Socialistisk Arbejderavis
Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 5
Det mener vi
Den politiske elite eller egen styrke: Kampen om ideerne i bevægelserne
De politiske diskussioner i fag-, klima- og fredsbevægelsen har ét til fælles: På den ene side er der dem, der håber på, at de politiske magthavere eller nye politiske magthavere vil hjælpe os. På den anden side dem, der tror mere på bevægelsernes egen styrke end på den politiske elite.
Fagbevægelsen
Toppen af fagbevægelsen har opgivet fagbevægelsens traditionelle kamp for kortere arbejdstid og støtter S og SF’s forslag om øget arbejdstid. Kun Dennis Kristensen fra FOA har taget sine medlemmers ønske alvorligt og siger nej til mere arbejde – både i form af afskaffelse af efterlønnen og i form af en time mere om ugen.
Støtten til S-SF-planen bunder i et håb om, at en S-SF regering vil betyder forbedringer, men også i en accept af Dansk Industris mantra om, at vi har brug for at øge arbejdsudbuddet.
De der er imod at arbejde mere peger i stedet på, at vi skal kæmpe for, at det bliver bankdirektøren og aktionæren, der kommer til at betale for krisen. Og for at det ikke er arbejdsudbuddet der skal øges, men udbuddet af jobs til de arbejdsløse. Og at styrken til at kæmpe for det skal komme fra organiseringen på arbejdspladserne og af de arbejdsløse.
Klimabevægelsen
I debatten i klimabevægelsen har vi på den ene side dem, der tror på at COP-processen vil give resultater, og derfor mener at den bedste måde at arbejde for klimaforbedringer er ved at påvirke forhandlingerne ved COP-17 i Sydafrika.
På den anden side dem der som Jørn Andersen mener, at COP-møderne er som en “massemorder, der har myrdet 16 gange før, og nu lover forbedring”. Og derfor afviser at fokusere på forhandlingerne, men i stedet vil opbygge en bevægelse med en styrke til selv at kæmpe kravene igennem. Helt aktuelt gennem skabelsen af klimajobs.
Fredsbevægelsen
I fredsbevægelsen er der på den ene side dem, der som Frank Aaen foreslår, ”at der indsættes en neutral FN-ledet fredsbevarende styrke for at sikre en form for stabilitet.”
På den anden side dem der ikke mener, at der skal indsættes nye tropper, når Danmark, USA og resten af NATO trækker sig ud. De, der ikke tror på FN, tror på Afghanistans egen befolkning frem for verdens magteliter.
Intet sted er troen på lederne så ubegrundet som i fredsbevægelsen. Tre ud af fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd er NATO-lande med soldater i Afghanistan – USA, England og Frankrig. FN støtter op om NATO’s krig, fordi det er stormagterne der dominerer FN.
Der har været krig i Afghanistan siden 1979. Det år hvor Sovjetunionen/Rusland, et andet permanent medlem af FN’s sikkerhedsråd, invaderede Afghanistan.
Brug for socialister i bevægelsen
Derfor argumenterer socialister altid sammen med dem i bevægelserne, der tror på egen styrke, ikke på den politiske elite. Det gør vi fordi vi deler denne tro.
Vi deler den faktisk så meget at vi har organiseret os for bedre at kunne argumentere for den. Ikke kun i de konkrete forbedringer, som vi kæmper for i fag-, klima- og fredsbevægelsen, men også for en gennemgribende samfundsforandring ved at afskaffe det kapitalistiske system, der skaber kriser, klimakatastrofer og krige.
Den forandring kalder vi socialisme og den kommer gennem arbejdernes egen kamp og tro på egne evner til at skabe et bedre samfund. Som et af de vigtigste Karl Marx-citater lyder: ”Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed