Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 2
29. september
Europæisk aktionsdag mod nedskæringerne
Lars Henrik Carlskov
Over hele Europa er vi i øjeblikket vidne til den største offensiv i mange år mod arbejderklassens levestandard. De herskende klasser forsøger at tørre regningen for kapitalismens krise af på almindelige lønmodtagere, arbejdsløse, studerende og pensionister. Og dette gælder både for de borgerlige og de socialdemokratiske partier. Heldigvis møder de herskende klassers offensiv modstand.
Et konkret eksempel på dette er, at den europæiske faglige sammenslutning, ETUC, har udråbt onsdag den 29. september til fælleseuropæisk aktionsdag mod nedskæringsplanerne. F.eks. er der denne dato arrangeret en stor demonstration i Bruxelles med parolerne “Nej til nedskæringer – prioritér arbejde og vækst“.
I demonstrationens grundlag hedder det bl.a.: “Vi skabte ikke denne krise. Regningen må betales af bankerne, ikke arbejderne“. Blandt demonstrationens krav er desuden social sikkerhed, uddannelse, bedre pensioner samt “udvikling af en bæredygtig og dynamisk industripolitik baseret på lav CO2-vækst“.
Spanierne viser vejen
ETUC opfordrer desuden de forskellige medlemsorganisationer til aktioner i deres hjemlande. Den opfordring har bureaukraterne i toppen af den danske fagbevægelse, trods deres medlemskab af ETUC, desværre valgt at ignorere. Det var ellers en oplagt mulighed for at vise solidaritet mellem arbejderklasserne i de forskellige europæiske lande og varme op til demonstrationen ved Folketingets åbning 5. oktober.
I modsætning dertil viser den spanske fagbevægelse vejen frem ved at erklære generalstrejke 29. september. Selvom den danske fagtop således kun ønsker at yde begrænset modstand mod nedskæringerne, er der meget du selv kan gøre. F.eks. kan du og dine venner, kolleger, familie osv. tage med Enhedslisten til den store demonstration i Bruxelles (se faktaboksen). Og så skal du selvfølgelig også have dem med til demonstrationen ved Folketingets åbning. Men kampen mod nedskæringer bliver hård og langvarig. Derfor er det ikke nok med en demonstration i ny og næ. Der må også opbygges permanente modstandsnetværk på arbejderpladserne og uddannelsesstederne. Kun sådan kan vi undgå, at arbejderklassen kommer til at betale regningen for kapitalismens krise.
INFO:
Busturen til demonstrationen i Bruxelles koster 200 kr. for medlemmer af Enhedslisten. Der er afrejse fra København tirsdag den 28. september kl. 17.30 og opsamling undervejs i Odense og Fredericia.
Bussen ankommer til Bruxelles onsdag morgen, og om formiddagen er der mulighed for at besøge EU-parlamentet.
Demonstrationen finder sted om eftermiddagen og bussen kører tilbage til Danmark efter demonstrationen. Der loves hjemkomst til Fredericia, Odense og København senest kl. 9 torsdag morgen.
Du melder dig til ved at indbetale 200 kr. på Enhedslistens konto 88587871 eller bankkonto 8401 0001084773.
Husk at oplyse navn og adresse ved indbetalingen og om du stiger på i København, Odense eller Fredericia. Sidste frist er onsdag den 15. september.
Pladserne fordeles i øvrigt efter først til mølle-princippet.
Du kan læse mere på www.enhedslisten.dk
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe