Socialistisk Arbejderavis
Nr. 304 – 2. december 2010 – side 13
Finland 1918
Nordens glemte revolution
Jakob L. Krogh
Den 27. januar 1918 udråbes den finske arbejderrepublik. Det bliver indledningen til det halve år med den mest intense klassekamp i Finlands historie.
Optakten
I 1916 vinder det finske socialdemokrati valget til Landdagen som det første arbejderparti i verden, men det russiske zarstyre, der har haft overheredømmet i Finland siden 1809, vil ikke indkalde Landdagen, og derfor bliver den først indkaldt efter at den russiske februarrevolution i 1917 vælter zaren.
Samtidig er situationen i Finland kritisk: Fødevareforsyningen er dårlig og inflationen og arbejdsløsheden er høj. Revolutionen i Rusland betyder, at der ikke er nogen statsmagt i Finland. Den finske hær blev opløst i 1904. Fagforeningerne begynder at opbygge en ordensmagt af arbejdere.
Det giver en unik situation for arbejderklassen. Socialdemokratiet har flertal i landdagen og arbejderne får delvis kontrol over statens væbnede magt.
Det er alt sammen med til at få arbejderklassen på barrikaderne. Der udbryder generalstrejke til støtte for kravene om 8 timers arbejdsdag.
Borgerskabet er magtesløse uden politi og militær, og 8 timers-arbejdsdagen bliver gennemført. Samtidig bliver det tydeligt, at den politiske kamp er uden for Landdagen og at arbejderklassen har initiativet.
Borgerskabet til modangreb
Borgerskabet danner i maj 1917 militærorganisationen Skytteforeningen, der i folkemunde bliver omdøbt til slagterne, efter at de i juli skød strejkende arbejdere i Vittis.
Imens borgerskabet opbygger en militærorganisering med påstande om at de vil kæmpe for Finlands selvstændighed, får de lederen af den provisoriske regering i Rusland, den antibolsjevikiske Kerenskij, til at opløse Landdagen, hvor arbejderne har flertal, og udskrive nyvalg, hvor Socialdemokratiet taber flertallet.
Den nye Landdag ophæver 8 timers dagen, mens det finske LO stiller krav om indsats mod arbejdsløsheden og manglen på fødevarer, genindførelse af 8 timers arbejdsdagen, almen sygeforsikring og opløsning af skytteforeningerne.
Revolutionen starter for langsomt
Den 12. november 1917 er der LO kongres. Her kræver taler efter taler revolution nu. Dagen efter blev LO’s krav nedstemt i landdagen. Derfor ender kongressen med at opfordre til generalstrejke under parolen: “Arbejdere, til kamp for brød og retfærdighed. Stop hjulene.”
Generalstrejken var en magtdemonstration fra arbejderne. Arbejderbevægelsens ledelse kunne tage magten, flertallet af arbejderne ville det, men LO-ledelsen vil ikke tage ansvaret for revolutionens gennemførelse.
Derfor går der yderligere to en halv måned før revolutionen gennemføres. Det giver de hvide tid til at forberede sig til borgerkrigen, som de røde bl.a. derfor ender med at tabe. Det er billeder fra borgerkrigen der udgør størstedelen af udstillingen (på Arbejdermuseet, se nederst).
Den anden grund til at de røde taber er Tysklands støtte til de hvide. Nederlaget fra den finske revolution var med til at afgøre skæbnen for den revolutionære bølge efter 1. verdenskrig. Hvilket borgerskabet var meget bevidst om. Lederen for de finske styrker general Mannerheim siger i et interview i en dansk avis, at hvis bolsjevikkerne brød igennem i Finland ville den blodrøde flod brede sig over de øvrige lande.
Reformismen i Danmark
Ledelsen af Arbejderbevægelsen i resten af Norden var meget tilbageholdende med deres støtte til de røde. I udstillingens mest interessante afsnit kan man se, hvordan man i Socialdemokratiet i Danmark forholdt sig til revolutionen. Her er der bl.a. et dokument med en støtte-erklæring til de røde fra socialdemokratiets partikongres i 1918. Støtte-erklæringen blev vedtaget af medlemmerne, men aldrig trykt i mødets officielle referat af ledelsen.
Når det er den del der er udstillingens mest interessante, er det fordi en ret stor del af udstillingen om selve revolutionen ikke formår at fange intensiteten og de politiske spørgsmål. Derfor kommer krigen til at fremstå som meningsløs, og voldens brutalitet bliver det eneste der kan få følelserne frem.
Desværre virker det som om at det faktisk har været udstillingens formål at fremstille den finske revolution som meningsløs vold. Overskriften i afsnittet om den røde garde er ”Rød galskab” mens afsnittet om de hvide hedder ”Hvid terror”.
Drømmene og følelserne hos dem der kæmpede for et rødt Finland beskrives ikke, mens der med citater fra en frivillig dansker på hvid side gives lidt indblik i, hvad der motiverede de hvide til krigen.
Se udstillingen Den finske borgerkrig 1918 på Arbejdermuseet, Rømersgade 22 i Kbh., indtil 30. december.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed