Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 301 – 18. september 2010 – side 6

Trotskijs socialisme

Esme Choonara

For 70 år siden blev den russiske revolutionære Leon Trotskij myrdet. Esme Choonara tager et kig på hans liv, ideer og arv.

I denne uge er det 70 år siden en af den russiske diktator Josef Stalins agenter myrdede den eksilerede russiske revolutionær Leon Trotskij ved at smadre hans kranie med en isøkse. Trotskij var i sit hus i Mexico da morderen kom ind i hans arbejdsværelse og angreb ham.

Dette var dog ikke Stalins første forsøg. Kun få uger tidligere havde en gruppe af hans mexicanske støtter lanceret et væbnet angreb på Trotskijs hus, og dræbt en vagt. Stalin var så opsat på at dræbe Trotskij og hans eftermæle at han allerede havde ryddet det meste af Trotskijs nærmeste familie af vejen, enten ved at få dem til at begå selvmord eller ved at myrde dem. I 1929 tvang han Trotskij til at gå i eksil og bagvaskede ham for at være en fascistisk spion og arbejdernes fjende.

Sidste år fremstillede en udstilling i Skt. Petersborg nogle af de latterlige midler som det russiske regime anvendte for at udrydde et hvert spor at Trotskijs sande arv. Blandt de udstillede genstande var et tørklæde fra lærernes fagforening fra 1925 med portrætter af revolutionens ledere. Billedet af Trotskij var blevet klippet omhyggeligt ud og erstattet med blankt stof. Hundredvis af fotografier fra revolutionsårene var også blevet manipuleret for at fjerne Trotskij fra hans plads i historien.

Men da Trotskij blev myrdet havde han været i eksil i 11 år. Han havde kun en lille håndfuld tilhængere i forskellige lande og ingen reel indflydelse på begivenhederne på verdensscenen. Hans allierede i Rusland var enten blevet myrdet eller knækket af Stalins terror. Så hvorfor opfattede Stalin ham alligevel som en trussel?

Trotskij var en af de centrale ledere af den russiske revolution i 1917 og hjalp således med at skabe et samfund, der, selvom det kun eksisterede i ganske kort tid, var et de mest radikale og frigjorte samfund vi nogensinde har set. Han førte den Røde Hær til sejr – en revolutionær styrke, der næsten var bygget op fra bunden til at forsvare det nye samfund mod Ruslands gamle herskere og over et dusin invaderende hære.

Forfølgelse

Trotskij nægtede at give efter overfor Stalins løgne og forfølgelse og vedblev dermed med at være et eksempel på hvad den russiske revolution rent faktisk handlede om. Det var dette som Stalin var så opsat på at udrydde.

Mange historikere har set kampen mellem Trotskij og Stalin som en kamp mellem to magtliderlige individer. Men i virkeligheden skyldtes konflikten to forskellige visioner om forandring, og to forskellige sociale kræfter. Trotskij troede, ligesom Karl Marx, på at almindelige mennesker besad evnen til at lede samfundet og at arbejdere udgjorde nøglen til succesfuldt at omstyrte kapitalismen. Han havde været med at få dette til at ske i 1917.

Trotskij var en internationalist – både af princip og fordi det var klart at revolutionens overlevelse i et globalt økonomisk system afhang af hvorvidt den bredte sig eller ej.
Stalin, derimod, spillede en minimal rolle i 1917. Han fik først en fremtrædende rolle da revolutionen var ved at blive kvalt – internationalt isoleret, udsat for invasioner fra udlandet og hærget internt af hungersnød og resultaterne af borgerkrigen.

De desperate forhold dette skabte frembragte en ny klasse af bureaukrater, der udgjorde fundamentet for Stalins styre.

Trotskij forklarede i 1929: “Størstedelen af denne embedsstand, som er steget op over masserne er dybt konservativ ... Det er dette konservative lag, som udgør Stalins mest magtfulde støtte.“

Tusindvis at de mest engagerede revolutionære var blevet dræbt, da de forsøgte at forsvare de nye samfund. Og arbejderklassen, der havde været central i skabelsen af revolutionen, var voldsomt svækket af den frygtelige fattigdom og hungersnød, der prægede landet efter borgerkrigen. Den russiske industri var allerede i 1921 så godt som kollapset. Så ved slutningen af borgerkrigen var der omkring 5,9 millioner statslige embedsmænd, mod kun 1,25 millioner produktive arbejdere.

Men fremvæksten af et nyt bureaukrati var ikke uundgåeligt. For Trotskij udgjorde udbredelsen af revolutionen, især til Vesteuropa, nøglen til at vende situationen. Han så at dette var den eneste måde hvorpå man kunne stoppe isoleringen og ødelæggelsen af det revolutionære Rusland og genopbygge industrien og arbejderklassens politiske styrke.

Dette var ikke nogen vild eller søgt idé. Europa var præget af uro med massive kampe i bl.a. Tyskland, Spanien, Ungarn og Storbritannien i årene efter den russiske revolution. Trotskij spillede en central rolle i opbyggelsen af Kommunistisk Internationale (Komintern) der bragte revolutionære fra hele verden sammen for at diskutere strategi og taktik.

I modsætning til Trotskijs internationalisme, erklærede Stalin i 1924 at det var muligt at opbygge “socialisme i ét land“. Logikken bag dette havde intet at gøre med socialisme – det handlede om at konkurrere militært og økonomisk med kapitalistiske stater. Og for at kunne konkurrere besluttede Stalin at Rusland måtte forsøge at indhente langt mere industrialiserede lande.

Stalin forklarede dette til en gruppe ledere i 1931: “Vi er 50 eller 100 år bag de mest avancerede lande. Vi må indhente denne forsinkelse i løbet af ti år. Enten gør vi dette ellers knuser de os.“

Globalt

Det var denne proces som grundlæggeren af Socialist Workers Party (IS’s engelske søsterparti; ovs.) Tony Cliff døbte statskapitalisme – konkurrence på den globale scene organiseret via stater frem for end gennem individuelle firmaer.

Denne konkurrence påvirkede alting i det russiske samfund. Den medførte brutal undertrykkelse og forfærdelige forhold for arbejdere og bønder, der blev tvunget til at betale prisen for forøgelsen af Ruslands produktionskapacitet. Stalins første femårsplan, der begyndte i 1929, medførte hungersnød for millioner af mennesker og et massivt fald i levestandard for andre. Tusinder blev tvunget ind i arbejdslejre.

Da Stalins regime ændrede på revolutionens økonomiske fundament – arbejdermagt – førte det samtidig til tabet af mange af de politiske resultater. Kvinder og nationale mindretals rettigheder såvel som religiøse friheder blev ophævet. Selv kunsten, der havde blomstret i revolutionens første tid blev pålagt streng kontrol.

Den internationale bevægelse der havde været i færd med at sprede revolutionen blev underordnet russiske udenrigspolitiske hensyn. Og sidst men ikke mindst blev Stalins modstandere knust. Næsten samtlige ledere af 1917 revolutionen blev myrdet under hans styre. Der dannedes således det som Trotskij kaldte “en hel flod af blod“ mellem 1917 revolutionen og Stalins uhyrlige regime.

Trotskij gav aldrig op, men vedblev med at skrive, tale og organisere i alle lande han boede i. Han mente, at det arbejde han udførte i eksil, var blandt hans vigtigste. Og mens Trotskij opfattede sig selv som et af Stalins ofre, så sikrede hans udholdenhed og urokkelige engagement at idéerne om socialisme fra neden – at arbejdere kan befri sig selv og skabe et nyt samfund bygget på lighed – overlevede.

En inspiration for vores tid

Trotskij blev ikke blot drevet ud af Stalins Rusland, han blev også nægtet indrejsetilladelse til vestlige “demokratier“. Stalin og de vestlige ledere var således enige om at anse Trotskij som utålelig, fordi han var en levende repræsentant for en farlig idé – at almindelige mennesker kunne tage magten og ændre verden.

Han var den første socialist til at udvikle en detaljeret kritik af Stalins Rusland, og han lagde dermed et fundament som senere generationer kunne bygge videre på.

Trotskij levede og skrev i en tid fyldt med oprør, krise, krig, revolution og fascismens fødsel. Hans idéer har en enorm relevans i dag. Trotskijs skrifter om “enhedsfront“ er stadig en guide til hvordan revolutionære socialister kan arbejde sammen med andre på en principfast og forenet måde, samtidig med at de udbreder revolutionære idéer. Trotskij udviklede en analyse af fascisme og en strategi til at besejre den, selvom han tragisk nok var for isoleret til at have nogen indflydelse på begivenhedernes gang.

Ethvert område af den menneskelige eksistens interesserede Trotskij. Han skrev om litteratur, kunst, historie og sågar om bibliotekarernes rolle. Han skrev om kvinders frigørelse.

Som alle store marxister lærte Trotskij af sine oplevelser. I 1905 var han involveret i en kæmpe strejkebølge, der førte til revolution. Denne revolution blev til sidst knust, men Trotskij lærte om arbejdernes magt og kreativitet. Han deltog i og blev valgt som leder i Petrograd-sovjetten – et arbejderråd bestående af delegerede valgt direkte fra fabriksgulvet.

Hans erfaringer fra revolutionen i 1905 hjalp ham også med at udvikle sin teori om “permanent revolution“, der fokuserede på arbejdernes afgørende rolle i en revolutionær kamp – selv i udviklingslande hvor de ikke udgjorde majoriteten.

Trotskijs mange skrifter er stadig værd at læse i dag – de indeholder en essentiel indsigt og erfaring fra en person, der stod midt i kampen for at befri verden for krig, udnyttelse og kapitalismens elendighed.

Flere artikler fra nr. 301

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Leon Trotskij

Se flere artikler af forfatter:
Esme Choonara

Siden er vist 1792 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside