Socialistisk Arbejderavis
Nr. 301 – 18. september 2010 – side 13
Film
Blod i mobilen
Jens Andersen
Filmen “Blod i Mobilen“ fortæller historien om hvordan instruktøren Frank Piasecki Poulsen forsøger at finde ud af, om de mineraler, der bruges i hans mobiltelefon, er såkaldte blodmineraler, altså mineraler som bliver udvundet for at finansiere krig.
Hans søgen fører ham til DR Congo hvor både børn og voksne arbejder under slavelignende forhold i farlige miner hvor de udvinder mineraler, som er nødvendige for at kunne lave mobiltelefoner. Han fortæller om landets lange historie af vestlig udnyttelse helt tilbage fra kolonitiden hvor Europa havde brug for landets gummi og frem til i dag, hvor der de sidste 15 år har hærget en meget voldsom borgerkrig som har kostet omkring 5 millioner menneskeliv.
Filmen fokuserer især på Nokias rolle i udnyttelsen af børnene, og viser hvordan de forsøger at undgå at tage ansvar for udnyttelsen ved bl.a. at skyde skylden på underleverandører eller sige de er i gang med at undersøge problemet. Nokia har senere udtalt til Politiken at man vil gøre noget ved problemet, men at det enorme multinationale selskab melder dette ud til en dansk avis kort før premieren på filmen som er meget kritisk overfor dem er nok mere et udtryk for at de ikke vil miste markedsandele end det er et udtryk for at de reelt vil gøre noget.
Filmen prøver på at give et svar på hvordan man kan gøre noget ved problemet ved at henvise til en nyligt vedtaget amerikansk lov som fokuserer på gennemsigtighed i forhold til underleverandører. Instruktøren Frank er meget indigneret over at han ikke kan være politisk forbruger og købe en mobil, heller ikke af andre firmaer, som er garanteret blodmineral-fri. Dette er måske egentlig filmens største svaghed.
Når det kommer til at give svar på problemet, begrænser instruktøren sig til at pege på at folk skal have mulighed for at vide om der er blodmineraler i de mobiltelefoner de køber. Derved overser han de underliggende strukturer i det kapitalistiske samfund som er den egentlige grund til udnyttelsen af børn og voksne.
Han nævner selv at minearbejdernes lidelser sker på grund af Nokias jagt på profit, men placerer skylden hos Nokia og ikke systemet. Det grundlæggende princip i kapitalismen er jagten på profit og Nokia gør egentlig bare hvad alle andre firmaer også gør, nemlig at øge profitten mest muligt uanset de menneskelige omkostninger.
Hvis et firma begyndte at opføre sig ordentligt og dele overskuddet med alle sine ansatte i stedet for at udvide produktionen og opkøbe andre firmaer, ville de lynhurtigt selv blive udkonkurreret eller opkøbt. Sådan fungerer konkurrencen, og det er derfor ikke det enkelte firma men hele systemet man skal gøre op med hvis man vil denne undertrykkelse til livs.
Det er godt at film som denne gør opmærksom på hvilke problemer jagten på profit skaber rundt om i verden, men så længe man skyder skylden på et enkelt firma og ikke kapitalismen vil man, selv hvis man får stoppet firmaets undertrykkelse, kunne blive ved med at lave film i det uendelige, da det ikke er de enkelte firmaer, men systemet som skaber problemet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed