Socialistisk Arbejderavis
Nr. 303 – 4. november 2010 – side 10
Tvangsaktivering af syge er forkasteligt
Lisa M. Ødegaard
En ny rapport fra Rigsrevisionen slagter det offentliges bidrag til privat aktivering af syge. De kan ikke dokumentere en eneste positiv effekt af aktiveringen.
Antallet af aktiverede, der tilhører matchgruppe 2 og 3 og er regnet som ikke-arbejdsmarkedsparate, er steget med 8.000 inden for det seneste år og udgjorde i august 2010 80.000 af de i alt 117.000 kontanthjælpsmodtagere. Dette til trods for at det offentlige gav 1,6 milliarder kroner i gruppen til aktivering i 2006, 2,2 milliarder kroner i 2007, 3,3 milliarder kroner i 2008 og 2,3 milliarder kroner i 2009.
Vi snakker om 9,4 milliarder kroner, der kunne være brugt til den form for hjælp, de syge aktiverede reelt har behov for. Rigsrevisionen går så langt som til at konkludere, at aktiveringen ligefrem har haft en negativ effekt for den enkelte syge.
Udover det svimlende beløb, der bliver spildt fra det offentlige i krisetider, hvor pengene åbenbart kunne have været brugt langt mere konstruktivt, snakker vi selvfølgelig om det rent moralske og medmenneskelige aspekt ved, at vi i et såkaldt velfærdssamfund tvinger et menneske til at udføre en opgave, det på ingen måde er fysisk eller psykisk i stand til at gennemføre, for at det skal gøre sig fortjent til et økonomisk livsgrundlag.
Disse mennesker, har som udgangspunkt en meget usikker tilværelse, hvor sygdommen i sig selv giver dem kniven på struben og gør dem uegnede til at have et fast job på lige linje med os andre. Derfor bliver de også af jobcenteret defineret som ikke-arbejdsmarkedsparate.
Definitionen er ikke, som man måske skulle tro, en erkendelse af, at de ikke er egnet til at arbejde. Det er blot en betegnelse, man bruger for at sige, at det vil kræve en noget større indsats at få dem ud på det marked, de ifølge Jobcenterets egen definition ikke er egnet til.
De lever under en konstant trussel. Ikke bare i forhold til at deres sygdom er kronisk, uforudsigelig og hæmmende på alle andre områder, de skal i tillæg forholde sig til, at dersom deres personlige situation forværres, så de ikke kan overskue at deltage i aktiveringen, bliver deres livsgrundlag fjernet.
For en person med en alvorlig psykisk lidelse, kan dette pres og mangel på økonomisk sikkerhed have alvorlige konsekvenser. I værste fald kan det være med til at sikre, at deres tilstand bliver forværret, og at de aldrig nogensinde vil kunne komme tilbage til arbejdsmarkedet igen.
Dersom aktiveringen faktisk gavnede de ledige, ville der ikke være nogen tvivl om, at folk ville benytte sig af det med glæde. Folk er som regel interesseret i at forbedre deres egen situation. Men at bygge tårne af spaghetti og skumfiduser eller biler af sugerør, er der næppe nogen der bliver mere kompetente til arbejdsmarkedet af (med mindre man gerne vil arbejde i en børnehave). Og for en kræftpatient får udtrykket ’spild af tid’ en helt ny mening.
Det er disse mennesker, vores velfærdssamfund eksisterer for at kunne give en menneskelig tilværelse, når de selv ikke kan finde ud af det. Og i stedet for at give flere penge til det offentlige, så de kan få den hjælp, de har behov for, så pumper det offentlige flere milliarder kroner over til de private aktører hvert år, uden resultater for de mennesker der er tale om.
Det skaber et grimt billede af et system, der rent ideologisk klamrer sig fast til en idé om, at penge til de private aktører øger konkurrencen i samfundet. Og det er på bekostning af det enkelte menneske, der ikke selv har valgt at deltage i konkurrencen, men alligevel sidder som de største tabere igen.
For politikerne er disse mennesker ikke andet end tal på et papir, når de skal skubbe penge rundt. Har vi et velfærdssamfund for at kunne tage vare på de svageste, eller er udtrykket blot et ord, uden nogen dybere betydning, der ligger så godt på tungen under en valgkamp?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed