Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 6

S-SF til tjeneste for erhvervslivet

Lars Henrik Carlskov

Udsigten til snart at kunne overtage regeringsmagten har fået S-SF til at indlede et kraftigt bejleri til erhvervslivet. Politikens økonomiske kommentator, Niels Lunde, kunne således for nylig afsløre, at de to partier i dybeste hemmelighed har holdt en række møder med erhvervslivets topchefer.

S-SF har her bl.a. mødtes med topcheferne fra Falck, ISS, Symbion, Tryg, NKT samt en af verdens største lobbyorganisationer American Chamber of Commerce, hvor personer som Kim Østrup (IBM), Bill Allen (Mærsk) og Lene Skole (Coloplast) sidder i den danske afdelings bestyrelse.

Derudover har Socialdemokraterne nedsat en erhvervspolitisk arbejdsgruppe bestående af bl.a. Lars Goldschmidt fra Dansk Industri og tidligere Danfoss-direktør Hans Kirk.

SF har arrangeret flere seminarer for erhvervsfolk og opbygget et tæt forhold til Grundfos’ bestyrelsesformand, Niels Due Jensen. Disse seminarer fulgte i kølvandet på, at mangemillionær og topchef for Novozymes, Steen Riisgaard, sidste år talte ved SF’s landsmøde og skrev en kronik med Villy Søvndal i Berlingske Tidende.

Endelig er Stine Bosse, der i januar forlod Tryg-koncernen mod et gyldent håndtryk på 11 millioner kroner, blevet nævnt som ministeremne i en kommende regering, hvilket hun selv pt. afviser som uaktuelt.

Ansvarlighed over for hvem?

Denne hektiske mødeaktivitet skal ses som endnu et led i de to partiers forsøg på at positionere sig som ”ansvarlige” og ”regeringsduelige” partier.

Det betyder ansvarlige over for de kapitalistiske investorer, som ikke vil tolerere en regering, der for alvor truer deres interesser, og som i givet fald er klar til at banke en sådan regering på plads, f.eks. ved at indskrænke produktionen, tilbageholde investeringer, spekulere mod valutaen og iværksætte kapitalflugt.

Et andet skridt i SF’s forsøg på at fremstå som ”regeringsegnet” har været, at begynde at stemme for finansloven, også under borgerlige regeringer. Også selv om det indebærer støtte til NATO og krigen i Afghanistan. Og endda selv om de selv betegner finansloven som ”uansvarlig”.

Det er i samme ”ansvarlige” lys, man bør se SF’s finansministerkandidat Ole Sohns udtalelser til hhv. Jyllands-Posten og Berlingske Tidende om, at hvis det ikke lykkes en ny centrum-venstre regering at skabe forøget vækst, er S-SF klar med nedskæringer på velfærdsydelserne.

Tankegangen om, at det er venstrefløjens opgave at redde kapitalismen fra sin krise ved at skabe øget vækst, går igen i den økonomiske plan, som SF fremlagde i midten af januar, kaldet ”Ny vækst – nye job”.

Socialdemokraterne har da også givet planen sin helhjertede opbakning. Det samme har en række erhvervsledere, hvilket har udløst hvidglødende raseri hos regeringen.

Kapitalistisk vækstpolitik eller anti-kapitalistisk mobilisering?

Det grundlægende problem ved SF’s vækstplan er, at den ikke løser det profitabilitetsproblem, der siden slutningen af 1960’erne har præget de fleste af verdens avancerede kapitalistiske økonomier.

Den såkaldte ”finanskrise” udspringer således af, at kapitalisterne, pga. den lave profitabilitet i ”realøkonomien”, har kanaliseret en større andel af deres kapital over i stærkt risikable investeringer i den uproduktive finansielle sektor.

Ved at pumpe milliarder og atter milliarder ind i økonomien har verdens herskende klasser i første omgang forhindret, at krisen er blevet så dyb som i 1930’erne.

Men de har samtidig forhindret en udrensning af de uprofitable virksomheder, hvilket – sammen med drastisk lønnedgang, øgning af arbejdstid og -tempo eller demontering af en stor del af velfærdsydelserne – er det eneste, der kan genoprette profitabiliteten og skabe et nyt varigt økonomisk opsving.

Samtidig har de nu brugt en stor del af deres økonomiske skyts, hvilket gør verdens regeringer ekstremt sårbare over for en ny finansiel nedsmeltning.

Venstrefløjens opgave er derfor ikke at optræde ”ansvarligt” over kapitalistiske investorers jagt på profit eller det globale kapitalistiske system, der har udløst den nuværende krise.

I stedet skal vi kæmpe for politiske krav, der i den aktuelle situation kan skabe mobilisering og løse en række påtrængende behov, f.eks. oprettelse af arbejdspladser, praktikpladser og højere dagpenge.

Kun via denne kamp kan vi sætte spørgsmålet om et socialistisk alternativ til kapitalismens profitjagt på dagsordenen.

Flere artikler fra nr. 306

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Socialdemokratiet (DK)
SF
Alternativer til Fogh

Se flere artikler af forfatter:
Lars Henrik Carlskov

Siden er vist 3069 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside