Socialistisk Arbejderavis
Nr. 300 – 12. august 2010 – side 13
Planøkonomi for begyndere
Jonathan Højgaard
Markedsøkonomien udlægges ofte som det eneste der virker, på trods af at den fungerer ekstremt kortsigtet. Markedsøkonomien fører jævnligt til kriser på grund af overproduktion af varer som ikke kan afsættes, udlån af penge som bankerne i realiteten slet ikke har, og den konstante nedslidning af mennesker og miljø.
Når markedet er i krise må staten træde til for at stabilisere systemet. De redder de konkurs-truede virksomheder, og regningen ender hos arbejderklassen i form af skattestigninger, stigende arbejdsløshed og forringelser af velfærden.
Men de mange penge staten pumper ud til de kriseramte virksomheder hjælper i bedste fald kun kortvarigt. Historisk set har det kun været med til at dæmpe de mest akutte krisesymptomer. De generelle problemer som arbejdsløshed og fattigdom løses ikke, og systemet vil (selvom kapitalismens fortalere hver gang benægter det) gå i krise igen.
Markedsøkonomiens største svaghed – hvad enten den er iklædt en demokratisk fernis eller ej – er, at den overlader den økonomiske magt til overklassen og dermed magten til at bestemme hvad der produceres og på hvilke vilkår. Et kryds hver fjerde år er en passiv demokratiform, når det ikke kombineres med kontrol over produktionsmidlerne.
En demokratisk planøkonomi vil placere magten hos det brede flertal af befolkningen. Livsnødvendige ting som mad, bolig, medicin osv. vil ikke længere være styret af et behov for at hente den størst mulige profit til nogle få, men af behovet i befolkningen.
Selv om markedsøkonomien har vist sig at medføre kriser, global opvarmning og krige nævnes alternativet til markedets anarki sjældent. Og når planøkonomien endelig nævnes, foregår det oftest i dæmoniserende vendinger med Sovjetunionen og stalinismen som skræmmebillede.
Men i stedet for at være en demokratisk planlægning af hvordan arbejdsprodukterne skulle fordeles rimeligt, og hvad man skulle producere, var Sovjetunionen en bureaukratisk planøkonomi, som den sovjetiske arbejder ingen indflydelse havde på.
Den sovjetiske planøkonomi endte som en lille elites magtredskab i toppen af et statskapitalistisk hierarki, og med det primære formål at sikre at Sovjet kunne fortsætte med, at konkurrere med NATO-landene om territorial dominans og udvikling af ny våbenteknologi og flere våben.
En af grundene til at den russiske revolution blev smadret, var at den stod alene. Derfor blev man nødt til at konkurrere med den vestlige verden, hvilket førte til en samfundsøkonomi, hvor krigsmateriel blev prioriteret langt højere end velfærd og demokrati.
Altså det stikmodsatte af en demokratisk planøkonomi.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed