Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 306 – 10. februar 2011 – side 16

Interview med Mark Bergfeld, NUS

Næste skridt for de engelske studenterprotester

Mette Hermansen

De sidste to måneder af 2010 vågnede studenterbevægelsen i Storbritannien igen for alvor op til dåd. Udsigten til øget brugerbetaling på universiteterne samt 80 pct.s nedskæring i det offentlige undervisningsbudget fik i november sidste år de universitetsstuderende til at besætte 35 universiteter landet over.

Samtidig med besættelserne blev det annonceret fra regeringens side, at de ville afskaffe Education Maintenance Allowance (EMA) – en slags SU på max. 300 kr. om ugen for studerende mellem 16 og 19 år af forældre med særlig lav indkomst. En økonomisk støtte, hvor beskeden den end er, som for mange betyder forskellen mellem at have råd til transport til deres uddannelsessted eller ej, om der er råd til frokost eller endnu en skolebog.

Denne udmelding fik de yngre studerende til at melde sig ind i kampen mod nedskæringerne. Koordinerede aktionsdage mellem universitetsstuderende, gymnasiestuderende og studerende på korte- og mellemlange uddannelser, de såkaldte Day X, tog form med nedlæggelse af undervisningen, udvandringer, flere besættelser og ikke mindst tre kæmpe demonstrationer, hvor der på den største deltog omkring 52.000 mennesker.

Mark Bergfeld er medlem af hovedbestyrelsen i det nationale studenterråd (National Union of Students, NUS) og talsperson for organisationen Education Activist Network (EAN). Jeg mødte ham til en snak om, hvordan han ser fremtiden for studenterbevægelsen, samt hvad den kan opnå.

Før jul så vi massedemonstrationer, besættelser på uddannelsesstederne, nedlæggelse af undervisningen og i det hele taget en bevægelse, som i den grad var villig til at slås imod nedskæringerne. Hvordan ser den bevægelse ud i dag?

Uddannelsesstederne er stadig på juleferie, og derfor har vi ikke set nogle nævneværdige aktioner siden før jul. I mellemtiden er EMA blevet afskaffet, hvilket mange troede ville blive enden på bevægelsen.

Men jeg synes, at det vi så for et par weekender siden 29. januar, hvor 7.000 studerende og arbejdere gik på gaden i London, lover godt for bevægelsens fremtid. Den 29. var i den grad et skridt hen imod at få studenterbevægelsen på gaden igen.

Det næste, der planlægges nu, er endnu en Day X, endnu en dag hvor undervisningen nedlægges og de studerende udvandrer eller besætter deres uddannelsessted. Det bliver d. 24. februar, for det er der, universitetsledelserne mødes og kollektivt beslutter, præcist hvordan den øgede brugerbetaling skal implementeres.

Markedsgørelse, øget privatisering og nedskæringer

Kan du sige noget om, hvordan bevægelsen startede? Hvad er der galt med uddannelsessystemet set fra de studerendes side?

Det, der er sket, gennem de sidste mange år under New Labour, er, at der har fundet en øget markedsgørelse og øget privatisering sted på uddannelsesområdet. Første gang brugerbetaling på universiteterne blev indført var i 1997, da New Labour kom til, og siden da er prisen steget og steget.

Til valget sidste år stemte mange på Liberal Democrats, fordi de gik til valg på gratis uddannelse til alle. Men ved at danne regering med de konservative, endte de med at forråde tusinder af studerende ved at stemme for en forhøjelse af brugerbetalingen til det tredobbelte og ved at stemme for afskaffelsen af EMA.

Derudover har de annonceret, at det årlige undervisningsbudget skal skæres med 80 pct., hvilket betyder, at de samfundsfaglige fag, de kreative fag og humaniora ikke længere vil modtage statsstøtte, men udelukkende skal subsidieres gennem private midler. Så det, vi går indtil nu i det nye studieår, er, at en masse fag vil blive lukket ned og op mod 30.000 undervisere fyret.

Radikalisering

Hvad har hovedbudskabet på de hidtidige demonstrationer været? Hvad håber de studerende på at opnå?

De tre hovedslogans indtil videre har været ’ingen brugerbetaling’, ’ingen nedskæringer’ og ’bevar EMA’. Og pointen i disse slogans rækker ud over blot det at være studerende.

For mange studerende med arbejderklassebaggrund vil blive udelukket fra muligheden for ikke blot en universitetsuddannelse, men også en gymnasial eller mellemlang videregående uddannelse. De vil dermed også stå over for langt ringere mulighed for at få et job senere hen.

Og jeg tror, at det vi ser nu, er en politisk radikalisering i en tid med ungdomsarbejdsløshed, og fyringer både i den offentlige og den private sektor.

I den mere radikale og antikapitalistiske del af bevægelsen har det primære slogan været at vælte regeringen, og det har faktisk vundet bred opbakning både internt i bevægelsen, men også i forskellige andre netværk:

Dermed har den antikapitalistiske venstrefløj spillet en vigtig rolle i at holde sammen på bevægelsen og været en del af at arrangere de store demonstrationer, der fandt sted i efteråret.
Samarbejde med fagforeninger

Men hvad er så vejen frem nu som du ser det? Vil det her fortsætte med udelukkende at være en studenterbevægelse, eller tror du at vi får en generel modstand mod nedskæringerne at se?

Det, der er blevet klart indenfor de sidste tre måneder, er, at kampen mod nedskæringerne hovedsageligt har koncentreret sig om kampen mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Og lige nu er det også der, vi tydeligst kan se en snert af, hvilke drastiske og ødelæggende nedskæringer regeringen planlægger.

Men realiteterne er desværre, at den nedskæringsplan, som regeringen har fremlagt, ikke kun rammer de studerende. De er blot de første, der bliver ramt, og det har derfor også været dem, der har ledet modstanden indtil videre. Spørgsmålet er nu, hvordan vi får opbygget et kontinuerligt samarbejde med fagforeningerne, men også med ganske almindelige pensionister og arbejdsløse for eksempel.

De studerende bliver tit portrætteret som de her selviske, forkælede middelklasseunger, som kun tænker på sig selv. Men faktisk kæmper de studerende for alle her i landet som rammes af nedskæringerne. For studerende vil ikke altid være studerende, og de ønsker ikke at komme ud af deres uddannelser og stille sig op i arbejdsløshedskøen.

Og organisationer som eksempelvis EAN har gjort det meget klart, at hvis kampen mod nedskæringerne skal vindes, så er det nødvendigt at vælte regeringen. Og for at det kan lade sig gøre, bliver vi nødt til at se fagforeningerne tage kampen op sammen med de studerende.

Flere artikler fra nr. 306

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Studenterkamp (int.)
Krise og modstand - Storbritannien

Se flere artikler af forfatter:
Mette Hermansen

Siden er vist 2835 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside