Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 11
Ægypten
Nøglen til Mellemøsten?
Dennis Strøm Petersen
Ægypten kan meget vel blive et centrum for forandring i Mellemøsten på tre afgørende områder: national frigørelse fra imperialistisk kontrol, politiske forandringer i form af mere demokrati og sociale forandringer i form af et opgør med fattigdom, nyliberalisme og måske endda kapitalismen.
Til oktober er der parlamentsvalg i Ægypten. Men det er langt fra nogen demokratisk begivenhed. Der har aldrig været frie valg i landet, og siden landets nuværende diktator Hosni Mubarak overtog magten i 1981, har landet været i konstant undtagelsestilstand.
Hverken dette valg eller næste års præsidentvalg ser dog ud til at blive en formssag for styret, og de kan på den måde blive symboler på den krise, det ægyptiske styre er i. Det imperialistiske system, som regimet har bundet sig tæt til, er svækket, magteliten selv er splittet, og befolkningen er dybt utilfreds med forringede levevilkår. Men vigtigst af alt er en militant og uafhængig arbejderbevægelse begyndt at vokse frem.
En svækket elite
Ægypten har pga. sin størrelse og placering altid været en central brik i de imperialistiske magters forsøg på dominans over mellemøsten. Regimet i landet har siden 1970erne været en nær allieret af USA og dermed Israel, og har til gengæld gennem mange år været verdens næststørste modtager af økonomisk støtte fra USA (efter Israel).
De seneste år har den støtte, som den ægyptiske elite har kunnet finde hos USA, dog været faldende. For det første satsede USA i forbindelse med besættelserne af Irak og Afghanistan i højere grad på samarbejde med bl.a. Saudi Arabien og Pakistan, hvilket har kunnet mærkes på pengestrømme til Ægypten. Men mindst lige så vigtigt så er det, efter fiaskoer i Irak og Afghanistan samt Kinas opstigen, en stadigt mere svækket stormagt, som Mubarak læner sig op ad.
Også i forhold til styrets legitimitet internt i Ægypten skaber det nære samarbejde med USA og Israel problemer. Det har aldrig været populært i befolkningen at Ægypten forrådte palæstinenserne for at tækkes USA. Men i de seneste år har solidariteten med palæstinenserne i stigende grad ført til store folkelige protester, og mange ægyptere er begyndt åbenlyst at forbinde deres egen kamp mod diktaturet med palæstinensernes konflikt.
Ægypternes kamp for national frigørelse fra USA’s imperialistiske dominans kan få enorm betydning for national frigørelse i hele mellemøsten, fordi Ægypten som central aktør i regionen kan blive et eksempel til efterfølgelse. Men også fordi et systemskifte i Ægypten kan betyde en afgørende anderledes politik ift. palæstinensernes frihedskamp, som igen er afgørende for magtbalancen i hele mellemøsten.
Arbejderklasse i kampform
Et andet område, hvor samarbejdet med USA har skabt problemer i forhold til styrets interne legitimitet, er økonomien. De store nyliberale strukturtilpasninger, som USA tvang igennem i 1990erne, har betydet massive forringelser af almindelige ægypteres levevilkår.
Den folkelige utilfredshed, der er fulgt af dette, har bl.a. været en afgørende faktor i den øgede kampvilje og strejkeaktivitet blandt ægyptiske arbejdere. Især siden slutningen af 2006 hvor mange tusinde tekstilarbejdere i Mahalla strejkede og vandt, er arbejderklassen trådt i karakter som frontkæmper mod regimet. Uafhængig organisering blandt arbejderne er for første gang i over 50 år begyndt at blive opbygget, og strejkebølgerne er blevet drevet frem af, ikke bare fabriksarbejdere, men også jernbanearbejdere, lærere, skattefolk og sågar dommere.
Opblomstringen i arbejderkamp og opbygningen af uafhængige arbejderorganiseringer er afgørende for mulighederne for et politisk og demokratisk opgør med diktaturet. Pga. deres antal og deres uundværlighed i økonomien, har arbejderne nemlig den styrke, som tidligere ledende grupper i oppositionsbevægelserne har manglet.
Dertil kommer at arbejderne udgør befolkningsflertallet, og deres organisationer derfor bedre kan forbinde sig til almindelige menneskers interesser og organisere dem til kamp. Dette kan også få stor betydning for den videre kamp, fordi arbejderne har fælles interesser, der rækker længere end demokratiske reformer, nemlig at føre kampen videre over i en kamp for social og økonomisk frigørelse fra nyliberalisme og i sidste ende kapitalisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed