Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 305 – 13. januar 2011 – side 13

Introduktion til socialisme

Marxisme og anarkisme

Dennis Strøm Petersen

Som aktiv socialist omgås og samarbejder man ofte med personer og bevægelser, der opfatter sig selv som anarkister, autonome, sort blok osv. Derfor er det også nødvendigt at forholde sig til de ideer, der her samlet vil blive betegnet som anarkisme.

Denne artikel er ment som en kort introducerende skitsering af, hvordan marxismen stiller sig i forhold til nogle af de punkter, som langt de fleste anarkistiske strømninger synes at have til fælles.

Forholdet til staten

Anarkister og marxister har det til fælles, at de ønsker at bekæmpe den eksisterende stat, og at de kæmper for et klasseløst samfund. Anarkister er dog imod enhver form for stat, idet de ikke forholder sig til muligheden for en væsentligt anden type stat, end den man kender i det kapitalistiske samfund. Da det samtidig ses som noget uundgåeligt, at egoisme og magtbegær er fremherskende hos mange mennesker, er frygten, at også en stat i et socialistisk samfund vil blive korrumperet og domineret af en lille elite.

Marxister argumenterer på den anden side for, at statens udformning er et resultat af magtforholdene i samfundet – i et kapitalistisk samfund er staten indrettet med henblik på at sikre det lille mindretals, kapitalisternes, magt. Men i et socialistisk samfund, som er et resultat af det store flertals opgør med kapitalismen, vil staten blive indrettet af det store flertal i deres interesse og kan derfor udformes langt mere demokratisk.

Når det er nødvendigt overhovedet at opbygge en ny stat efter opgøret med kapitalismen, skyldes det bl.a. at kapitalismen, den gamle herskende klasse og deres stat ikke bare vil forsvinde som dug for solen fra den ene dag til den anden. Opbygning af en alternativ magtstruktur, en arbejderstat, er derfor en del af revolutionen og nødvendig for at vinde kampen mod kapitalismen og konsolidere det socialistiske samfund.

Samtidig ser marxister ikke menneskets natur som uforanderlig, men derimod stærk præget af samfundsindretningen. I et samfund, der bygger på omfattende samarbejde, inddragelse og demokrati, vil der ikke være noget særligt behov for egoistisk egennytte-maksimering og magtbegær, og disse menneskelige ”egenskaber” vil kunne træde mere i baggrunden.

Den dogmatiske afvisning af enhver statslignende institution gør det ofte til et problem for anarkister at forholde sig til den eksisterende kapitalistiske stat og opgøret med denne. Det kan på den ene side betyde, at staten helt ignoreres som faktor, men paradoksalt nok har det historisk og i dag også medført, at nogle anarkister har opfattet staten (forstået som den eksisterende borgerlige stat) som uundgåelig og nødvendig og ligefrem aktivt har støttet den, som det skete for de spanske anarkister i CNT i 1936, da de endte med at støtte op om en fortsat borgerlig statsmagt i Catalonien.

Direkte aktion

Et andet kendetegn for anarkisme er, at der lægges stor vægt på direkte aktion. Ofte så stor at aktionsformen bliver et mål i sig selv. Marxister er i mange tilfælde også fortalere for direkte aktion. Især forstået som at der handles imod myndigheder og lovgivning, f.eks. hvis et flertal på en arbejdsplads stemmer for en blokade. Men sjældent hvis det forstås som, at en lille gruppe bryder ud og handler på trods af et uenigt flertals interesser.

Direkte aktion må ikke blive et dogme. For marxister er det vigtigste i valget af aktionsform, om det, man gør, bidrager til det langsigtede mål om en bred folkelig opstand, der udvikler sig til en revolution for socialisme.

Det betyder f.eks., at det er særligt vigtigt at forsøge at inddrage så store dele af arbejderklassen i aktiviteterne som muligt. Både fordi vi er stærkere, jo flere vi er, men også fordi det kun er kampe og revolutioner med bred deltagelse, der kan vise mulighederne for og give erfaringen med et stærkt udvidet demokrati og alle almindelige menneskers deltagelse i styringen af samfundet.

Når direkte aktion bliver handling for handlingens skyld, og en lille gruppes handling på vegne af det inaktive flertal, bliver der tale om en elitær og ikke en demokratisk kamp, hvilket aldrig vil kunne føre til socialisme, fordi den lille elitære gruppe, hvis den har succes, også kommer til styre på en udemokratisk måde som fx på Cuba efter revolutionen i 1959.

Flere artikler fra nr. 305

Flere numre fra 2011

Se flere artikler af forfatter:
Dennis Strøm Petersen

Siden er vist 3066 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside