Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 300 – 12. august 2010 – side 12

Irak: USA’s nye koloni

Lene Junker

Socialistisk Arbejderavis mødte den irakiske forfatter, Haifa Zangana, i London. Hun talte om emnet: “Nykolonialisme og modstand i Irak i dag.“ Efter mødet lavede vi dette interview.

Hvordan ser du på mulighederne for et frit og demokratisk Irak, når de sidste amerikanske tropper snart forlader Irak?

“USA forbliver i Irak, men overgår fra direkte besættelse til et nykolonialt styre. Eller sagt på en anden måde: USA privatiserer besættelsen, smider uniformerne og skifter til civilt tøj. Det har været aftalt siden 2008, hvor Maliki-regeringen og Bush-regeringen indgik to sikkerhedsaftaler. ‚The Status of the Forces Agreement‘ og ‚Strategic Framework Agreement‘. Ifølge disse aftaler skal alle amerikanske soldater have forladt Irak inden slutningen af 2011. Men samtidig siger aftalerne også, at USA fortsat skal uddanne og forsyne den irakiske hær.

USA er garanteret adgang til at benytte områder og anlæg til sit militær, sine private sikkerhedsfirmaer, deres ansatte mv. Endelig kan internationale styrker og rådgivere og amerikansk ansatte ikke retsforfølges i Irak. Disse aftaler afgiver så meget suverænitet til USA, at det levner irakerne meget lidt plads til reelt selv at bestemme over Irak. Den sekteriske og etniske splittelse, som besættelsesmagterne påførte os, fortsætter i forfatningen og er gift for en demokratisk udvikling. Fx har Irak stadig ikke en regering her fire måneder efter valget.“

Hvad mener du helt konkret, når du siger, at USA forbliver i Irak?

“Som man kan læse i Pentagons News Briefings i starten af juni 2010, så vil der stadigvæk være 50.000 soldater i Irak. De vil være fordelt på 94 baser. Fire af disse baser er rigtig store med egne lufthavne. De er tænkt som en vedvarende del af USA’s tilstedeværelse i Irak og en model for, hvordan USA gerne vil operere i hele Mellemøsten.

Desuden vil der stadig være 65.000 private sikkerhedsfolk fra 150 militære firmaer. Og endelig skal man huske på, at den irakiske hær på 250.000 mand og det irakiske politi på 500.000 – hvoraf sikkerhedspolitiet er kendt for deres brutalitet mod menige irakere – begge er trænet og forsynet af den amerikanske hær. Og så skal man ikke glemme den amerikanske ambassade i Bagdad, som er den største i verden og fylder et område fire gange Pentagon. En sand nykolonial fæstning.“

Har irakerne accepteret dette nykoloniale regime?

“USA fik aldrig den hurtige sejr, de forventede, fordi irakerne gav dem væbnet modstand. Besættelsesmagterne forklarede det som intern irakisk splittelse og aktiverede selv dødspatruljer. Det fremmede etnisk og religiøs splittelse og skjulte besættelsens del-og-hersk-taktik. Alligevel skal man huske, at den væbnede modstand dagligt rettede mellem 50 og 170 angreb mod besættelsesmagten frem til 2007. Derefter blev der lavet aftaler med lokale grupper og vedtaget en hensigtserklæring om tilbagetrækning, hvorefter angrebene faldt til omkring 15 i 2009.

En bredere civil modstand lever også i form af bestræbelser på at hele de sekteriske sår, som besættelsen skabte. De sociale protester mod manglende elektricitet, mod olieloven osv. fortsætter.

Den nationale irakiske modvilje mod USA’s besættelse er ikke død. På deres egen måde fortsætter irakerne med at trodse verdens største militære magt og deres lokale håndlangere.“

Læs mere om Haifa Zangana: http://en.wikipedia.org/wiki/Haifa_Zangana

Info om Irak

Fagforeningerne i Irak stadig illegale.

Fagforeninger er stadig ulovlige i Irak. For to uger siden blev fagforeningskontorer i hele Irak ransaget af soldater og politi. Formanden for Oliearbejdernes Fagforening, Hassan Jumaa, og adskillige andre faglige ledere er anklaget for at have kontaktet medierne, saboteret økonomien og højforræderi.

Hassan Jumaa frygter, at regeringen vil smadre fagforeningerne for lettere at kunne sælge Iraks olierigdomme til de multinationale selskaber.

Slut krigen – straf krigsforbryderne

Et af Obamas valgløfter var at trække alle amerikanske tropper ud af Irak. For nylig annoncerede Obama, at de sidste kamptropper ville forlade Irak den 1. september. Dermed er Irak-krigen officielt slut. Selvom der stadig vil være 50.000 amerikanske soldater i Irak.

I Danmark mangler vi også at stille Anders Foghs regering og det lille folketingsflertal, som stemte for krigen, til regnskab for alle løgnene overfor den danske befolkning og for de forbrydelser mod irakerne, krigen har medført.

Irak er ødelagt. En million irakere er døde. Fire millioner lever stadig som flygtninge. Endnu flere er blevet lemlæstede, forældreløse og enker. Mange børn fødes deforme pga. af de kemiske våben, som besættelsesmagterne har brugt.

En ny S-SF ledet regering må indlede en undersøgelse af den danske deltagelse i Irak krigen og stille Anders Fogh og Co. til ansvar.

Flere artikler fra nr. 300

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Irak-krig 2002-?

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 2610 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside