Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 3 – December 1984 – side 1

Fingrene væk fra Nicaragua

Flemming Hansen

Amerikanske krigsskibe ligger og venter i Mellemamerika, dagligt flyver spionfly over Nicaragua. »Los Contras«, resterne af Somozas nationalgarde, trænger ind i landet, myrder, voldta’r og hærger.

Honduras har søgt USA om F-5 jagere for at kunne »forsvare« sig imod de MIG-21 jagere, som CIA påstår er ankommet til Nicaragua fra Sovjet.

USA skjuler ikke sit engagement i området, og de lægger heller ikke skjul på, at en invasion i Nicaragua er mulig.

Sandinisterne har derfor gode grunde, når de uddeler våben til folket, for at de kan modstå invasionsstyrker, og når de mobiliserer tusinder af studerende til militærtjeneste i stedet for at deltage i den vigtige kaffehøst.

IS står uden tøven ved siden af det nicaraguanske folk og FSLN imod Reagans trusler.

Valget

Truslerne sker på baggrund af det netop afholdte valg, som USA og mange europæiske »demokratier« har presset sandinisterne til at gennemføre.

Men valget er udråbt som en farce. Lige fra Reagan til den danske borgerlige presse er landet karakteriseret som et diktatur og sandinisterne som diktatorer. Og det på samme tid som USA har genvalgt Reagan med »klare og utvetydige« stemmetal ved »frie og demokratiske valg«.

Men disse åbninger fra sandinisterne har åbenbart ikke ændret USA’s syn på Nicaragua. Aggressionerne fortsætter, USA’s urtehave er i farezonen.

Forklaringerne fra USA’s side er den sædvanlige antikommunisme. Det er ret grotesk at høre på, når udviklingen i Nicaragua peger mod et borgerligt demokrati.

For hvilke andre muligheder har landet reelt i dag, hvor de i en håbløs økonomisk situation skal fastholde den nationale frigørelse og bruge næsten 50% af budgettet på forsvaret.

FSLN rakte borgerskabet en lillefinger – nu stiller de større og større krav, og der skal knokles som aldrig før for at producere varer til den eksport, som landets økonomi er afhængig af.

Det er denne udvikling, der peger langt væk fra socialisme. Mange kalder revolutionen i Nicaragua for socialistisk, men det har den aldrig været. For demokrati er ikke et spørgsmål om et kryds på et papir, og socialisme er ikke at indføre »frie« valg til et borgerligt parlament.

FSLN udtaler: »Den fulde rekonstruktion af landet og dets økonomi og sociale udvikling går gennem politisk pluralisme og blandingsøkonomi« – og det er ikke socialisme.

Sandinisterne har gennemført mange ting i landet, som har forbedret levevilkårene for befolkningen. Det skal heller ikke fra vores side skorte på beundring over alfabetiseringskampagnen, sundhedskampagnen osv.

- Udviklingen har rejst store forhåbninger i de omkringliggende lande. Men den linje, FSLN har lagt sig på, vil knuse disse forventninger, fordi de presses ud i flere og flere kompromisser og indrømmelser overfor borgerskabet og den kapitalistiske omverden.

Jaime Willock, kommandant og ledende i den proletariske tendens i FSLN har sagt: »FSLN tog magten fra somozisteme og gav den til folket« – det er jo løgn. FSLN tog regeringsmagten og magten over militæret og beholdt den. Den økonomiske magt er stadig for en stor del borgerskabets, og resten er statens.

Folket er bevæbnet, ja – for Nicaragua er i krig! Og mens denne krig raser, forsinkes udviklingen i Nicaragua. Der mangler skoler, hospitaler, papir og medicin. Det er tilsyneladende USA's strategi at smadre landets økonomi, sprede utilfredshed i befolkningen og sammen med Socialdemokratisk Internationale presse sandinisterne til et mere og mere omfattende klassesamarbejde.

Hvis denne udvikling fortsætter, vil den klasse, som nu kæmper med våben i hånd mod »contraerne« og CIA, senere være tvunget til at kæmpe mod landets eget borgerskab og en regering, der samarbejder med dem.

Flere artikler fra nr. 3

Flere numre fra 1984

Se flere artikler om emnet:
Nicaragua

Se flere artikler af forfatter:
Flemming Hansen

Siden er vist 1871 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside