Socialistisk Arbejderavis
Nr. 3 – December 1984 – side 3
IS mener
Hvem gi’r bolden op?
Harme og utilfredshed med dagpengereformen har spredt sig blandt et betydeligt mindretal i arbejderklassen. På protestmøde efter protestmøde er der blevet talt om generalstrejke mod regeringen.
Men samtidigt er flere afventende og kigger over skulderen for at se, hvem der starter modstanden. Flere vil presse de faglige ledere til at igangsætte aktion.
Overgrebene kan kæmpes tilbage med den magt, som arbejdspladserne besidder. Det er kun en generalstrejke, der kan standse produktionen og tvinge regeringens klassepolitik i retræten.
Imidlertid har der ikke fra nogen sider lydt en klar og utvetydig opfordring til så meget som en 24 timers generalstrejke. I stedet har der været mange store ord og vage opfordringer til at gøre et eller andet den 4. december, den 13. december eller deromkring.
Men vage opfordringer alene giver ikke den mobilisering, der er nødvendig for at standse regeringen. Arbejdere er ikke marionetter, som kan mobiliseres uden videre.
Det er således ikke nok, at fagligt aktive og tillidsfolk deltager på protestmøder. Diskussionerne skal tages blandt kollegerne på hjemmebanen. Kontakter arbejdspladser imellem kan gøre meget til at overvinde den isolation, mange har mærket de sidste par år. Arbejdspladsbesøg af de arbejdsløse kan få diskussionen om mobiliseringen rejst på kantinemøder og få erfaringer rejst på tværs af arbejdspladserne.
Hardys tomme ord
Igangsættelsen af en generalstrejke er altså ikke blot et spørgsmål om gode intentioner. Hvis Hardy Hansen reelt var interesseret i en generel mobilisering, som var mere end et pres på overenskomstforhandlingerne, ville han ikke nøjes med tordentaler til nogle få tusinde på offentlige møder, men mobilisere hele apparatet til at tage rundt på arbejdspladserne for at vinde og overbevise folk.
Problemet er, at der ikke er nogen alternativ ledelse. Kredsen af tillidsfolk omkring DKP har ikke den nødvendige styrke eller viljen til at sætte omfattende strejkeaktioner i gang. I stedet vender de blikket mod fagbureaukratiet.
Og desværre er samtlige smågrupper på venstrefløjen for små og for tilfældigt forankrede til at kunne starte en generalstrejke.
Det kan ikke helt udelukkes, at harmen kan sætte nogle spontane og helt uforudsete strejker igang, strejker, der vil sprede sig. Men hvad der er mere sandsynligt er det velkendte mønster med passive demonstrationer foran Christiansborg. Med opmærksomheden rettet mod det næste folketingsvalg, kommende regeringer eller appeller til LO’s forretningsudvalg om at stå fast.
Men selvom Schlüter ikke bliver væltet denne gang, er det ikke, en situation, der varer i evighed. Med en forværring af den økonomiske krise kan det, på trods af den generelle demoralisering, ske, at arbejderne bliver presset for meget og slår igen. Sådan gik det i Canada og Belgien sidste år. Omfattende nedskæringer fremprovokerede generalstrejker, og demoraliseringen og forvirringen var midlertidigt væk.
Selvtilliden kan også genopstå på baggrund af mindre forbedringer i økonomien. Det er det, der sker i øjeblikket i den britiske bilindustri. Nye ordrer og en stigning i beskæftigelsen har været medvirkende til en stribe af strejker.
Endelig kan regeringen og arbejdsgiverne fejlvurdere, hvor dybtgående og hvor hurtigt de kan angribe. Enkelte arbejdsgivere kan gå længere end deres fællesskab er parat til og provokere en konfrontation, de helst ville undgå.
Vi vil ikke bare vente
Om et opsving i kampen starter på den ene eller den anden måde er ikke til at forudsige. Ej heller om det starter i december eller om flere år. Uanset hvad der end sker, er det ikke et spørgsmål om at vente. Hvad revolutionære laver idag, har betydning for opbygningen af et alternativ til bureaukraterne, når opsvinget kommer.
At argumentere imod tilliden til bureaukraterne, imod politiske løsninger i Folketinget, om hvorfor symbolske protester er utilstrækkelige, om opbygningen af kampen fra neden kræver hårde politiske argumenter og en revolutionær forståelse.
Selvom disse argumenter er upopulære, er der et lille mindretal, der kan vindes for dette perspektiv og endnu færre, som kan overbevises om nødvendigheden af opbygningen af en revolutionær organisation.
Med andre ord: Når vi i dag argumenterer for de skridt, der er nødvendige for at vinde, er det en propaganda, der vinder gehør blandt et lille mindretal. Der er ingen nærliggende mulighed for, at bredere grupper omsætter denne politik til handling.
Men der er samtidig en række aktiviteter, som kan gennemføres i dag og som så småt kan begynde at styrke selvtilliden og organiseringen de få steder vi er, og hvor vi kan lære, hvordan vi kan trække andre ikke-revolutionære med os på enkeltspørgsmål og lære at være ledende i bredere kampe, når der kommer et opsving.
Det betyder en konstant bevågenhed over for de små konflikter i dag og opbygningen af støtte til dem. Det betyder støtte til indsamlingerne til minearbejderne.
Det betyder, at vi prøver at få andre med til at støtte alle de protester og aktionsdage organiseret mod dagpengeindgrebet.
Og det betyder, at vi bakker op om de arbejdsløses aktiviteter ved at prøve at få dem ud på arbejdspladserne til kantinemøder for at rejse diskussionen om indgrebet.
Selvom vi ikke kan opbygge en generalstrejke i denne omgang, kan selv kortere arbejdsnedlæggelser og aktiviteter på arbejdspladsen give vigtige erfaringer og være med til at genopbygge den selvtillid, som er nødvendig for at vælte Schlüter.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed