Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 9
Gymnasierne
Erfaringer fra tre besættelser
Socialistisk Arbejderavis har talt med Line Emilie Blasen, Sonja Lange og Christine Bergen, der alle har været med til at besætte deres gymnasier.
Strukturreformen gjorde i 2006 122 gymnasier til selvejende institutioner hvilket medførte en række omkostninger for især de små gymnasier. I finansloven 2007 ville regeringen skære 90 mio. og i 2008 100 mio. Dette udløste en række besættelser.
Besat gymnasium – et forum for politisk debat og mobilisering
Line Emilie Blasen er tidligere elev på Espergærde Gymnasium.
Hvorfor besatte I jeres gymnasium?
Det gjorde vi, fordi at der var alle de her nedskæringer, og det kom til at gå ud over mange af gymnasierne og det syntes vi i bund og grund var for dårligt. Fordi de havde ikke for mange penge i forvejen.
Selvom det ikke lige ramte os, fordi vi var et af Danmarks største gymnasier. Derfor var det bare en sympatiaktion.
Hvordan organiserede I besættelsen?
Det startet med at blive taget op på elevrådet om vi overhovedet skulle strejke eller ej. Og så holdt vi et åbent møde, hvor vi sagde til alle, at hvis de havde en holdning til om vi skulle gøre noget, skulle de møde op og sige det.
Der var meget positiv stemning for besættelse, så det blev besluttet. Vi besluttede også, at vi skulle lave noget konstruktivt, så vi besluttede at lave et stormøde, hvor vi inviterede alle de politiske partier. Vi inviterede Venstre, De Konservative, SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten.
Debatten gik rigtig godt, der var overraskende mange engagerede elever, det er sjældent man ser det på Espergærde Gymnasium. Især at de går så meget op i noget, når det ikke rammer dem. Så det var en rigtig stor succes.
Derudover arrangerede vi busser til den store demonstration på Rådhuspladsen for at få så mange som muligt til deltage.
Når elevrådet selv bestemmer
Christine Bergen er tidligere elev på Ishøj Gymnasium.
Du har også været med til at besætte et gymnasium?
Vi mødte en dag, og så var der nogen der sagde, at de havde hørt rygter om at elevrådet havde bestemt at gymnasiet skulle besættes. Efter et kvarter af den første time sagde elevrådet over højtalerne, at vi skulle komme ned i den store sal, hvor de sagde at gymnasiet skulle besættes. Så blev lærerne bedt om gå, hvilket de gjorde frivilligt. Beslutningen blev aldrig taget af eleverne, kun af elevrådet. Og elevrådet informerede os ikke om, hvad der skete ellers.
Jeg syntes det var rigtigt at besætte, men blev meget irriteret over elevrådet. Derfor gik jeg på talerstolen og spurgte hvor mange der havde hørt noget om det her. Der var kun fem udover elevrådet der rakte hånden op.
Jeg argumenterede også for at strejken var noget, vi skulle beslutte. Vi var nogle stykker, der hang nogle sedler op om, at elevrådet ikke skulle bestemme det hele. Det endte med at jeg blev meget upopulær blandt dem i elevrådet.
Der var mange, der bare brugte det til fritid, fordi de ikke blev involverede, fordi det bare var noget elevrådet stod bag. Elevrådet var meget arrogante, fx sagde en fra elevrådet i den store sal at “vi skulle sætte os ned på en stol, sådan en med fire ben og holde vores kæft.“
Var der nogen, der deltog i den demonstration der var?
Jeg gjorde, men vi var meget få der deltog. Der blev ikke gjort noget for at få os alle sammen med ind. Det endte også med at strejken blev afsluttet fordi elevrådet sagde “ der er ingen af jer der gider gøre som i skal gøre i den her strejke, så nu stopper vi den“.
Vi strejkede sammen med lærerseminaret
Sonja Lange har gået på Nørre Gymnasium i København.
Det var i 2006, der var nedskæringer til finanslovsforhandlinger og der var demonstrationer inde i byen som vi tog til.
Vi blev i elevrådet gjort opmærksomme på nedskæringerne. Der også var andre gymnasier i København der strejkede, så vi snakkede om det i elevrådet, der var et stort flertal for at vi gerne ville blokere.
Hvad gjorde I så, da I var blevet enige om at blokere?
Alle elevrepræsentanterne var ude i deres klasser og diskutere det og fik en håndsoprækning for og imod blokaden. Så optalte vi alle stemmerne og så var det så beslutningen at vi skulle blokere.
Hver morgen mødtes vi i festsalen og havde afstemning om vi skulle fortsætte blokaden i løbet af dagen. Om eftermiddagen mødets vi også og stemte igen om vi skulle fortsætte blokaden dagen efter.
Det var på den måde meget demokratisk det hele.
Hvad lavede I om dagen, når I ikke holdt møde?
Vi var blokadevagter, sad foran indgangene og foran læreværelset, men det var egentligt ikke nødvendigt, for lærerne var på vores side. Men ved at blokere lærerværelset behøvede lærerne ikke strejke og fik derfor stadig løn. Vi snakkede med Blågårds Seminarium. De nedlagde også undervisningen på dagen, hvor der var demonstration. Vi fulgtes med dem ind til demonstrationen. Vi snakkede også med DGS og med pressen.
Hvordan endte det?
I klassen under mig var der en gruppe KU’ere. De argumenterede for at man skulle tage undervisningen op igen og droppe blokaden, fordi at politikerne måtte beslutte hvad de ville og vi skulle ikke blande os i deres beslutninger. Der var ved at komme tvivl blandt eleverne om det overhovedet nyttede noget.
Jeg stillede mig op og sagde, at hvis vi droppede blokaden nu uden at vi har fået nogen forbedringer, har alle de her dage med blokade været fuldstændigt ligegyldige og spild af tid. Det betød, at vi fortsatte blokaden en dag mere.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed