Socialistisk Arbejderavis
Nr. 307 – 7. marts 2011 – side 11
Irak og Afghanistan
Vredens dag
Lene Junker
Revolutionerne i Tunesien og Egypten, oprøret i Libyen og mange andre stater i Nordafrika og Mellemøsten, har vist, at folkelige oprør og revolution kan vælte stærke diktaturer, og åbne muligheden for en demokratisk og social retfærdig udvikling. Samtidig afliver de myten om, at diktatorer er det eneste alternativ til religiøs ekstremisme.
Forandringerne i Mellemøsten sker ikke på grund af, men på trods af Vestens indsats.
Magthaverne i USA og EU udstiller nu deres dobbeltmoral og kynisme for åben skærm. De har støttet Mubarak og andre arabiske diktatorer moralsk, økonomisk og militært i mange år. Gang på gang har de vendt det blinde øje til valgsvindel, undertrykkelse og voksende fattigdom og understreget behovet for ”stabilitet” i området.
Til gengæld har vestlige firmaer fået stort spillerum, og USA har fået lov til at have militærbaser i Saudi Arabien og Kuwait.
Da USA under Bush startede ”krigen mod terror” og krigene mod Afghanistan og Irak, blev det begrundet med ønsket om at fjerne Taliban og Saddam Hussein fra magten og sikre frihed, demokrati og udvikling.
Krigsmodstandere verden over protesterede og påpegede, at frihed, demokrati og udvikling vokser ud af befolkningernes egne ønsker og aktiviteter. Man kan ikke bombe sig til demokrati.
Irak- og Afghanistankrigene er endt med at være en katastrofe for den afghanske og irakiske befolkning. Deres lande er ødelagte og splittede, og befolkningerne er blevet påført ufattelige lidelser. Frihed, demokrati og udvikling er efter snart ti års krig ikke til at få øje på.
Oprøret i Nordafrika og Mellemøsten viser, at en demokratisk og social retfærdig verden er mulig, når den bygger på befolkningens frie og aktive deltagelse.
Revolutionerne i Tunesien og Egypten viser vejen, også for irakerne og afghanerne. Krig og besættelse er den største hindring for, at de selv kan bestemme over deres land og deres fremtid.
Irak
Irakerne har hele tiden udtrykt modstand mod besættelsen af deres land. De kæmpet for frie fagforeninger og retten til at organisere sig. De har kæmpet for, at Iraks olie forblev på irakiske hænder og gav jobs til irakere.
I dag har USA stadig 50.000 soldater i Irak og støtter den korrupte Maliki-regering, som har underskrevet en aftale om at USA må have permanente militærbaser i Irak. Maliki-regeringen klamrer sig til magten, undertrykker sine modstandere og lader Irak syne hen.
Fredag den 25. februar var der demonstrationer under parolen ’Vredens Dag’ i Irak. Tusindvis gik i demonstration i 14 byer landet over. Kravene var de samme som i andre arabiske lande, nemlig arbejde, uddannelse, bedre sociale forhold, mindre korruption samt øget frihed og demokrati. Flere politistationer blev brændt af og 15 personer dræbt af sikkerhedsstyrkerne.
Afghanistan
I efteråret 2010 fortalte journalisten Kirsten Larsen på P1 om en ny stor interviewundersøgelse, som dokumenterede det, som mange uafhængige Afghanistan kendere længe har sagt: Afghanerne er trætte af voksende arbejdsløshed og fattigdom, trætte af at blive bombet, fængslet, tortureret og ydmyget.
Afghanerne vil ikke finde sig i, at en bestemt levemåde trækkes ned over hovederne på dem. De vil have ret til at bestemme i deres eget land, og de vil have de fremmede tropper ud.
Dette gælder 90-95 % af befolkningen – uanset hvilket samfundslag de kommer fra. De sidste 5-10 pct. har profiteret af krigen.
I Afghanistan har vi set demonstrationer og protester mod besættelsesmagterne og deres behandling af civile. Her har USA og NATO allieret sig med krigsherrerne i den brutale Nordalliance og fastholdt sin støtte til den korrupte præsident Karzai.
Afghanerne må selv gøre op med egne krigsherrer og korrupte magthavere. Ved at fortsætte krigen er vi netop med til at holde dem ved magten. De fremmede tropper er en del af problemet i Afghanistan. De står i vejen for at sikkerhed, fred, social retfærdighed og demokrati kan udvikle sig.
Når Obama og vestens magthavere udtrykker bekymring for stabiliteten i Nordafrika og Mellemøsten, er det reelt deres kontrol med området, de bekymrer sig om.
Med præcis samme argumenter forlængede de Irakkrigen og nu Afghanistankrigen for efterfølgende at kunne sikre sig kontrollen med landet.
Men supermagten USA er ikke så stærk, som den giver sig ud for at være. ”The Project for a New American Century”, USA’s imperialistiske projekt er kuldsejlet.
USA´s forsvarsminister har indrømmet det. Ifølge New York Times sagde han for nylig i en tale på West Point Militærakademi, at de vil være uklogt for USA nogensinde at indlade sig i krige, som dem i Irak og Afghanistan.
USA´s svækkelse efterlader et tomrum, som giver plads til, at revolutionerne i Nordafrika og Mellemøsten kan udvikle sig og spredes helt til Irak og Afghanistan.
Revolutionerne skal have lov at udvikle sig og ikke kvæles af en invasion af Libyen med endnu en urigtig, humanitær begrundelse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed