Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 302 – 1. oktober 2010 – side 7

Borgerskabets nyliberale revanche

– et opgør med ’68

Hans Erik Madsen

70’ernes velfærdsreformer – materielt og demokratisk – skal revancheres og fjernes. Det er hvad borgerskabets nyliberale dagsorden handler om i dag – og har handlet om siden først i 80’erne.

Fire ’turning points’ i den historiske udvikling viser hvordan borgerskabets nyliberale (og nye imperialistiske) dagsorden har forandret samfundsudviklingen. Men også hvilken rolle arbejderklassens kampe og organisering har spillet i denne proces. En forståelse af denne udvikling er et must for at kunne organisere modstand og forsvare velfærden i dag.

’68 – oprørsår og opsving

’68 betød et historisk brud, som revolutionerede samfundet. Det materielle grundlag var kapitalismens uafbrudte boom siden 2.verdenskrig. Klassestrukturen og sammensætningen inden for arbejderklassen ændredes – mest markant med boomet inden for den offentlige sektor.

Perioden før og efter ’68 og frem til ’73-’74 var en opsvingsperiode, hvor arbejderklassen og de sociale bevægelser var i offensiven og med til at forme velfærdsstaten og samfundsstrukturen.
’68 var om noget også et ’turning point’ internationalt. Vietnam-krigen og USA’s nederlag fik enorm betydning.

Verdenskrisen – 73-74

Verdenskrisen i 73-74 ryster kapitalismen, arbejderbevægelsen og de nye sociale bevægelser. Massearbejdsløsheden begynder gradvist at undergrave arbejderklassens styrke. Illusionen om den krisefri kapitalisme brast og betød et dramatisk skift for ikke mindst Socialdemokratiet, som sadlede om, og erstattede reformer med nedskæringer. Det undergravede Socialdemokratiets opbakning i arbejderklassen og banede vejen for, at de borgerlige kom til i 80’erne.

80’erne blev internationalt set startskuddet til en omfattende offensiv fra borgerskabets side mod velfærden og arbejderklassens organisationer. I USA og Storbritannien lykkedes det fx Reagan og Thatcher at tilføre arbejderklassen store nederlag.

Schlüter-regeringen fulgte i samme spor herhjemme: markedskræfterne blev sat i spil i den offentlige sektor, og arbejderklassens løn, dagpenge og organisationsret blev angrebet. ’Påskestrejkerne’ i 1985 udtrykker det sidste, men ender med remis: En million arbejdere strejker og viser den styrke, som faktisk blev opbygget ide foregående 20 år. Men ’bevægelsen’ er efterfølgende demoraliseret og slidt ned af massearbejdsløshed og et Socialdemokrati i politisk, ideologisk krise – nedgangen i klassekampen var en realitet.

1989 – murens fald og ’kapitalismens sejr’

Murens fald i 1989 ændrede også verdensbilledet dramatisk. Den todelte verden blev afløst af et verdenssystem med én supermagt, USA. ’Markedskapitalismen’ stjal billedet fra de folkelige revolutioner i Østeuropa, og nyliberalismens epoke startede i den vestlige verden, i det gamle sovjetiske imperium og i den tredje verden. Dagsordenen blev mere marked, mere ulighed, og mindre velfærd.

Murens fald og den nyliberale offensiv ryster på ny den reformistiske arbejderbevægelse. “New Labour“ og den tredje vej bliver bevægelsens svar.

Den nye verdensorden blev samtidig blodig. Krige rykkede tættere på – først under Golfkrigen i 90-91 og på Balkan fra 1995-98. En ny imperialistisk epoke blev åbnet.

Billedet først i 90’erne var en sejrende kapitalisme, med dyb nedgang i klassekampen. Men det billede blev udfordret i 1995 af en omfattende protest- og strejkebevægelse i Frankrig, som med held forsvarede 70’ernes velfærdsreformer på pensions- og arbejdstidsområdet. Bevægelsen inspirerer andre grupper i som uden for Frankrig, hvor regeringer satte den samme dagsorden.

Herhjemme var der ikke “franske“ tilstande, men billedet begyndte så småt at ændre sig efter 1998-99.

1999 – bevægelse igen

Fremkomsten af den ny antiglobaliseringsbevægelse i 1999 var en opsamlet reaktion på markedsgørelsen og nyliberalismens indtog overalt fra en bred vifte af sociale bevægelser på globalt plan. Det nye var både en samlet utilfredshed og en begyndende organiseret modstand. En bevægelse som tog afsæt i modstand mod den økonomiske globalisering, men som efter 11. september og krigen mod terror, og definitivt med den USA-ledede krig i Irak, også vendte sig mod den militære globalisering.

Bevægelsens nåede et toppunkt den 15. februar 2003, hvor det skønnes, at mindst 15-20 millioner gik på gaden i protest mod Irak-krigen. The New York Times erklærede efter protesten, at verden har fået to supermagter. Ved siden af USA har vi ’World opinion’.

10 år med de borgerlige, men...?

Knapt 10 år har de borgerlige haft regeringsmagten, og dagsordenen har fra dag ét været nyliberal og nyimperialistisk. Og såvel velfærd som demokrati er blevet angrebet.

At det har været muligt skyldes især, at oppositionen i folketinget og fagbevægelsen ikke har opstillet et troværdigt alternativ og organiseret utilfredsheden og omsat den i kamp. For utilfredsheden er der, og omsættes den i protester og strejker, kan privatiseringer af sundhedsvæsenet, lukning af skoler, uværdige forhold i ældreplejen osv. stoppes. Det er også den lære som kan trækkes ud af de sidste 45 års klassekamp.

Se også:
SAA 302: Opsving og opbygning af velfærdsstaten

Flere artikler fra nr. 302

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Nyliberalisme

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1676 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside