Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 11
Ud med Hartling
Hans Jørgen Vad
I 1974/75 lykkedes det en stærk arbejderbevægelse at vælte Hartlings Venstre-regering, der kun kom til at holde lidt mere end et år. Det skete ikke direkte pga. én generalstrejke, men mere indirekte over et længere forløb.
Regeringen, som var kommet til ved “protestvalget“ i december 1973, blev allerede udfordret kraftigt i maj 1974. Her blev en afgiftspakke mødt med en massiv strejkebevægelse, som indledtes den 9. maj og kulminerede den 16. maj – dagen efter afgiftspakken blev vedtaget – med 200.000 strejkende og mere end 100.000 demonstranter foran Christiansborg.
Vi så her en bevægelse, som havde potentialet til at vælte Hartling i en direkte konfrontation, hvilket SF’s formand Gert Petersen også lagde op til ved i fjernsynet at opfordre til generalstrejke.
Denne opfordring blev imidlertid ikke bakket op af SF’s og DKP’s faglige ledere, som i stedet opfordrede til lønkrav på to kr. mere i timen, hvorefter strejkebevægelsen ebbede ud i ugen efter.
Senere på året viste arbejdspladserne igen deres styrke i oktober, da en dom i Arbejdsretten blev mødt med en proteststrejke med 25.000 deltagere. Og i november deltog igen 100.000 i en ny proteststrejke mod regeringen foran Christiansborg.
Det var i dette politiske klima, at regeringen så sig nødsaget til at udskrive valg i december. Og selv om det blev et kanonvalg for Hartling med en fordobling af stemmetallet, valgte han at overlade regeringsmagten til Anker Jørgensen og socialdemokratiet, som kun have fået en begrænset fremgang efter katastrofevalget i 1973.
Det var imidlertid ikke pga. deres parlamentariske fremgang af Socialdemokratiet fik regeringsmagten, da deres mandater var uden betydning. Det udslagsgivende var deres udenomsparlamentariske opbakning, som Hartling frygtede med udsigten til overenskomsterne i foråret 1975.
Kan erfaringerne bruges i dag?
Mange vil sige, at forholdene dengang var så forskellige, at vi ikke kan bruge disse erfaringer i dag. Det er naturligvis rigtigt på nogle punkter. Men den vigtigste erfaring fra dengang, at strejkebevægelser kan være med til at fremtvinge et regeringsskift, gælder stadig.
Forskellene er der også. Dengang var værftsarbejderne fortrop i bevægelsen, og dem kan vi ikke genoplive. Men andre faggrupper er senere trådt aktivt ind på scenen, i 1974 ville det være utænkeligt med et TR-møde med 3500 deltagere for offentligt ansatte, som vi så i Fredericia lige før sommerferien.
Den største forskel er nok, at vi i dag ikke har et fagligt modpol til forbundstoppene – hverken på det private eller det offentlige område. En organiseret politisk modpol, som især DKP og senere VS dengang repræsenterede.
Og i modsætning til værftsindustrien kan en sådan modpol genopbygges – for materialet er der: Dvs. utilfredsheden, organiseringen af tillidsfolk mv. Enhedslisten har en gylden mulighed for at påtage sig denne opgave – hvilket først og fremmest kræver en helhjertet vilje til at gøre det.
Det betyder dog ikke, at det er noget, der kommer med et knips, for det kræver et langt sejt træk. Men skal det begynde et sted, må vi gribe enhver lejlighed, som byder sig. Allerede i dette efterår vil der være mange muligheder, da de kommunale budgetter vil blive mødt med protester, modstand og kamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed