Socialistisk Arbejderavis
Nr. 300 – 12. august 2010 – side 11
Viva viva Palæstina
Mette Hermansen
Natten mellem den 31. maj og 1. juni i år angreb Israel et nødhjælpsskib med forsyninger på vej til Gaza. Ni mennesker blev dræbt, og verdensomspændende protester rejste sig allerede dagen efter. Spørgsmålet er, om angrebet for alvor har udfordret Israels position i det internationale samfund, samt dets tætte forhold til både Tyrkiet og USA.
International modstand
Adskillige øjenvidner har berettet om, hvordan skibet blev beskudt fra luften, før den egentlige invasion startede. Dette gennemhuller Israels argument om at have handlet i selvforsvar, og udstiller angrebet som det, det var: En koldblodig henrettelse af ni frivillige nødhjælpsarbejdere.
Hændelsen medførte forargelse og demonstrationer i en lang række byer verden over med en ting til fælles: et slogan om at boykotte Israel og få ophævet blokaden af Gaza.
I Cairo udgjorde især ét slogan en klar udfordring til Mubaraks regime: “Ned med Mubarak! Ned med muren!“ – en reference til muren på grænsen mellem Egypten og Gaza, der blev rejst efter ordre fra Mubarak og finansieret af USA.
En sammenkædning mellem Egyptens leder og Israels undertrykkelse er aldeles ubelejlig for et regime, som i årevis har kæmpet mod sin befolkning for at kvæle strejker og industrielle konflikter, og som står over for en forenet opposition ved det kommende parlamentsvalg senere i år. Mubarak valgte som følge heraf midlertidigt at åbne grænsen til Gaza.
Men det er ikke kun offentligheden i diverse lande, der har fordømt og kritiseret Israels angreb. Både Israels tætteste allierede i Tyrkiet og USA tager voldsomt afstand fra hændelsen, og også selv de mest fremtrædende israelere er bekymrede for Israels position i det international samfund efter angrebet. Ifølge Meir Dagan, chef for Israels efterretningstjeneste, Mossad, “skifter Israel gradvist fra at være en fordel for USA til at være en byrde.“ Israel er fortsat en afgørende brik for USA, men så klar tale belyser alvoren i de problemer, Israels overdrevne brutalitet og opførsel i Mellemøsten forårsager.
Alliancen med Tyrkiet truet
Tyrkiet og Israel har i årevis haft tætte diplomatiske og militære forbindelser, bl.a. på baggrund af Tyrkiets anerkendelse af Israel som en legitim stat. De to lande har en aftale om fælles anskaffelse af hardware, fælles våbenproduktion, uddannelse af militært mandskab samt adgang til hinandens efterretningstjenesters oplysninger.
Tyrkiet og Israel udgør et profitabelt makkerskab internationalt. Tyrkiet har brug for en kilde til high-tech militærudstyr for at kunne opretholde sin militærindustri, og Israel er afhængig af et vestligt marked for at kunne afsætte netop dette udstyr. Tyrkiet, som sjældent anerkendes som en del af Vesten, får således en stærk allieret i Washington og kan derigennem differentiere sig fra andre muslimske lande, og Israel, som af de fleste mellemøstlige lande ikke accepteres som en legitim stat, står knapt så alene i regionen.
Det tyrkisk-israelske forhold er dog kun blevet forværret efter Israels invasion af Gaza i december 2008. Angrebet skabte splid mellem Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, og hans islamiske regeringsparti på den ene side og Israels daværende præsident, Shimon Peres, på den anden.
Angrebet på flotillen pustede voldsomt til det i forvejen anstrengte forhold – blandt andet fordi størstedelen af de døde og sårede var tyrkere – og Erdogan kaldte angrebet på flotillen en “blodig massakre“ og udtalte, at forholdet mellem Tyrkiet og Israel ikke længere kan forblive det samme.
Han krævede øjeblikkelig løsladelse af tyrkiske statsborgere tilbageholdt i Israel, samt en ophævelse af embargoen mod Gaza.
Hvad så nu?
På trods af et enormt pres fra både de offentlige og diplomatiske dele af det internationale samfund, ser det ikke ud til, at angrebet på nødhjælpsskibet får nogle nævneværdige konsekvenser for Israel. Israels præsident, Benyamin Netanyahu, aflagde i juli måned besøg i Det Hvide Hus.
Mødet med præsident Barack Obama resulterede i en erklæring, der bekræftede den aftale, præsident Nixon og præsident Meir indgik for fyrre år siden, som indebærer, at USA er forpligtet til at sikre Israels militære overlegenhed i forhold til sine fjender.
Obama gav Netanyahu en sikkerhedsgaranti, som, på trods af tidligere krav om stop for ulovlige bosættelser på Vestbredden, ophævelse af blokaden af Gaza samt udtalelser, der fordømmer angrebet på flotillen, blot bestyrker den alliance, USA og Israel allerede har indgået. Også den manglende amerikanske reaktion på det seneste mord på en af Hamas’ ledere tydeliggør, at Israels rolle som USAs vagthund i Mellemøsten og den strategiske alliance de to lande imellem står hævet over alt andet. Det understreger, at Israel med USAs støtte kan fortsætte sin arrogante, undertrykkende og ødelæggende ageren i Mellemøsten.
På den anden side har angrebet vakt fornyet solidaritet med det palæstinensiske folk. Nye skibe vil blive sendt afsted for at bryde blokaden. Men international fordømmelse eller ej; det er dog stadig sådan, at USA sidder med den afgørende nøgle til for alvor at underminere Israels dominans i Mellemøsten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed