Socialistisk Arbejderavis
Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 6
18 dage der rystede verden
Jakob L. Krogh
Efter 18 dages protester blev Mubarak den 11. februar tvunget fra magten af en massebevægelse og en strejkebølge. Men det var ikke folket, der tog magten. Det var Det Øverste Militære Råd – et militærkup på ryggen af folket.
De 18 dage med TV2 News-reportager fra Tahrirpladsen forklarer højst revolutionen som en Facebook- eller Twitter-revolution. De fangede aldrig de underlæggende bevægelser, der kun kan forstås på grundlag af Egyptens nyere historie.
Nasser og den egyptiske stat
Gamal Abdel Nasser overtog magten efter en gruppe underofficers kup i 1952. Egypten begyndte derefter en økonomisk udvikling med nationalisering af Suez-kanalen, opførelse af Aswan-dæmningen og udvikling af statsstyret industrialisering.
Den økonomiske udviklingsstrategi var koblet sammen med udviklingen af institutioner, der bandt arbejderklassen og bønderne til staten gennem en række velfærdsydelser, erstatning af de uafhængige fagforeninger med statsstyrede og en nationalistisk ideologi.
Da Nasser døde i 1970 begyndte den herskende klasse i Egypten, ligesom mange andre lande, et opgør med den statsstyrede økonomiske opbygning.
Et årti senere indgik Anwar Sadat, Nassers efterfølger, en alliance med USA og en fredsaftale med Israel, hvilket førte til, at Sadat blev myrdet. Samtidig blev det egyptiske marked åbnet, og efter den første Golfkrig fulgte Mubarak en nyliberal politik med struktur-tilpasnings-programmer.
De statsafhængige fagforeninger og den nationalistiske ideologi fra Nasser-tiden eksisterede stadig. Men efterhånden som de velfærdsgoder – som var arbejderklassens gevinst ved Nassers nationale opbygning – forsvandt, forsvandt den lim der bandt regimet sammen også.
Et nyt årtusinde
Utilfredsheden kom i første omgang til udtryk som en politisk bevægelse i solidaritet med den anden palæstinensiske intifada, Al Aqsa-intifadaen i efteråret 2000. 100.000’er demonstrerede.
Den næste protestbølge kom i forbindelse med USA’s angreb på Irak i 2003. Protesterne slog det første hul i den mur af frygt, som regimet havde skabt.
Fra 2004 opstod en række strejker, som i 2005 førte til dannelsen af et løst netværk, Kifaya (Nu Er det Nok). Kifaya bestod af radikale Nasser-tilhængere, liberale og socialister – og med støtte fra dele af Det muslimske Broderskab.
Strejkerne fortsatte i 2006, hvor 25.000 tekstilarbejdere strejkede i Mahalla al-Kubra. Strejkerne førte til dannelsen af de første uafhængige fagforeninger i tekstilindustrien og blandt ejendomsskatteopkræverne.
I 2008 opstod en støttegruppe den 6. april for endnu en strejke i Mahalla. Den blev bl.a. organiseret med udgangspunkt i en Facebook-gruppe med 70.000 medlemmer.
I 2010 opstod de sidste protester før Mubaraks fald, da en internet-aktivist, Khaled Said, blev myrdet af politiet.
De forskellige protester fra 2000 og frem var ikke kontinuerlige protester, der voksede sig stadigt større, men en række isolerede kampe, der lærte aktivister med forskellig baggrund og politisk udgangspunkt at skabe alliancer. Og vigtigst, så generobrede de muligheden for gadeprotester, som diktaturet havde skræmt tidligere generationer fra.
25. januar
Da Tunesiens diktator Ben Ali faldt, inspirerede det til nye protester. Allerede fra om morgen den 25. januar stod det klart, at protesterne vil bliver store.
Succesen får protesterne til at fortsætte, og fredag den 28. januar oplever de den første styrkelse af bevægelsen. Regimet forsøger at lukke Cairos centrum af og lukker Internet og mobiltelefoner ned. Demonstranterne forsamles ved moskeerne og generobrer gaderne.
Det får Mubarak til at fyre regeringen og trække politiet væk fra gaderne, kun for at forsøge at skabe kaos ved hjælp af civilklædte bøller, som oftest var betjente. Som modsvar opstår der lokale komiteer, der forsvarer de enkelte boligområder imod politiet.
Den 1. feb. udvikler protesterne sig i det, aktivisterne kaldte en ”million-march”. Igen forsøger civilklædte bøller at angribe protesterne, men bliver slået tilbage i løbet af to dages kampe. Samtidig forsøgte regimet at splitte bevægelsen gennem forhandlinger. Nogle af oppositionsgrupperne, herunder Det muslimske Broderskab, indleder forhandlinger med den nyindsatte vicepræsident Omar Suleiman.
Tirsdag den 8. feb. begyndte det, der blev Mubaraks endeligt: Arbejdere i telefonsektoren, ved Suez-kanelen og Helwan stålfabrikkerne startede en strejkebølge over hele Egypten.
Strejken spredte sig, så den egyptiske aktivist Hossam el-Hamalawy dagen efter kunne skrive på sin Twitter: ”Jeg kan nu med sikkerhed sige, at arbejderklassen er kommet på banen. Der er strejker alle steder.” Det egyptiske Center for Sociale og Økonomiske Rettigheder vurderede, at der var 300.000 arbejdere i strejke.
To dage senere ofrede Det Øverste Militære Råd Mubarak og tog selv magten.
Ny organiseringer
Regimet var fortsat ved magten. Derfor fortsatte demonstrationerne og strejkerne. Samtidig betød sejren nye muligheder for organisering.
Der er opstået uafhængige fagforeninger. 15.000 tekstilarbejdere, 12.000 maskinarbejdere og 10.000 lædergarvere har, ifølge Ahmed Ezzat fra Revolutionære Socialister, allerede organiseret uafhængige fagforeninger.
Der er også ved at blive oprette et nyt venstrefløjsparti, der samler venstrefløjen.
Ibrahim El-Eissawy, der er koordinator for forberedelseskommissionen til det nye parti, siger til Al Ahram Online: ”Det nye parti er produktet af 25. januar-revolutionen, som alle partimedlemmerne har taget del i på den ene eller anden måde.” El-Eissawy er stadig i tvivl om, hvordan forhandlingerne mellem de forskellige venstrefløjs-traditioner forløber.
Fortsatte protester
I de tre uger efter Mubaraks fald har der været protester på Tahrirpladsen. Torsdag den 3. marts fik protesterne indfriet endnu et af deres krav, da ministerpræsident Ahmed Shafik trak sig og udpegede Essam Sharaf i sit sted.
Ud over Ahmed Shafiks afgang kræver demonstranterne, at undtagelsestilstanden ophæves, de politiske fanger løslades, at sikkerhedspolitiet opløses samt indfrielse af en række sociale krav.
En udtalelse fra strejkeledere fra 40 af de hundrede arbejdspladser, der stadig er i strejke, opremser nogle af de sociale krav:
- At den nationale mindsteløn og pension hæves
- Ret til at organisere uafhængige fagforeninger og strejke.
- Opløsning af de statslige fagforeninger og beslaglæggelse af deres værdier
- Beskyttelse mod fyringer, og permanent ansættelse af midlertidigt ansatte.
- Gennationalisering af alle privatiserede virksomheder.
- Fjernelse af korrupte chefer, håndhævelse af priskontrol og indførelse af sundhedspleje.
Permanent revolution
”Hver enkelt af de store politiske masseaktioner slår, også efter at de har nået deres politiske højdepunkt, om i et helt virvar af økonomiske strejker. Og det gælder igen ikke kun for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som sådan.”
Citatet er fra Rosa Luxemburgs analyse af 1905-revolutionen i Rusland. Den gensidige dynamik mellem politiske og økonomiske kampe, hun beskriver, ses tydeligt både i de ti år, der ledte frem til revolutionen i Egypten og i dag.
En anden teori, der blev udviklet i forbindelse med 1905-revolutionen i Rusland, var teorien om den permanente revolution.
Heri beskriver Trotskij, hvordan mindre udviklede lande kun kan indføre demokrati, hvis to betingelser opfyldes: 1) at arbejderklassen gennem en ”uforsonlig kamp mod indflydelsen fra borgerskabet” og i en alliance med bønderne og andre klasser tager magten, og 2) at revolution spreder sig internationalt.
Stadig en politisk kamp
Endnu en af regimets mænd blev tvunget fra magten, da ministerpræsident Ahmed Shafik trak sig. Men regimet lever stadig.
Natten til lørdag 26. februar angreb dele af hæren demonstranterne på Tahrir-pladsen med køller. Efter angrebet måtte militærledelsen undskylde.
Men den har samtidig slået fast, at den ikke vil tolerere fortsatte ulovlige demonstrationer og strejker. Og den har ikke ophævet den 30 år lange undtagelsestilstand, der forbyder netop det.
Efter at Ahmed Shafik trak sig, opfordrede Amr Salah, der er leder af en anden ny politisk organisering, 25. januar-koalitionen, til at demonstrationer og strejker indstilles – på trods af at de andre demokratiske krav og de sociale krav endnu ikke er blevet opfyldt.
Hvis disse krav skal indfries er det afgørende, at den egyptiske arbejderbevægelse og venstrefløjen gennem en uforsonlig politisk kamp vinder lederskabet i bevægelsen.
Hvis det ikke sker, risikerer vi, at bevægelsen trækker sig tilbage og overlader initiativet til Det Øverste Militær Råd. Og så er det ikke sikkert, at militærkuppet fører til demokrati. Det gør militærkup ikke altid.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed