføres fredspligt i overenskomstperioden, altså forbud mod strejker og lockout.

3. DsF anerkender “arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft“.

På overfladen kan forliget virke fair, tilsyneladende deles sol og vind lige, og man anerkender hinanden. I Socialdemokratiets 50 års jubilæumsskrift, konkluderer Emil Wiinblad da også: “Men arbejdskøberne kunne ikke føre kampen til ende. De måtte nøjes med en akkord, et kompromis, der anerkendte fuld ligestilling af arbejdernes og arbejdskøbernes organisationer ...“ Men så enkelt er det altså ikke.

Først og fremmest betyder anerkendelse, at arbejde og kapital skal opfattes som to ligeværdige parter, men dels har arbejdsgiverne under de aktuelle forhold, gennem deres økonomiske magt, den totale magt. Og dels er det sådan, at mens arbejdsgiverne ikke kan producere uden arbejdere, så behøver arbejderklassen ingen arbejdsgivere.

I virkeligheden anerkendte DsF sit ansvar for at være med til at sikre kapitalismens overlevelse. Hvor ovennævnte kritik måske ikke er af større praktisk betydning her og nu, så er de stive regler omkring overenskomstfornyelser og fredspligten af umiddelbar betydning. Mens arbejdsgiverne har mulighed for at forberede sig op til udløbet af en overenskomst, så betyder ledelsesret og fredspligt, at arbejderne omvendt ingen mulighed har for f.eks. at modvirke, at der opbygges lagre forud for en mulig strejke.

Alt i alt vil det sige at Septemberforliget fratager arbejderklassen sine muligheder for (med fagforeningerne i ryggen) at slå til, når lejligheden til at vinde er gunstig. Men ikke desto mindre vil det være forkert at sige, at arbejdsgiverne var de eneste vindere. Ud over at der kan være en sandhed i at Septemberforliget (så længe arbejdsgiverne overholder det) yder svage faggrupper en vis beskyttelse, så var fagbureaukratiet den store sejrherre. Dets uundværlighed som mæglere mellem arbejde og kapital blev kraftigt cementeret.

Flere artikler fra nr. 299

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
DK Historie: Indtil 1900
Faglig kamp før 1900

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 3329 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside