Socialistisk Arbejderavis
Nr. 303 – 4. november 2010 – side 4
Dansk Folkeparti 15 år
Et racistisk og asocialt parti
Hans Erik Madsen + Martin B. Johansen
I løbet af Dansk Folkepartis 15-årige historie er det lykkedes for Pia Kjærsgaard at fremstille DF som den lille mands – ja, hele folkets – stemme over for Elitedanmark. Men sandheden er stik modsat. DF har konsekvent støttet VK-regeringens omfordeling af penge fra bunden til toppen siden 2001. Samtidig har DF med sin racistiske og fremmedfjendske politik forgiftet tilværelsen for indvandrere og flygtninge.
Der er to hovedgrunde til DF’s højrepopulistiske succes. VK-regeringen har givet DF en indflydelse, som intet tilsvarende parti i Europa har opnået gennem så lang tid. Og Socialdemokraternes kapitulation overfor såvel nyliberalismen og en stram indvandrerpolitik har givet plads til dem.
Dansk Folkeparti kan trods partiets navn ikke forstås som et særegent dansk fænomen, men må forstås inden for rammerne af en generel, europæisk udvikling gennem 20-30 år, hvor nyliberalismens projekt har været, og stadig er, at tilbagerulle efterkrigstidens reformer, og hvor den reformistiske arbejderbevægelse frem for modstand har søgt mod midten, og hermed har undergravet sin egen basis.
Næsten halvdelen af DF’s stemmer kommer fra faglærte og ufaglærte arbejdere, mens det er ca. hver tredje socialdemokratisk stemme og kun omkring hver sjette stemme på Enhedslisten, der kommer fra samme gruppe.
Forsvar for demokratiet?
Dansk Folkeparti ynder at fremstille sig som forsvarere af vestlige værdier og vestligt demokrati, men deres demokratiopfattelse bryder reelt med demokratiske principper på væsentlige punkter. Principper som pluralisme og mindretalsbeskyttelse findes ikke i Dansk Folkepartis demokratiopfattelse. For dem er demokrati majoritetsvælde: De, der har flertallet, bestemmer.
Deres demokratiopfattelse giver dem mulighed for fint at kalde sig et demokratisk parti, samtidig med at de kan sige at der ikke skal være plads til Islamisk Trossamfund, som Pia Kjærsgård gør i et læserbrev i Berlinske Tidende 27. oktober.
DF’s forhold til et andet vigtigt demokratisk princip, ytringsfriheden, er et andet eksempel på, hvordan de bøjer de demokratiske principper. Når ambassadørerne fra en række muslimske lande ønsker en samtale med Anders Fogh Rasmussen om Muhammedtegningerne og tre andre krænkelser af islam, kalder DF dette ønske for et angreb på ytringsfriheden, mens de selv vil forbyde arabiske tv-kanaler som Al-Jazeera og Al Arabiya. Også danskere, der bruger deres ytringsfrihed til kritik af hærens udleveringer af fanger til tutor i Irak får at vide af Søren Espersen, at de må ”stå frem som mandfolk”. Og at det er problematisk, at der ”... kastes smuds på hæren i en situation, hvor de danske soldater har utroligt svære arbejdsvilkår”.
På den måde ligger der indbygget nogle meget autoritære og intolerante tendenser i DF’s fortolkning af demokrati og ytringsfrihed.
Mere end fremmedhad
Fremmedhadet og den autoritære demokratiforståelse kan ikke alene forklare DF’s opbakning. Det er reelt nok, at partiet gennem sin hetz mod islam henter stemmer, men rendyrkede racistiske lister får næsten ingen stemmer, når de opstiller til kommunalvalg.
At man ikke kan skabe politisk opbakning alene ved hetz mod muslimer kan man også se af Karen Jespersens skæbne. Hun har profileret sig mere og mere som kritiker af islam, bl.a. med udtalelserne om, at talsmanden for Muslimsk Fællesråd, Zubair Butt Hussain, gik ind for stening af kvinder. Hendes vedvarende islam-kritik endte med at hun blev betegnet som en slags nørd, der havde fået islam på hjernen. Og for udtalelserne om Zubair Butt har hun nu også fået en injurie-dom imod sig.
Partiets opbakning skyldes især, at det har haft succes med at fremstille sig som et socialt ansvarligt parti. Deres slogan op til kommunalvalget i november sidste år lød: Der skal være råd til velfærd! Vi skal have verdens bedste offentlige sundhedsvæsen!
Derudover er deres sociale profil blevet pudset af ved at kræve synlige symbolske indrømmelser, fx ældrechecken, til gengæld for at støtte til resten af VK-regeringens politik.
Højrepopulister
Dansk Folkepartis sociale profil er bluff. Glem ikke, at det var drømmen om nedskæringer i den offentlige sektor, der fik Kjærsgaard til at gå ind i politik. Som leder af Fremskridtspartiet sagde hun, at “den offentlige sektor skal på en kraftig slankekur“.
Dansk Folkepartis praksis er i klar modstrid med partiets erklærede politik. Regeringen og Dansk Folkepartis skattereform er historisk skæv; bankdirektøren får knap 40.000 mere om måneden, mens folkepensionisten få 150 kr. og folkeskolelæreren 500 kr. mere om måneden. Og DF’s synderegister er efter ni års VKO samarbejde alenlangt.
Dansk Folkepartis relativt store opbakning fra bl.a. faglærte og ufaglærte og deres reaktionære dagsorden har skabt forvirring i arbejderpartierne. Dels mener mange, at man kan stoppe Dansk Folkeparti ved mere eller mindre at overtage partiets islamhetz, kræve hårdere straffe osv. Taktikken har trukket venstrefløjen til højre og øget opbakningen til Pia Kjærsgaard.
Ikke nazister
Nogle af dem, der har fastholdt kritik af alle aspekter af DF, karakteriserer dem som et nazi-lignende parti med en respektabel facade. Men den fascistiske fare omkring Dansk Folkeparti ligger ikke i selve partiet, men i at partiets racisme står næsten uimodsagt, hvilket skaber gode betingelser for egentlige nazister.
Grunden til at DF ikke kan betagnes som et nazi-lignende parti er, at de ikke har nogen voldelige stormtropper, der går til angreb på politiske modstandere. Og at ledelsen i partiet siden stiftelsen har arbejdet ihærdigt på at lægge afstand til den ekstreme højrefløj og egentlige nazister, bl.a. gennem eksklusioner.
Svigtet
Det er partiets antielitære tilgang, der har fastholdt dets opbakning, da medlemmerne og vælgerne føler at de er blevet svigtet af overklassen og Socialdemokraterne. Spørger man partiets medlemmer, finder man udtalelser som denne: “Det der arbejderparti, som vi havde i gamle dage, som hed Socialdemokraterne, det var jo alle slags, der var jo postbude, der var arbejdsmænd og så videre. I dag er det bare akademikere.“
Under højkonjunkturen i 50’erne og 60’erne, blev store dele af velfærdsstaten etableret, med støtte fra Socialdemokraterne og resten af arbejderbevægelsen. Men da den økonomiske krise slog igennem i 70’erne, vidste Socialdemokraterne ikke hvordan de både skulle opbygge velfærdssten og administrere kapitalismen i krise. Resultatet blev, at man i 1982 måtte opgive regeringsmagten til de borgerlige.
Da socialdemokratiet i 1993 igen fik magten, var det med et nyt politisk program, hvor man i stigende grad havde overtaget de borgerliges ideer om liberalisering af velfærdsstaten og om at underlægge sig markedskræfterne. Samtidig løsrev man partiet fra det hidtidige stærke bånd til fagbevægelsen, fx ved at opsige det direkte samarbejde med LO.
Reelt afskrev man sig sin hidtidige basis i arbejderklassen for i stedet at appellere til middelklassen med en politik, der stort set ikke kunne skelnes fra de borgerliges, med forkortelse af dagpenge perioden fra 7 til 4 år, indgreb i efterlønnen og massive privatiseringer.
Mange arbejdere står derfor politisk rådvilde, og det har DF udnyttet. Men denne rådvildhed giver imidlertid også svaret på, hvordan DF’s indflydelse kan bekæmpes, nemlig ved at der bliver opstillet et stærkt politisk alternativ, der i lyset af den økonomiske krise går til kamp for at forsvare velfærden og for at bekæmpe fyringer og lønnedskæringer.
Det kræver, at aktivister, fagforeninger, arbejdere og medlemmer af venstrefløjspartierne går sammen på gulvplan og formulerer et alternativ i form af solidariske løsninger. Men det kræver samtidig at de, der kæmper for de solidariske løsninger, ikke nøjes med at tale omfordeling, men også går direkte i kødet på muslimhetzen og den autoritære demokratiopfattelse. Og forklarer, hvordan det svækker kampen for solidariske løsninger.
Se også:
SAA 303: Udkantsdanmark
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed