Socialistisk Arbejderavis
Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 7
Nyt år med krig
Jens Andersen
I sin nytårstale nævner Lars Løkke ikke bare, at han agter at afskaffe en af velfærdssamfundets grundpiller, men nævner også, at han vil trække de danske kamptropper ud af Afghanistan.
Dette skal ifølge Lars Løkke ske gradvist over de næste fire år, hvor tropperne lidt efter lidt skal udskiftes med trænere, som skal uddanne afghanske sikkerhedsstyrker frem mod udgangen af 2014 hvor de får overdraget ” det fulde ansvar”.
At han bruger en sådan mere eller mindre tilfældig dato, som det tidspunkt kamptropperne skal være ude, viser hvor håbløs krigen ser ud for den herskende klasse. Økonomisk krise, hjælpepakker og langvarig nyliberal økonomisk politik har gjort, at vestens magthavere er enormt pressede, både politisk og økonomisk. Det er derfor sværere for dem at skaffe folkelig opbakning til den fortsatte krig.
Væk er de store ord om at blive der til man ’har gjort arbejdet færdigt’ og i stedet trækker man en streg i det afghanske sand om fire år. Dette betyder dog ikke at de opgiver at styre Afghanistan.
Kamptropperne udskiftes bare med ’trænere’ eller militære rådgivere på samme måde som USA gjorde det i Irak. Dette er en strategi som også er kendt fra Vietnam-krigen hvor USA i høj grad gjorde brug af militære trænere og rådgivere.
For de vestlige magthavere har denne strategi den fordel, at der vil dø færre vestlige soldater, hvilket de jo kan håbe vil give mindre utilfredshed på hjemmefronten. Men at uddanne en afghansk hær, som man håber skal varetage NATOs interesser i Afghanistan, er dog på ingen måder en god løsning for den afghanske befolkning.
Denne hær vil komme til at tjene under den svage og dybt korrupte Karzai-regering og derved i højere grad være en magtfaktor i den interne magtkamp mellem krigsherrerne og andre grupperinger, og være et våben imod folkelig utilfredshed, end det vil være en garant for frihed og demokrati.
Lars Løkke tager desuden et forbehold ved at sige at ”hvor mange, der må blive, og hvor mange, vi kan trække hjem, det vil naturligvis afhænge af, hvordan sikkerheden helt konkret udvikler sig.”.
Som situationen er på nuværende tidspunkt med en afghansk modstandsbevægelse der kun ser ud til at tage til i styrke, vil dette reelt betyde at han ikke behøver at trække nogen tropper ud, da han altid vil kunne argumentere for at sikkerheden ikke er god nok.
Udtrækningsplanen kommer derfor til at lyde hul, og man kunne derfor lige så godt trække tropperne ud i morgen som om fire år.
Udmeldingen om tilbagetrækning leder også tankere tilbage til Anders Foghs nytårstale i 2007, som omhandlede tilbagetrækning af danske soldater fra Irak.
Senere det år vandt Fogh nemlig et folketingsvalg, og man kan jo mistænke Løkke for at prøve at gøre Fogh kunsten efter.
Krigen er nemlig blevet en tabersag for regeringen. Ifølge en Megafonmåling for TV2 og Politiken er 59 procent enige i, at Danmarks deltagelse i krigen ikke har været omkostningerne værd, mens kun 22 procent er uenige. Selv i forsvarets egne rækker begynder utilfredsheden at brede sig.
I en undersøgelse foretaget af Politiken blandt tillidsfolkene for forsvarets befalingsmænd svarer hele 38 procent af de tillidsfolk, der har deltaget, at de mener krigen ikke har været de menneskelige omkostninger værd, mens 40 procent ikke sætter spørgsmålstegn ved tabene.
De danske tropper bør trækkes ud hurtigst muligt, ikke bare for deres egen skyld, men også for afghanernes, da det er langt lettere for den afghanske befolkning, at gøre op med deres undertrykkere hvis undertrykkeren er deres nabo, end hvis undertrykkeren bor på den anden side af jorden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe