Socialistisk Arbejderavis
Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 6
Marxismen om kunst og litteratur
En dialektik mellem ideologi og utopi
Mikkel Birk Jespersen
Hvad har marxisme med kunst og litteratur at gøre? Kan marxismen overhovedet sige noget interessant om sådanne kunstneriske udtryk?
Ifølge en bestemt opfattelse repræsenterer ’marxisme’ på den ene side og ’litteratur og kunst’ på den anden to forskellige verdener, som ikke har noget med hinanden at gøre: marxisme beskæftiger sig med at analysere samfundet og søge at ændre det gennem politisk kamp – mens litteratur og kunst er alt det, der netop ikke behøver at have noget bestemt formål, men i stedet blot er til for sin egen skyld – for ’æstetikken’.
I denne optik repræsenterer marxismen således et forsøg på at spænde litteraturen for en bestemt ideologisk vogn. Og i sin karikerede version ønsker en marxistisk litteraturkritik udelukkende socialrealistisk litteratur med en tydelig politisk morale. Det væsentlige er angiveligt ’indholdet’, ikke ’formen’.
Nu kan man så sige, at for de fleste mennesker er litteraturens indhold ikke så irrelevant, som visse akademiske tilgange synes at mene. Men derudover så byder den marxistiske tradition for kunst- og litteraturkritik og -teori også på andet og mere end denne karikerede version.
Tag f.eks. Leon Trotskij, der spillede en ledende rolle i Den russiske Revolution. Han var fascineret af de surrealistiske avantgardister og forfattede i 1938 sammen med surrealisten André Breton og den mexicanske maler Diego Rivera et manifest for en ’fri og revolutionær kunst’ i opposition til både fascismens og stalinismens overgreb mod en fri kunst og kultur og kapitalismens ensretning.
Samtidig er marxismen (som i øvrigt også den avantgarde, surrealisterne var en del af) naturligvis i opposition til en forståelse af kunsten som ’autonom’ – dvs. den idé at kunst og litteratur er selvberoende og kun skal forstås og bedømmes i relation til sig selv og sin egen lukkede verden.
Således var Trotskij også bevidst om, at kultur ikke kun handler om kunst i en snæver forstand, men også generelt om, hvordan mennesker tænker og handler til hverdag: efter den russiske revolution var han således optaget af mulighederne for at skabe nye kulturer, der brød med tidligere tiders undertrykkende normer.
En materialistisk kunst- og kulturforståelse
For marxismen er kunsten altså en del af det øvrige samfund. Det kan lyde selvfølgeligt, men det er en opfattelse, der er i modsætning til den kunst- og kulturopfattelse, der f.eks. kommer til udtryk i det kanonprojekt for dansk kunst, den borgerlige regering lancerede for nogle år siden.
I denne sammenhæng er det mest interessante i virkeligheden ikke diskussionen om alt det, der ikke kommer med i en kanon – men snarere at se på, hvad et sådant projekt gør ved de værker, der rent faktisk bliver kanoniserede: For det første udviskes deres historiske kontekst og for det andet udviskes de indre konflikter i kunsten og kulturen, idet værkerne indskrives i en samlet national, ideologisk fortælling.
Begge træk er i radikal modstrid med en marxistisk kunst- og kulturopfattelse, der netop lægger vægten på kontekst og konflikt i sin forståelse af kunst og kultur. Selvom kunst og litteratur i høj grad er andet og mere end politik, kan den ikke undslippe den samfundsmæssige kontekst, der sætter rammerne om den kreative produktion.
I et historisk perspektiv er det en væsentlig pointe, at ideen om at ’kunst kun er til for kunstens skyld’ er af relativt ny dato. Den praksis, vi i dag betegner som ’kunst’, har tidligere været forbundet med ’håndværk’, og det, vi forstår som ’skønlitteratur’, har i langt højere grad været blandet sammen med andre måder at skrive på – faglitteratur, essays, filosofiske og religiøse skrifter osv.
Det er den lange udvikling af den moderne, kapitalistiske verden fra renæssancen og frem, der med tiden giver os vores begreber om kunst og litteratur.
Grundlæggende vil en marxistisk tilgang til kunst og litteratur altså insistere på, at disse kulturelle fænomener og praksisser ikke kan forstås isoleret fra det øvrige samfunds udvikling. Litteratur og kunst er indlejret i samfundets konflikter.
Men det er for så vidt ikke en opfattelse, marxismen har monopol på – også forskellige former for postmoderne teoridannelser er kritiske overfor ideer om kunstens og litteraturens såkaldte ’autonomi’. Her kan der til gengæld være en tendens til – groft sagt – at gøre alt til spørgsmål om kultur og, ikke mindst, sprog.
For marxismen er kulturen afhængig af en materiel basis. Og de konkrete kulturelle udtryk er påvirkede af de historiske udviklinger i den materielle og sociale basis: Selv om kunst og kultur samtidig udvikler sig delvist selvstændigt, sker det under indflydelse af og i interaktion med den materielle og samfundsmæssige udvikling.
Og her er det afgørende, at de samfundsmæssige strukturer er grundlæggende præget af klassemodsætninger, som både producerer forskellige interesser og forskellige oplevelser og opfattelser af virkeligheden.
Det er netop disse ’billeder af virkeligheden’, kunst og litteratur i høj grad er med til både at skabe, fastholde, modificere og udfordre.
Der har været ‚kultur‘ – forstået i en bred forstand som produktion af symbolsk betydning – også før klassesamfundenes opståen. Men med klassesamfundene opstår der en ny potentiel konflikt mellem forskellige måder at repræsentere en social orden på – samtidig med at det har været de herskende klasser, der har kontrolleret vilkårene for den kulturelle produktion.
Det er den forståelse, der er baggrunden for en politisk tilgang til at læse kunst og litteratur.Ideologi og utopi
Hvad er så i det lys en marxistisk tilgang til kunst og litteratur i det moderne, kapitalistiske samfund?
Her er kunst og litteratur heller ikke bare et frirum for kreativ udfoldelse. Det kapitalistiske samfund sætter nogle begrænsninger for den kunstneriske og litterære produktion.
I den sammenhæng er nogle forskellige – men sammenhængende – grundvilkår centrale. For det første de institutionelle rammer, der udgøres af kunstens relative autonomi (som adskiller kunstnerisk produktion fra samfundets øvrige arbejdsprocesser) og markedet (der opstiller rammerne for både massekulturel og ’elitær’ kunstnerisk produktion).
For det andet den særlige udformning, kampen om idéer og virkelighedsbilleder har i det kapitalistiske samfund. De centrale begreber her er ideologi og fremmedgørelse. Litteratur og kunst kan ikke se sig fri for at være påvirkede af samfundets herskende ideer.
Men skal al litteratur og kunst så udelukkende bedømmes på det politiske indhold? Nej, ikke nødvendigvis – men derfor er det alligevel vigtigt at være opmærksom på, hvordan kunstværker reproducerer de dominerende opfattelser og værdier. Det er f.eks. oplagt tydeligt, hvordan de fleste Hollywood-film, også de der som James Cameron-film som Avatar og Titanic på overfladen er ‚politisk korrekte‘, samtidig videreformidler klassiske konservative værdier.
Men når litteratur og kunst er mest interessant og fungerer bedst, kan det til gengæld netop andet og mere end blot at reproducere den herskende ideologi. Ikke mindst gennem det betydningsmæssige potentiale, der ligger i udforskningen af kunstens og litteraturens form og evne til at udfordre etablerede billeder af virkeligheden.
Det var f.eks. baggrunden for den tyske, socialistiske digter og dramatiker Bertolt Brechts kunstneriske strategi. Hans såkaldte ‚Verfremdungs-teknik‘ havde til formål at fremhæve fiktionen som en illusion, således at tilskueren blev bevidstgjort om værkets kunstighed og aktivt tog stilling til det – frem for passivt og ukritisk at lade sig suge ind i fiktionens verden.
Brechts tilgang til kunstnerisk produktion viser, at en marxistisk kunstforståelse sagtens kan være orienteret omkring kunstens formelle dimension – ‚indholdet i formen‘ så at sige. Og samtidig var Brechts kunst både formelt eksperimenterende og havde en bred, folkelig appel.
Generelt kan marxismen tilbyde et dobbelt perspektiv på, hvordan litteratur og kunst fungerer i et politisk perspektiv: På den ene side er den dybt forankret i de konflikter og begrænsninger, klassesamfundet sætter op – på den anden side kan litterære og kunstneriske frembringelser fremstille det kreative potentiale, mennesket besidder, og herigennem være med til at skabe billeder af en mulig anden virkelighed. Kunst og litteratur er på den måde både ideologisk og utopisk. Og ofte begge dele samtidig
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed