Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 303 – 4. november 2010 – side 15

Anmeldelse af Bülow: ’Den Venezuelanske Revolution

En beretning fra orkanens øje

Sonja Andersen Lange

I bogen ’Den Venezuelanske Revolution – øjenvidneberetning og analyse’ giver forfatteren Andreas Bülow et kritisk, historisk og levende billede af den indtil videre ti år lange revolutionære proces i Venezuela.

Bogen er en god kombination af levende fortællinger fra forfatterens egne oplevelser i Venezuela og et større historisk og analytisk perspektiv på begivenhederne.

”Venezuela ved en korsvej” hedder bogens sidste kapitel, der beskriver de udfordringer den revolutionære bevægelse står overfor lige nu. Det er nok noget af det mest interessante i hele bogen – og det siger ikke så lidt.

Bogen er yderst levende, velskrevet og gennemarbejdet. Den giver mange gode argumenter imod de mange usande påstande om situationen i Venezuela, samtidig med at forfatteren forholder sig kritisk til den igangværende proces og dens mulige udvikling og faldgruber. Derudover viderebringer bogen også vigtige erfaringer fra arbejdernes overtagelser af fabrikker, samt de fejl, der er begået i forbindelse med dem.

I det sidste kapitel beskriver Bülow den store og meget reelle sandsynlighed for et nyt kup, som det Venezuela oplevede i 2002, i og med USA optrapper sin militære tilstedeværelse i Latinamerika og gennem økonomisk støtte hjælper kontrarevolutionære kræfter i Venezuela – heraf også en del i parlamentet.

Men samtidig konkluderer han, og det er her, jeg vil stille mig en smule uforstående og rimeligt kritisk overfor Bülows udsagn, nemlig at det er nødvendigt, at regeringen eksproprierer de største virksomheder og laver statsmonopol på udenrigshandelen. Og at en ny lov om arbejderkontrol i de nynationaliserede virksomheder vil få entusiastisk opbakning, og at befolkningen vil tage loven til sig og oprette fabriksråd, som man oplevede i en begyndende fase.

Bülow argumenterer altså for, at regeringen skal vedtage love, som befolkningen skal følge og derigennem gennemføre revolutionen. Man kan dog argumentere stærkt for at dette bør ske i omvendt rækkefølge. At bevægelsen skal styrkes fra neden, flere fabriksråd skal oprettes, at arbejderne, bønderne og de fattige fortsat skal organisere sig og derved gå mod staten, der stadig er yderst kapitalistisk og styret af et bureaukratisk system, der ikke gavner arbejderklassen.

Når jeg siger, jeg stiller mig uforstående overfor ovenstående konklusion, er det fordi Bülow flere gange i bogen argumenterer for bevægelse fra neden og beskriver bevægelsens egen styrke, f.eks. efter statskuppet i 2002, hvor det er folket, der vælter Pedro Carmona, der var indsat som kupmagernes præsident, og får Chavéz tilbage til magten. Bülow konkluderer desuden i et tidligere kapitel, at det er ”nødvendigt at smadre den borgerlige stat og opbygge en ny stat – en arbejderstat”.

Man kan stille sig selv det spørgsmål, om Chavéz vil overgive sin magt til folket frivilligt? Ikke fordi man skal tro på det, de borgerlige medier skriver om Venezuela og Chavéz, men fordi Chavéz er en del af et kapitalistisk, borgerligt statsapparat, der aldrig vil afgive magten af egen fri vilje.

Og jo længere tid folket forbinder revolutionen med Chavéz i stedet for bevægelsen i sig selv, jo mere usandsynligt bliver det, at bevægelsen vil rive sig fri af Chavéz og smadre den borgerlige stat, som han er en del af.

Hvis Chavéz var en direkte del af den revolutionære bevægelse i befolkningen, så havde han gjort op med kupmagerne i 2002, men det gjorde han ikke. Folket bør gøre op med Chavéz og organisere sig, føre revolutionen videre, uafhængigt af staten, for kun med modstand fra neden, kan revolutionen vindes.

Jeg vil med disse ord stærkt anbefale at læse bogen og dermed få et rigtig godt indblik i, hvad der sker i Venezuela lige nu. Der er, udover 10 gode kapitler, to glimrende forord samt et tillæg, som det kan anbefales at læse først, hvis man vil have bedre styr på situationen i Sydamerika inden man læser om Venezuela.

Andreas Bülow
Den venezuelanske revolution
Hands Off Venezuela 2010.
309 sider, 200 kr.

Bogen kan købes hos: hov.denmark@gmail.com, se evt. http://www.marxist.dk/hov/

Flere artikler fra nr. 303

Flere numre fra 2010

Se flere artikler om emnet:
Venezuela

Se flere artikler af forfatter:
Sonja Andersen Lange

Siden er vist 2886 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside